Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Sandagerhus, Saunte. 22. juli 1910

Luften i Danmark

Sandagerhus pr. Saunte 22/7 101

Kæreste G. B.!

Rejs, rejs – Luften i Danmark er Dem ikke god. Jeg har atter og atter glædet mig over Deres Breve, naar De var ude, fulde som de var af Lyst og Varme. Saa kom De hjem, den sure Taage slog Dem imøde, og Pløret stænkede Dem op ad Ryggen. De lukkede Dem inde, arbejdede, arbejdede for at glemme, at De var hjemme – langt langt inde i Deres Sind kastede Erindringen sit Fakkelskær over et Minde, et Billede fra det fremmede. De lukkede Dem blot længere ind i Mørket, det danske Mørke, der rugede udenfor Deres Vinduer. Ude fra Havnen lød Fløjter fra Skibe, der kom fra det fremmede eller gik paa det fremmede, fjærne Fyr blinkede i Natten og kaldte med deres stumme Spil: ud, ud – bort, bort! De hørte intet, saa intet. De var hjemme, Æventyret var forbi.

Herhjemme skulde Æventyret jo være. Danmark skulde være Deres Længslers Land, det Land, De havde viet Deres Kræfter, og som elskede Dem til 2 Gengæld. Hvad har De ikke strøet over disse Marker med Deres overdaadige Hænder, hvad har De ikke øst ud af Deres Hjærteblod til disse Mennesker! Rigdommen, for hvilken Folket burde føle sig i evig Taknemmelighedsgæld. Og istedetfor hvæsser dette Folk af Bønder og Bæster deres Pile, naar det hører, De er her igen og jager dem i Deres Ansigt, der snart er en eneste Smærte, og i Krogene og bag de ugæstfri Døre staar et Folk af utaknemmelige Lumpe paa Vagt og griner bredt og ondt, idet De gaar forbi. De gaar ikke mere forbi, De jager forbi – bort, bort, i Glemsel, i Skjul.

Jeg havde en modbydelig Drøm i Nat. Jeg laa ved Stranden. Da saa' jeg pludselig en Hugorm dukke op og i et Nu smutte ind i mine Benklæder. Jeg hviskede: Jeanne, Jeanne, jeg rører mig ikke, rør dig ikke, jeg føler den krybe og krybe langs min Krop, naar jeg ikke rører mig, saarer den mig ikke. Pludselig glider den frem oppe ved min Hals, tæt ind til mit Ansigt. Jeg føler dens klamme Kulde. Da griber min Kone med et Skrig om dens Hals, den løfter 3 sit Hoved stejlt og stift og ser mig i Øjnene med et isnende og djævelsk Blik. Jeg vil værge mig for dens Bid og løfter min Haand. Da, i et Nu, hugger den sit Hoved i min Arm i et jagende Stik, jeg griber om den, men dens Tand sidder fast i mit Kød som en Fiskekrog og flænser og slider, saa jeg skriger af Smærte og vaagner –

Hvorfor fortæller jeg Dem denne modbydelige Drøm. Jeg føler endnu Stikket i min Arm og kan pege, hvor det ramte. Hele Dagen har jeg set den rejse sit Hoved med de vilde og isnende Øjne –

Rejs, rejs, bort herfra. Dette Land fortjener ikke, at De er her. Hvor De end er, er De mig nær. De har givet mig Deres Venskab, og jeg glemmer Dem det aldrig.

Levvel – De hører fra mig i Karlsbad. Det er sén Aften, Regnen har pisket hele Dagen, nu er den træt, og Himlen begynder at klare. Nu sidder De i Deres Stue, fordybet i Arbejde, og De hører ikke Fløjternes lange Klagetoner ude fra Havnen: Rejs, rejs! Deres rastløse Hjærte arbejder, utrættet, brændende. Udenfor ruger den lede Taage over Danmark.

Rejs, rejs!

Deres
Henri Nathansen

 
[1] Fredag. Korrespondancekort med indlagt blad, adresseret til: "Hr. Professor Dr. phil. Georg Brandes / Havnegade 55 / København". Ulæseligt afsenderstempel; modtaget: "Kjøbenhavn K 22.7.10, 7.OMB". tilbage