Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Fr. VI Allé 12. 6. oktober 1917
Napoleon og Garibaldi
Fr. VI Allé 12 6/10 171
Kæreste G. B.!
Tak for Bogen2 og for den muntre Tilegnelse3. Ved Skæbnens lunefulde Tilskikkelse bragte Posten mig samtidig en Bog af en ung svensk Digter: Ragnar Josephson4 "Judiska Dikter". I Løbet af Dagen venter jeg Vladimir Grossmanns Bog5 om det gamle Rusland og det ny. Kan De høre mit Hjærte banke?
Jeg har læst "Napoleon og Garibaldi" – maa jeg have Lov til at beundre Dem, skønt De er Jøde? "Napoleon" hørte jeg Dem foredrage for Aar tilbage i den italienske Forening, jeg mindes endnu den dramatiske Fart og Flugt over Tilbagekomsten fra Elba til Tuilerierne. Nu da jeg læste det, virker det om muligt endnu stærkere. Funklende 2 af Liv, betagende, som om man selv var tilstede.
Og Indtrykket af Deres Essay om Garibaldi – ingen historisk Afhandling, hvor Storheden udmøntes i videnskabelig Skillemønt. Det er atter som overalt i Deres Værker Kunstneren, der betages af sin Helt og betager os andre gennem sin egen Betagelse. De har selv engang sammenlignet Aandens Flugt med Flyverens gennem de luftige Riger højt over Jordens Bjærge og Have. Vi føler os som Passagerer under Deres styrende Vilje. Dybt nede overskuer vi Landet, som De lader os se i højtsvævende Flugt. De er evig og altid den – jeg havde nær sagt – gamle. Hvem der kunde bevare sin Ungdom som De. Dette er ikke Ord. Hvis jeg var Billedhugger vilde jeg fremstille Dem som den unge Mand, der første Gang prøver Sværdets Ægg mod sin Finger. Jeg glæder mig til atter at læse alle de større og mindre Afhandlinger og Taler, som De 3 generøst strør ud over Mængden. Men allermest glæder jeg mig til Deres store nye Værk. Har De tænkt paa Titlen – dette er ikke uden Betydning for en Bog, hvis Æmne ligger saa langt tilbage. Den behøvede jo ikke at hedde Gajus Julius. Blot man kunde finde en Titel, der fangede Mængdens Øre som en Fanfare. Cæsar er ganske vist en Fanfare, men kun i et Mindretals Øre.
Tak endnu en Gang for den Nydelse, Deres Bog allerede har bragt mig, og for den, jeg endnu har tilgode. Ved at blade den igennem faar jeg Øje paa mange gamle Bekendte, som jeg glæder mig til at træffe igen. Men da jeg kommer til Navnet Chaim Bialik6 lukker jeg smilende Bogen. Han er jo ikke Jøde, vel? De heller ikke? Jeg trækker mig beskæmmet tilbage. Dansken har Sejer vundet – Hurra, Hurra – Tysken sin Grav har fundet – Hurra – 4 Hurra!
Og jeg mumler stille: Schema jisroel...
Deres hengivne
Henri Nathansen