Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 8. februar 1928
Ensom har De vistnok altid følt Dem
8. Febr. 28
Kære Pontoppidan
Jeg har i de sidste Dage været ved at skrive til Dem for at be Dem fortælle mig, hvordan det stod til – og saa fik jeg nu Deres Meddelelse. Da jeg følte, at der kun var et Kort i Konvoluten, vidste jeg, hvad der stod paa det.
Lige overfor Haabløsheden i Deres Kones Sygdom er det jo kun godt, at hun fik Ende paa sine Lidelser, og for Dem, der led med hende, er det det vel ogsaa – paa en Maade. Men – hvad nu? – Livet vil vel blot blive indholdsløsere og maaske ogsaa meningsløsere for Dem, efter at det Forhold er forbi, der gav det saa meget af dets Indhold og Mening. Ensom har De vistnok altid følt Dem – mere end de fleste, men De vidste, at der var En, De altid kunde 2 gaa til og finde Forstaaelse hos, og det tog det tungeste af Trykket.
Gid Deres Børn nu i den Henseende maa kunne være noget af det for Dem, som Deres Kone var. Og kan jeg hjælpe Dem, saa ved De, at mit Venskab som i mit Hjem staar altid en Plads Dem aaben.
Saa fik altsaa Steffens Mor ikke sin Dreng at se mere. Det laa hun og haabede paa og glædede sig til, da jeg sidste Gang saa og talte med hende. Det var 4. Okt. 26, den sidste Gang, jeg var i Kbhvn. Da var hun – den Dag – forholdsvis flink, og jeg fik hendes elskværdigste Smil med mig, da jeg gik.
Hils Einar og Else hjerteligst
Deres hengivne
M.Galschiøt