Inger Pontoppidan til Mette Marie Pontoppidan
Sendt fra Greve. 16. november 1901
jeg skal krybe ganske stille
Greve pr. Taastrup
16/11 1901
Kære Marie!
Længe har jeg tænkt på at skrive til Dig, så nu, da den 17de nærmer sig, skal det blive til alvor1. Jeg går ud fra, at Hans2 har kunnet fortælle Dig lidt om mig, og Du ved måske også fra anden kant, at jeg stadig er svag, så det ser ud til, at jeg skal krybe ganske stille igennem det stykke liv, jeg endnu kan have tilbage. Men vil det endda gå som det går nu, skal jeg ikke klage, og jeg håber, jeg fremdeles 2 skal få tålmodighed – håber også at kunne få nogen glæde.3
Jeg begynder med dette for at Du skal vide, hvad det er for en person, der skriver til Dig og sender sine bedste ønsker for Dit nye år, at det er en, der er ikke så lidt forskellig fra den, Du kendte i gamle dage. Men netop når jeg går her så stille, kan jeg rigtig sende mine tanker rundt til alle dem, der står mig nær; og sådan kommer de også til Dig ikke alene på Din fødselsdag men mange andre gange.
3 Jeg var så glad ved at se Hans. Når du nu en gang får lyst, skulde Du skrive lidt til mig og fortælle mig om Dig selv og Johanne4.
Fra Julie har jeg mange hilsner til dig (Morten arbejder, så ham vil jeg ikke forstyrre) og spørge Dig, om Du aldrig kom her ud. Alt står vel til her. Ved Du, at Bodil5 er gift og har en lille pige? Alle børnene er jo nu voksne undtagen Povl Vilhelm.
Hils Johanne meget fra mig! hun er jo nu en hel voksen pige, som jeg kunde 4 længes efter at se. Hvor gammel er det, hun er?
Ja, der kunde være meget at spørge og fortælle om, men jeg må nøjes med disse antydninger; dels har jeg ikke kræfter til mere, dels ved jeg hverken hvor jeg skal begynde eller ende efter det meget, der er sket, siden vi sidst så's.
Endnu kun – sidst som først – mange hilsner til Dig selv fra
Din hengivne
Inger Pontoppidan
Hans kommer jo nok hjem til fødselsdagen; men han [fortsat nedad i venstre margin:] er vel rejst, inden dette brev nå'r Dig.