Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 19. juli 1932
min Lykønskning
19 Juli 32
Kære Pontoppidan. – Siden jeg for en Uges Tid fik Deres Brev har det ligget mig paa Sinde, at jeg skulde skrive Dem til. Rigtig nok er det først Deres Fødselsdag paa Søndag, saa der var jo Tid inden, selv om jeg opsatte det, men det er Gammeldommen, der mere og mere faar Magten og ikke lar mig Ro, naar jeg synes, at der er noget, som skal gøres. Der er da heller ingen Ulykke ved, om De faar min Lykønskning et Par Dage inden selve Dagen – den er da lige meget værd baade for Dem og for mig. – Hvad skal jeg saa ønske Dem? – Jeg ved ikke i Øjeblikket noget bedre, end at de kommende 12-13 Aar – saa mange er jeg forud for Dem – maa forløbe lige saa forholdsvis let og bekymringsløst for Dem, som de er det for mig. Naar jeg nu ser tilbage paa dem, synes jeg, jeg har saa lidt eller rettere slet intet at klage over; det er egenlig først nu – i de sidste Maaneder – at jeg synes, at det gaar føleligt ned ad Bakke for mig, med tiltagende Svækkelse baade i den ene og den anden Retning, legemligt som aandeligt. Jeg kan nu godt gribe mig i at sidde og hænge og glo frem for mig og tænke paa ingenting, eller læse halve Sider og opdage, at jeg ikke har Begreb om, hvad jeg har læst, og meget andet af lignende Slags, og saa kommer der til Tider ogsaa en Træthed over mig, som jeg synes, jeg aldrig før har kendt til, og som gør, at jeg synes, at det altsammen er mig saa uvedkommende og ligegyldigt, og at, om jeg nu sad og sov hen med det samme, vilde det ikke være til Ulykke for mig selv eller til synderlig Sorg for nogen anden. – Alt det ønsker jeg Dem nu ikke, at De maa opleve, men det meget andet, som har gjort min Alderdom forholdsvis let og lykkelig; min upaaklagelige legemlige Sundhed og sjælelige Ligevægt, de rolige og ret sorgløse Forhold, hvorunder mit Dagligliv er forløbet, min usvækkede Interesse for Livets forskellige Fænomener, ikke mindst Samfundslivets, alt det, som maa kunne bidrage til at gøre Deres Alderdom let og lykkelig ønsker jeg Dem af mit ganske Hjerte.
Det var en meget fornøjelig Hilsen, den sidste, jeg fik fra Dem, Text til Billedet fra Rørvig i Brix' "Danske Digtere". Det er en rigtig Dolce far niente-Illustration1; den morer mig hver Gang jeg ser den. Gad vide om Sig. Swane har faaet noget ordenligt ud af sit Forsøg paa at male Dem. Joh. Rohdes, ved De nok, at jeg er alt andet end tilfreds med, og at jeg beklager, at det er købt til Frederiksborg-Museet.
2 Jeg har intetsomhelst mærkeligt oplevet, siden De sidst hørte fra mig. Selskabelighed gir jeg mig ikke mere af med hverken ude eller hjemme. Den, jeg ser mest til, er Collstrop, der siden jeg ifjor var lidt daarlig i venstre Haand og Arm, har faaet den Vane hver Formiddag eller næsten hver Formiddag paa sin Expedition ind til Byen at komme indom hos mig og sidde og hvile sig her en 10 Minutters Tid. Det er Kl. 11 midt i min Læsning af "Politiken". Det er altid en lille Afvexling og jævnlig faar vi os en lille Kontra, da han er meget reaktionær og paastaaelig i sine Meninger. Sidst gik han oprørt over, at jeg ikke vilde være med til at sende Nordmændene ud i Søen oppe i Grønland og syntes, at det var den sædvanlige pjaltede danske Godmodighed. Rigtig alvorlig kan jeg nu ikke ta ham, men en Gang imellem gir jeg dog min Indsigelse en lidt indigneret Tone, og saa blir han tavs og gaar lidt rund i Ryggen fra mig. En af Dagene venter jeg Fru Lis Jacobsen og Niels Møller. De vilde ha besøgt mig forleden, men da hade jeg faaet en lille Svælgkatar, som generede mig i Talen, saa jeg maatte be dem vente til en anden Dag. – Skrev jeg ikke sidst om et muligt Besøg af Dem. Det maa vi nu se at faa arrangeret engang i August. Frk. Pansch skal nu ha lidt Ferie, men naar hun kommer tilbage skal vi forhandle om det. De skal komme og være her nogle Dage – hvis De har Lyst og mener, at det ikke vil være for anstrengende for Dem, ogsaa med Rejserne til og fra og med Trappen her i Huset. Nu er det jo snart et Aar siden vi sidst saas. Jeg venter Besøg af Per Lorenzen, der er i Sorø og skal være Student næste Aar. Hans Bror Erik, der holder Fødselsdag idag og blir 19 Aar, er for Tiden Rekrut i Sønderborg. Han skal til Efteraaret paa Kornetskolen paa Kronborg, og saa faar jeg ham her Vinteren igennem – hvad jeg glæder mig til. Han er jo næsten som min Plejesøn. Af hans 20 Fødselsdage har han været de 16-17 her paa Reberbanen – saa han føler det som sit andet Hjem. Han er en statelig, velopdragen Gut, men nok noget indesluttet.
Nu skal vi se, om De faar udført Planen at gøre Familie-Skovtur med Madkurv til "Dejligheden" paa Deres Fødselsdag, eller om der kommer en Mand med en Slæde alias en Professor med Æresskrift2 i Vejen. Der stod forleden en Notits i "Politiken" om at De var i Rørvig og ønskede at tilbringe Dagen i Familiens Skød, men det kan jo være, at Deres Ønske i saa Henseende ikke agtes. Jeg synes, det er sandt Slaraffenliv De lever med at lade Dem made som en Fugleunge, lege med de to røde Kattekillinger og aldrig aabne en Bog. Da jeg læste i Deres Brev: "Siden jeg er begyndt med at skrive om mig selv...", tænkte jeg: Det er godt, saa kiler han altsaa stadig paa "Erindringerne", men saa blev jeg jo lidt skuffet ved Fortsættelsen, der handlede om Swanes Maleri – imidlertid trøstede det mig, at De fik saa meget andet godt ud af Sommeropholdet i Rørvig – "en sød Sommerdvale" gir Kræfter til en overdaadig Høst af herlige Erindringer. Mine venligste Hilsener til Else og Einar.
Deres hengivne
M. Galschiøt