Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 23. juli 1931

folkelig Berømmelse har De jo aldrig været ude om

23 Juli 31.

Kære Pontoppidan – Jeg ved ikke noget bedre at ønske Dem paa Fødselsdagen imorgen, end at Deres Forhaabning om at faa Deres fulde Førlighed igen om en Maanedstid maa gaa i Opfyldelse. Vi gamle Herrer, hvem Livet efterhaanden har lært at gøre Forsagelse til "vor Ven og Fortrolige", hvor det gælder aandelige Forhold og Fordringer, skulde dog helst saa meget som muligt være skaanede for legemlige Besværligheder, men desværre er jo som oftest det modsatte Tilfældet. Heldigvis er Haabet om Bedring ikke saa let at ta Livet af. Gid De maa bevare det, til De ikke mere behøver det. I min Skavank-Bagatel er der ikke synderlig Bedring at spore, men den generer mig ikke saa meget, at det er værd at tale derom – det er værre med Fornemmelsen af Alderdomssvækkelse over den hele Front, og der har jeg god Brug for den nysnævnte Forsagelse. Heldigvis holder Humør og Sindsligevægt upaaklagelig – jeg vil saa nødig blive til Plage for mine Omgivelser – og der hører da heller ikke saa meget til at muntre mig op. Et Besøg af et Menneske, jeg sætter Pris paa, saa er jeg parat til at diskutere, hvad det skal være. Desværre falder ikke alle besøgende ind under denne Kategori – heller ikke er jeg saa overbesøgt, som De tænker – der kan gaa mange Dage, hvor jeg maa nøjes med min daglige Formiddagsgæst Collstrop i et 10 Minutters Besøg for at høre til mit Befindende. Han har den Slags Hjerne, at naar en Forestilling først engang har sat sig fast i den, er den ikke til at faa ud igen – og da det gælder baade om Hovedsager og Biting, saa ryger vi engang imellem sammen dog aldrig mere, end at det er glemt strax efter. Jeg ler mest af hans Paradoxer og Overdrivelser i Anskuelse; for, som jeg engang sa til ham, naar en Mand har en fiks Ide, saa skal man aldrig sige ham imod! Han gik bagover af Forbavselse.

2 Jeg hade forleden Besøg af Fru Lis Jacobsen – Aftenvisit i egen Bil sammen med Dr. Poul Nørlund og Fru Nanna, en Datter af Niels Møller, der ikke vilde med den Aften. Fru Lis spurgte med megen Deltagelse til Dem. Hun var nylig hjemkommet fra Helsingfors og var stærkt optaget af Forholdet derovre mellem finsk-Finner og svensk-Finner, der forliges som Hund og Kat eller Flamlændere og fransk-Belgiere. Niels Møller er nu færdig med sin "Verdens Literaturen" og er glad. Jeg har altid synes, at han kunde ha brugt sine sjeldne Evner til noget bedre, men han gik i sin Tid til Opgaven med Mod og Forventninger. Nok er han i Arbejdets Løb blevet noget skuffet og udslidt – jeg synes, det mærkes paa det sidste Aarhundrede, der heller ikke interesserede ham videre. Det er ejendommeligt at se vor egen saakaldte Guldalder-Literatur sat i Forhold til "Verdensliteraturen". Oehlenschlæger har faaet 2 Sider. Grundvig som Poet 1½. Heiberg noget lignende. Det sidste Hft., hvori Resten til Dato skal komme, altsaa ogsaa Norges, Sveriges, Ruslands osv. nyeste (el. nyere) Literatur, er færdig trykt, men endnu ikke udsendt. Der blir næppe mange Linier til hver Forfatter. Det blir en Slags Literatur-ABC for Begyndere.

Jeg har ellers ikke oplevet noget særligt, siden jeg sidst skrev. Jeg har Erik og Per Lorenzen i Besøg – to prægtige og elskværdige Gutter – Erik er nu Student – men hvor er det vanskeligt at komme i Kontakt med en saadan Ungdom, at komme til at snakke med den, faa Rede paa deres Interesser og Anskuelser. Det er næsten umuligt, skønt de baade føler sig hjemme her og sikkert holder af mig. Og jeg vilde dog saa gerne gi dem nogle Draaber af min Livserfaring, hvor tynd den end kan være. Men det var maaske ikke anderledes med os, da vi var unge og stod overfor de ældre Slægtled. Det er vel mest paa vore egne Erfaringer og Oplevelser vi bygger vort Liv op. – Jeg synes Elsters Karakteristik af Deres Forfatterpersonlighed er god og instruktiv for Menigmand, men at De overhodet ikke længer interesserer Dem for at faa noget at vide om, hvad andre mener om Deres Digtning og om Dem som Forfatter, kan jeg saa godt forstaa, for det blir De jo ikke visere af og folkelig Berømmelse har De jo aldrig været ude om. – Lev saa vel!

Deres hengivne
M. Galschiøt