Emil Jespersen til Louise Zeuthen
Sendt fra Magleby præstegård. 29. juni 1885
meget livligt (Henrik var med)
Magleby 29 Juni 1885
Min kjære Louise!
Vi ere da nu hjemme igjen ovenpaa den deilige Reise, som blev til endnu større Glæde end jeg havde ventet, alt var saa forunderlig vellykket lige til det sidste. Det var vist Lørdag Efterm., at Margretes Brev blev afsendt til eder, samtidigt med at vi forlod Heidelberg. Vi tog saa lige til Hamborg – og mærkeligt nok skulde vi der finde den levende Søndagsgudstjeneste og det Menighedsliv, som vi havde savnet paa Reisen. Vi havde begge sovet ret godt paa Jernbanen og opsøgte derfor Pastor Sincks Kirke, hvor vi fandt en meget smuk og livfuld Tjeneste, deilig Sang og udmærket Prædiken. Jeg kendte ham fra Ems 1872 – han var dengang Landsbypræst i Nærheden – han kunde ogsaa huske mig og bad os begge saa hjerteligt om at komme om Aftenen og drikke Thee, hvilket vi ogsaa gjorde, efter først at have været til en Aftentjeneste i Kirken Kl. 7. Vi 2 var begge greben af hans sjeldne, elskelige Personlighed og saa af den overordentlige Tarvelighed i hans Hjem – medens han og hans Menighed er istand til at underholde et Diakonissehus med 42 Diakonisser, som alle ere udgaaede fra hans Kreds, og en Filial i en af Forstæderne er under Opførelse for 15000 Mrk., der ere indkomne for en Bog, som han tidligt i Foraaret har udgivet. Det var virkelig udmærket, at vi kom derhen. I Mellemtiden var vi i den zoologiske Have, spadserede om i Byen og kjøbte en smuk Gulduhrkjæde til Hanne1 (som hun naturl. er henrykt over). Næste Form. tog vi til Lübeck, hvor vi glædede os meget over at see de gamle Bygninger og Kirkerne. Vi spiste til Middag i Rathhauskeller og befandt os særdeles vel i den gamle By fra 12½ til 4 da vi med et smukt Dampskib afseilede til Kjøbenhavn. Vi tog ind paa et Hotel og strax efter ud paa Vesterbro, hvor vi tog Hanne (der Aftenen iforveien var kommen fra Kjerteminde2) og min Svigermoder3 paa Sengen. 3 Hanne blev henrykt og begyndte at raabe af Glæde, da hun kjendte vore Stemmer i Entréen og det hele Møde og de 2 Dage, vi var i Kjøbenhavn, var særdeles fornøielige. Om Form. havde jeg meget at gaae efter. Den første Mid. var vi hos Schep.s (Schep.4 var Aftenen iforveien reist til Ems), og vi gik saa om Aftenen ud til Fru Krog, hvor alle Børnene vare samlede i Anledning af den gamle fromme Bedstemoders Død; hun var bleven begravet den Dag; vi havde det meget rart med dem og jeg troer de skjønnede paa at vi kom. Hannes Fødselsdag blev celebreret med Chokolade Kl 12 hos min Svigermoder. Kl 4 til Middag kom alle Brødrene, saa vi var 6 Par tilbords og havde det meget livligt (Henrik var med); bagefter tog vi i Dyrehaven og endte med en meget animeret Aftenspisning i Bellevue. Det Hele var meget morsomt og Hanne, der jo var Æresgæsten, mente at det havde været en udmærket Dag. – Hermed er altsaa Reisen forbi, den deilige Reise – nu staaer kun tilbage det som man jo pleier at sige er det Bedste ved en Reise: det at komme hjem igjen. Og vi kan da 4 godt hjem i Torsdags, og traf alt vel i vort kjære Hjem, undtag. vor flinke, rare Kokkepige, som nu ogsaa har faaet Ledevand i det andet Knæ, og som derfor igaar er taget til sit Hjem, for ikke mere at komme til os, hvilket har kostet baade hende og Margrete adskillige Taarer; vi har dog allerede faaet en lille ung Pige, der ventes imorgen. Denne Sorg ved Hjemkomsten er jo imidlertid af den milde Slags – men hvad der har taget hele Glæden fra Hjemkomsten bort, er de forpinte politiske Forhold. Det er ligesom Alt er gjennemtrængt af Politik, af Broderstrid og gjensidig Mistillid. Jeg mærker først nu, i hvilken Grad Striden er bleven bitter siden 1 April. For den, som har en aandelig Gjerning og som altsaa særligt har Brug for Tillid, er dette meget pinagtigt. Det er ligesom ethvert Skridt, ethvert Ord bliver mistænkeliggjort. Men maaskee klarer det sig lidt, naar man atter selv faaer sig levet ind i Forholdene; foreløbig staaer det saadan, at jeg maa sige: det værste ved at reise er at komme hjem igjen. Det at have givet til sit Fædrelands Forsvar er næsten et Bevis paa, at man ikke kan være "nogen god dansk Mand" [fortsat øverst s. 1] Det at lukke sin Pung i, det er Bevis paa det rette danske Sind. – – Men nu skal I være fri for at høre mere om dette. Engang maa vel Forholdene kunne blive taalelige igjen; det [Mund.....] er uudholdeligt i Længden. Jeg skal hilse fra M. og H. Paa Lørdag vente vi de 2 smaa Schepelerner. Gid I maa have det nogenlunde. Det er rart at mærke eders Glæde over eders [....] Det var dette vi savnede i Lugano; ellers havde Alt været saa godt der. Eders Emil