Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 28. marts 1925
28. Marts 25
Kære Pontoppidan
Nu skal De faa en lille Beretning om, hvordan det staar til med mig. Vi syge skal jo først og fremmest snakke om os selv og om vore Fornemmelser. Altsaa: jeg er nu saa vidt, at jeg, som i Øjeblikket, sidder oppe i en Stol, godt indpakket efter at ha vandret 20 Gange op og ned i Soveværelset ved den utrættelige Frk. Pansch's Arm. Her blir jeg nu siddende 1 Times Tid eller 2, saa atter en Vandring og saa i Seng igen. Det er Dagens Hovedforetagende. Ellers halv- eller helsover jeg og spiser godt ved Maaltiderne. Men Kræfterne – Kræfterne – de har svært ved at finde tilbage igen. Og saa er jeg stadig meget døv – forslimet i Øregangene eller hvad det nu er. Igaar naade jeg for første Gang Normal-Temperatur, men idag var jeg atter et Par Streger til den forkerte Side. Det kommer forhaabenlig alt sammen i Lave igen, selv om det vel gaar noget langsomt. Og jeg er ganske glad ved Udsigten til at skulle leve op igen, selv om det blir i en noget afsvækket Form; for det blir det nok. Noget med Tilværelse i Slaaprok en stor Del af Dagen og uden frejdige Vandringer med fast Fodslag ude gennem Skovene og langs Stranden. Men Verandaen med Sol og Udsigt 2 til Haven er jo ogsaa værd at leve for. Da jeg laa og var saa temmelig beredt paa, at jeg ikke vilde slippe levende fra det, var jeg egenlig kun bedrøvet ved Tanken paa, at jeg ikke mere skulde se og glæde mig over al Skønheden i Naturen; jeg følte mig ligesom en levende lille Del af den, som et Blad paa det evige Livets Træ, hvis Tur det nu var at falde til Jorden og smuldre hen; jeg tænkte ikke saa meget paa Menneskene, jeg ikke skulde se mere, og endnu mindre paa alt det store og skønne i Kunst og Literatur, der hade fyldt mit Liv med Interesse – det blev mig egenlig alt sammen saa ligegyldigt – det var selve dette med Udslettelsen, Tilintetgørelsen jeg sørgede over, for jeg vilde dog saa gerne leve.
Og nu lever jeg altsaa op igen og lever videre en Stund – nu skal vi se, hvordan. Foreløbig kan jeg ikke tænke mig Muligheden af, at jeg kommer saa vidt, at jeg kan arbejde igen. Kun, at jeg kan sidde og døse, som jeg gør nu, læse lidt engang imellem i Holbergs Komedier, saadan som jeg gør nu, lægge dem bort, ta dem igen og føle mig træt og kraftløs. Men den Fornemmelse har jo for Resten, mærkeligt nok, ogsaa sin Charme. Ogsaa maaske, fordi alle man har om sig, er saa hensynsfulde og elskværdige. Hvad Frk. Pansch har været for mig i disse 5 Uger er over al Beskrivelse.
Ja, nu ved De altsaa, hvordan det staar til med mig. Glæd mig nu med en lille Beretning – enten De selv eller Fru Karina – om hvordan det er hos Dem. Jeg har tit tænkt paa Else, der ogsaa fik et Angreb af den hæslige Sygdom, men forhaabenlig slap uden videre Følger. Og fortæl om Dem selv. Lev saa vel begge to
Deres hengivne
M. Galschiøt