Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 26. oktober 1908

Om tusind Aar vil De være renset

Allégade 15 A. 26.10.081

Kære Hr. Professor Georg Brandes!

Jeg har faaet en saa modbydelig Krampe i min højre Haand, at jeg kun daarlig kan føre Pennen. Men jeg vil ikke vente med at takke Dem for Bogen2 og sige Dem, hvor bevæget jeg blev over dette Tegn paa Deres Hengivenhed – en af de faa Glæder, Danmark har skænket mig. Jeg har kun med Møje kunnet læse de tykke Bøger, der ligger paa mit Bord. Deres var mig en udsøgt Fryd. Kun ét har bedrøvet mig: Deres grænseløse Mismod. De begyndte med Tro, fortsatte i Tvivl og ender i Foragt. Er da Livet saa trøstesløst? Jeg ved, at dette Land er tykt af Uvidenhed og Dumhed og tyndt af Lumpenhed og Nag, men kan det være anderledes, og bør vi ikke først og fremmest bøje os for Livets Love, deriblandt den første: at forstaa? Der er vel i Grunden kun 2 to Spørgsmaal til: hvorfor er det saaledes, og hvordan kan det blive anderledes. De viste os i et glimrende Foredrag, hvorledes Lyset bruger et halvt Aartusinde om at trænge igennem de Lag af Fedt og Smuds, som ustanselig hældes over Retfærdighed og Sandhed. Og det er jo ikke alene de daarligste, der er med til det Svinearbejde. Hvormeget man end kan undskylde Voltaire, hans pucelle var dog med i Legen og derfor ogsaa i Stegen. Og nu herhjemme, fra den allerseneste Tid, af de allerbedste? Var det ikke et Forræderi mod Ret og Sandhed, at Hørup gik i Ministerium med Alberti, og hvor tror De ikke det i Ungdommens Øjne har skadet den hellige Sag, han kæmpede for. Og hvad siger saa de daarlige? Eller hele det store Gros, der kan hæves af et enkelt Eksempel? De har jo endnu hele Stenaldertidens dyriske Lyster og Instinkter og følger Strømmen. Men naar Strømmen er grumset og plumret, hvad Under dog at de med Velbehag dukker sig i deres eget Element og fryder sig over, at 3 de Bedste dog ikke er bedre end de selv.

De er den eneste. Ja, jeg forsikrer Dem med Haanden paa mit Hjærte, De er for mig den reneste, ædleste Aand, Danmark har haft. Derfor kan min Kærlighed til Dem aldrig kølnes, min Beundring aldrig svækkes. De staar som en ren Flamme over det taagede forsovede Land. Sker der noget godt, tænker jeg paa Dem, sker der noget usselt, tænker jeg ogsaa paa Dem – jeg ved, at De er den eneste, det smærter. Læser jeg nu om Deres Liv og ser gammelt Mosebryg og Sump og Kirke- og Kongerøgelse slaa op for at kvæle det Lys, De tændte, saa kan jeg føle en Sorg over at leve i dette Land, høre til dette Land, der ler og maaber og vrænger og glor af medfødt Uformuenhed og Idioti. Om Dem skulde det have samlet sig, jublet, festet. De var jo selv Jubel og Fest. Og saa kom de slæbende, de Voldsmænd, med deres Dynd og Slam og søgte at kvæle Ilden, saa atter Taagen kunde brede sig og dunste over Landet. Og de tror 4 at det er lykkedes, ja De selv, De selv er jo nær ved at tro det og sænker Deres Hoved i Mismod og Foragt.

Men det er ikke lykkedes, jeg har sagt Dem det før, jeg siger det saa afgjort sikkert. Aandens Ild kan ikke slukkes, naar den først har fænget – det lyder som en Frase, men er det ikke. Det tog 4-500 Aar at rense Jeanne d'Arc, men hun blev dog renset trods Præster og Guder og hele Gøgemøget. Det er anderledes herhjemme, end før De kom, der er tusind Ting, der viser det, tusind smaa levende Gnister, der gaar deres Veje i de dunkle Sind. Vi kan ikke se det, som staar midt i Pløret. Om tusind Aar vil De være renset. Og kan De forlange det før i Danmark, naar Frankrig brugte det halve? Og der er jo langt til Evigheden.

Min Haand er nu næsten ganske lam. De bærer Ansvaret derfor som for saameget andet. Men jeg raaber midt i de sidste Krampetrækninger: Han er den eneste!!

Deres hengivne
Henri Nathansen

 
[1] mandag. tilbage
[2] Bogen: Levned III, der udkom 24.10.1908. tilbage