Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 23. juli 1926
Mod til at ta fat paa de afbrudte "Erindringer"
23. Juli 26.
Kære H. P. – Til Fødselsdagen imorgen min hjerteligste Hilsen og Lykønskning! Ellers har jeg ikke meget, det er værd at sende Dem. Stemninger og Tilstande her i Huset er hverken lyse eller forhaabningsfulde. Frk. Pansch ligger hen svag og kraftløs med en hel Del Smerter i og omkring Hjertet, er Prøveklud for Lægen, der ordinerer den ene Slags Piller og Draaber efter den anden og stadig fortæller, at Hjertet er bedre, hvad hun selv ikke har Spor af Fornemmelse af. Tryde, der ogsaa ser til hende en Gang imellem, siger, at der er kun tre Ting, som vil hjælpe: Taalmodighed – Taalmodighed og Taalmodighed. Han er da en fornuftig Mand. – Vi søger begge, Frk. 2 Pansch og jeg, at producere det størst mulige Kvantum af dette Universalmiddel, og efter Omstændighederne lykkes det, men for mit eget Vedkommende synes jeg jo nok, at det er lovlig lidt at faa ud af Tilværelsen, især da jeg vel ikke har saa meget tilbage af den.
Med Arbejdet gaar det kun smaat. Jeg er hyklerisk eller svag nok til at bruge Sygdommen som Paaskud til at forsømme det, mens Sandheden nok er, at jeg er led og ked af det. Men engang blir jeg vel saa vidt færdig med det, at jeg med nogenlunde god Samvittighed kan lægge det til Side. Om jeg vil blive mere tilfreds da, er maaske tvivlsomt, for jeg faar vel saa næppe Mod til at begynde paa noget nyt eller ta fat paa de afbrudte "Erindringer". Jeg er stærkt paa Veje til at synes, at alt er ganske ligegyldigt.
3 Jeg har holdt mig ganske udenfor alt Gøglet her i Byen. Maaske det var forkert. Teaterforestillingerne gjorde megen Lykke. Optogene, Ridderturneringerne osv. var ren Maskerade. Festpladsen er for største Delen en Slags Dyrehavsbakke med Gynger, Kraftprøver og Loppeteater. Om Hverdagen er det hele tomt og dødt. Jeg lever meget stille, den ene Dag som den anden uden nogen Selskabelighed udover en Visit nu og da. For et Par Dage siden hade jeg en fornøjelig Visit af Axel Henriques og Kone1 Han fortalte bl. a. meget morsomt om sit intime Venskab med Provst Fenger, som han engang for nogle Aar siden hade truffet ved et svensk Badested, og hvis Elskværdighed og selskabelige Talenter han var indtaget af. Han mente, lige som Fengers Søn, Højesteretssagføreren, at Provsten aldrig skulde ha været Præst men Museumsmand, for han hade en fænomenal Samlerevne og Samlermani.
4 De er alligevel ganske opmuntrende saadanne Smaavisitter, og det er vel dumt af mig, at jeg ikke lægger mig selv efter dem. Jeg var forleden i en Sparekasse-Middag hos Tilsynsraadets Formand. Der blev gjort saa megen Stads af mig, at jeg formelig fik en ond Samvittighed; men det kildede alligevel behagelig at blive saa højt vurderet. Hvor der er megen Vind og Humbug i Livet.
Naar ses vi igen? Jeg længes derefter. De er saa herlig fri for al Vind og Humbug, og jeg nyder at blive delagtig i Deres klare og kloge Opfattelse af Mennesker og Forhold. Gid De og Fru Antoinette maa ha det nogenlunde godt begge to at De skulde ha det udmærket godt, som jeg helst undte Dem det, tør jeg jo desværre ikke tænke paa Muligheden af. Skriv snart, en af Dem eller begge, og fortæl lidt derom
Deres meget hengivne
M. Galschiøt