Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 23. juli 1936
Deres naturlige gode Humør
23 Juli 36
Kære Pontoppidan. – Imorgen er det jo Deres 80nde Fødselsdag – den Dag, der med sit runde Tal burde noteres som Festdag fremfor næste Aars Fødselsdag, hvor De blir Jubel-Olding paa 80 fyldte Aar, for det, at De overhodet blev født er da det vigtigste i den Sag. Jeg haaber De faar en hyggelig Dag imorgen omgivet af Deres nærmeste og kæreste, derimellem Fru Krause, og jeg ønsker Dem mange Dage af samme Slags i det kommende 80de Leveaar. Naar jeg nu tænker tilbage paa, hvordan jeg var, da jeg gik ind i mit 80de Aar – det var det Aar jeg udgav "Skandinaver i Rom" – saa forekommer jeg mig selv som et ret ungt Menneske – det var dengang jeg, da jeg kom ned paa Gaden efter et Besøg hos Rist, der hade været ret trist, trampede haardt i Gaden og svor paa, at saadan vilde jeg min Sandten ikke gi op, selv om Livet gik mig imod – det lykkedes mig virkelig ogsaa i ikke saa faa Aar derefter – men da jeg kom over de 90 saa begyndte Alderdomsfølelsen at indfinde sig, og nu er jeg godt paa Veje til at synes, at jeg er en affældig Olding. Gid det maa vare lige saa længe for Dem, inden De faar den Slags Fornemmelser. De er ikke opmuntrende. Det kan dog godt være, at naar vi ses – og jeg haaber stadig paa, at det skal blive til noget med dette Gensyn – at De da ikke skal mærke for meget til det – jeg gør mig i hvert Fald Umage for ikke at plage andre med Beklagelser – tror jeg i hvert Fald.
2 Tak for Deres sidste Brev1 – det er snart 3 Uger siden jeg fik det, men jeg har læst det gentagne Gange, for det falder altid saa fornøjeligt at være ligesom personligt sammen med Dem, og jeg synes, at Deres Breve fra de sidste Aar ligesom vidner om mere Lykkefølelse og Tilfredshed med Tilværelsen end de tidligere gjorde hvor Stemningerne fra "De dødes Rige" undertiden ligesom laa bag ved – nu bryder Glimt af Deres naturlige gode Humør oftere igennem, og saa ser jeg Dem altid livagtig siddende hos mig og kommer selv i godt Humør derved. Der er ogsaa ligesom en Vennefortrolighed i dem, som glæder mig – i det sidste Brev Beretningen om Deres Forhold til Rørvig der vedbliver at være saa trofast skønt Stedet er et ganske andet end det var for 42 Aar siden. Nu er nok Besøget for denne Gang forbi, men naar De er vel hjemme igen paa Holmegaardsvej, haaber jeg da at De tar Tanken om et Besøg hos mig op igen og udfører den. Jeg er nu helt flink igen efter det underlige pludselige og ret heftige Feberanfald jeg fik for 5 - 6 Uger siden. Det gik ret hurtigt over – selve Feberen – men det tog mine Kræfter med, saa jeg trode, at nu gik det hurtig ned ad Bakke, men i den sidste Uge synes de min Sandten ligesom at komme igen, saa nu er der ikke saa stor Forskel paa Almenbefindendet mere. Og det er da en ganske behagelig Fornemmelse.
Men for at ende med en Klage – saa er det rigtig skidt med Synet – og det blir desværre ikke bedre, hvilket rimeligvis ogsaa denne Skrivelse viser. Jeg haaber, De kan læse den – jeg vilde ikke være i Stand dertil.
Venligste Hilsener til Else og Einar og først og sidst til Dem selv
Deres hengivne
M. Galschiøt