Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 27. april 1925

anderledes forventningsfuldt

27. Apr. 25

Kære Fru Pontoppidan

Da H. P. sidst skrev til mig, endte hans Beretning med, at De inde hos Dem selv var i Lag med at gøre Fyldepennen i Stand for at skrive til mig. Det har taget Tid, og saa er det oven i Købet kun blevet til en Kort-Hilsen1 med Blyant. Hvad det betyder, kan jeg jo nok sige mig selv. At De nu igen er syg og ligger og venter paa, at der kan blive Plads til Dem paa Rigshospitalet! Jeg synes, at Deres Liv snart er kun en lang Kæde af større og mindre Sygdomstilfælde. Kan Taalmodet holde ud til det – og Kræfterne? Jeg har ondt af Dem – De der har saa meget Mod paa Livet og ser ganske anderledes forventningsfuldt paa hvad der skal komme end H. P. – De byder Dem vist selv for meget i Mellemrummene mellem Deres Liggeture. Nu har det vel været Einars og Elses Tilbageflytning til Rosenvænget, De har skullet forestaa under Elses Upasselighed. Og nu skulde De vel ellers til at tænke paa Sommerplaner. 2 Det er da et Solstrejf i Graavejret, at Pontoppidan har det godt – det blev saa maaske ikke til noget med den paatænkte ny Alkohol-Indsprøjtning – og at De har saa megen Glæde af Steffens Breve. Maatte Solstrejfene snart blive til fuldt Solskin.

Her gaar alt fremad med bitte smaa Kæmpeskridt. Jeg kan nu gaa ud til Højstrup og hjem igen i et Træk, og imorgen har jeg lovet at komme ud til Collstrup og spise til Middag hos ham sammen med Bjørn Stephensen og Kone for bagefter at spille en Whist. Det blir min første Udtur af den Slags. Jeg er stadig meget døv, saa jeg har ikke megen Fornøjelse af at være sammen med flere; men paa Tomands-Haand gaar det ganske let med Konversationen. Nu begynder jeg ogsaa ligesom at spore lidt Lyst til at ta fat paa mit Arbejde igen. Det har jeg hidtil ikke haft. Jeg har end ikke følt mig fristet til at lukke Heftet op og gennemlæse, hvad jeg hade skrevet, inden jeg blev syg, og jeg har det endnu ikke; men der er en anden lille Opgave, som jeg i Efteraaret fik Anmodning om at paata mig, som jeg nu ligesom føler lidt kriblende 3 Lyst til at gi mig i Lag med. Det er noget om Sparekassen i Helsingør, der om et Par Aar holder 100 Aars-Jubilæum, et mindre Festskrift i den Anledning, nærmest et Billede af Byen og Forholdene i den paa den Tid. Rimeligvis kommer der ikke noget ud deraf, men blot det, at jeg føler Lyst til at sysle med Stoffet, glæder mig, for der var noget forstemmende i at gaa, som jeg nu har gaaet i en Maaneds Tid og læst Pluklæsning i Bøger, der tilfældig faldt mig i Haanden. For Resten har jeg haft Fornøjelse af et og andet af det – som f. Eks. G. Brandes' Artikler fra Slutningen af 60rne om Rasm. Nielsen, Heegaard, Rud. Schmidt o. fl. i den bekendte Tro- og Viden-Polemik. – Saa har jeg ogsaa læst Sven Langes "De første Kampe". Der er gode Enkeltscener i den f. Eks. den paa Morgenbladets Redaktionskontor ved Edv. Brandes' Valg – eller G. Brandes' Besøg hos M. Hammerich, men som Helhed virker Bogen nærmest paa mig som et godt Stykke Haandværk, propert Arbejde, men uden megen kunstnerisk Inspiration. Og mange eller i hvert Fald flere af Bifigurerne er rigtig daarlig gjort. Ogsaa Edv. Brandes er nærmest en Skema-Figur. 4 Vi har nok ikke haft Forbindelse siden Vennen Rinks2 Død. Det kom mig temmelig overraskende. Han har nok gaaet og klaget over, at han følte sig træt og svag, hade ondt ved at sove om Natten og ikke kunde gaa noget videre – han kørte nu altid – men jeg trode dog ikke det hade noget paa sig. Han var faa Dage forinden han la sig, ude hos mig og vi drak et Glas Vin sammen og spøgede med hinanden. Saa gik han til Sengs paa sin Fødselsdag 8. Apr. og sov ganske stille hen om Aftenen den 10. Det var en Lungebetændelse, der gjorde det af med ham. Men hans Hjerte var nok opslidt, saa det kunde ikke holde Maskineriet i Gang. Jeg savner ham; vi saas jo meget hyppig med faa Dages Mellemrum selv om det ikke var i lange Samvær. Da jeg laa og var mest syg, skrev han et rørende Brev til mig, der i Øjeblikket gjorde et for stærkt Indtryk paa mig, for det syntes mig, som om det var et Afskedsbrev, hvori han takkede mig for, hvad jeg hade været for ham i de mange Aar, – det var mig, der skulde dø, syntes jeg – og saa blev det alligevel hans Afskedsbrev og det blev ham, der døde. Jeg havde krammet Brevet sammen for at faa det brændt, men Frk. Pansch hade gemt det – og nu har jeg det. – –

Lad mig høre lidt om, hvorledes det gaar.

Deres heng. M. Galschiøt

 
[1] Kort-Hilsen: kendes ikke. tilbage
[2] Rink: apoteker i Helsingør Johannes Rink (f. 8.4.1848, død 10.4.1925). tilbage