Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Reberbanen, Helsingør. 17. februar 1911
nu har jeg været paa Klinik
Reberbanen 17. Febr. 11.
Kære Pontoppidan. – Deres Brev opfyldte fuldtud sin Mission. Det laa paa mit Bord og bød mig velkommen hjem, da jeg Morgenen efter min Ankomst for første Gang saa min Stue igen ved Dagens Lys. Jeg blev meget glad for denne Hilsen fra en Ven, hvis Hengivenhed jeg sætter stor Pris paa. –
Ja, nu har jeg været "paa Klinik", for første og forhaabentlig sidste Gang i mit Liv – med min gode Vilje kommer jeg der ikke igen. Det var egenlig fælt. Næst efter det at være i Forbedringshuset og at være Soldat – jeg har ikke prøvet nogen af Delene, hvorover jeg vel som god dansk Mand burde skamme mig – er sikkert det at være paa Klinik el. Hospital det fæleste. Dette, at faa en Celle anvist til Opholdssted i Forbedringsanstalten, at blive et Nummer – jeg var Nr. 15 – og at blive baade nævnet og behandlet som saadant, bidrager vist ikke til Fremme af Selvfølelsen, men er maaske ganske sundt, hvis man ellers til Hverdag er noget forvænt af sine Omgivelser. Og dog havde jeg det 2 vist saa godt, som man overhovedet kan have det saadant et Sted: et kønt solfyldt Værelse, en rar Seng og en god Stol, et Par elskværdige Læger og et halvt Dusin venlige Sygeplejersker, hvoraf et Par var unge og kønne. Dertil havde jeg foresat mig, at jeg vilde have ug i Opførsel under mit 5 Ugers Tvangsophold, og det fik jeg ogsaa: Oversygeplejersken, der laa syg, lod Døren til sit Værelse staa aaben for at kunne vinke et sidst Farvel til mig, to andre fulgte mig lige ud til Automobilen, skønt det øsregnede, og min virkelig smukke 24årige Massøse, der daglig sad paa Sengekanten hos mig, medens hun behandlede min blottede Overkrop, sagde, at det var forfærdelig kedeligt, at jeg nu rejste, hvad jeg gengældte med en Erklæring om, at jeg sikkert vilde savne hende mere end hun mig, og med en Opfordring til hende om at besøge mig i Helsingør til Sommer osv. –
De ser: Idyllen var ret net, men jeg var himmelhenrykt, da jeg slap ud af Venusbjerget og hjem til min 78årige noget rynkede Skønhed Oline. Og da jeg fik serveret hendes første Tallerken Risengrød samt stegt Høne og Fromage, følte 3 jeg mig som i et genvundet Paradis. Hvad der vel ogsaa bidrog noget til at jeg var saa ked af at være der, var, at jeg aldeles ikke sporede nogen Bedring. Jeg vaagnede den sidste Morgen lige saa stiv i Ledene, lige saa øm i Musklerne som den første, jeg laa der – det hele Forsøg syntes mig saa ganske mislykket trods alt, hvad der blev gjort med Lysbade, Massagebade, Elektricitet, Varmepuder og Fanden og hans Pumpestok. Jeg var og blev ganske uforbederlig – og saa havde jeg tilmed den Tort, at Folk, der kom og besøgte mig, sagde: at jeg saa saa rask ud, og at Overlægen erklærede, at jeg havde en ualmindelig stærk Konstitution. Hvad kunde det altsammen glæde mig, naar jeg saa paa mine slatne Pigearme uden Spor af Muskelfylde, eller følte min komplette Mangel paa Kræfter. – Naa, men nu er jeg hjemme igen, og skønt jeg ikke er et Haar bedre, end da jeg rejste ind, er jeg dog gladere til Sinds. Nu er jeg begyndt paa Jod-Miksturen igen og saa maa jeg sætte min Lid til Somren og Solen. Dr. Rubow1, Overlægen vilde have mig til Sicilien eller Kairo, men det bliver der nu ikke noget af. Foreløbig ser jeg Tiden an og tager ingen Bestemmelse. – Det var nu om mig selv.
4 Det glæder mig og os alle her, at De føler Dem saa vel tilpas i Lillehammer. Jeg saa jo, hvor De led under det, at De ikke rigtig kunde faa Ro herhjemme. Og saa er det jo rart, at De har nogen i Nærheden, De hygger Dem sammen med. Jeg har hørt Collett meget omtale baade af Collett Vogt2 og andre, og jeg kender en Del af hans Billeder bl.a. fra den norske Udstill. i Kbhvn. – Vullums kender jeg ogsaa en Del til, og De maa hilse dem begge fra mig, særlig Fru Vullum, som jeg ogsaa altid har haft megen Sympati for. Jeg var sammen med dem begge i Rom i Vintren 74-75, da Forholdet mellem dem opstod. Han var dengang en lyrisk Ungersvend og langlokket Idealist, tilbedt af en Moder og Søster, der var med ham. At Fru Margrethe forelskede sig i ham, var jo et højst kuriøst Fænomen, men hun var jo dengang ovenud idealsk, og Godfred Rode, den Hædersmand, led under baade legemlig og aandelig Mavekathar og var grumme kedelig. Resten besørgede det sølverne Maaneskin og Fontainernes Plasken. Men jeg havde alligevel ondt af Godfred, som hun sveg for det Flødeskæg, Vullum dengang var. Jeg har set ham engang senere, i den store Hats Periode – da var han Storslem, Fraseflom og Sprit i skøn Forening. Men nu er han jo ved de 60 og vel faldet mere til Ro. Men som sagt: Hils navnlig Fru V.
Jeg har ikke set Ill. Tid. med Deres Rejsebrev, men De maa da ikke opgive Fortsættelsen. Steffen er fuldstændig rask igen.
Deres meg. heng. Galschiøt.
5 Deres Frue og Else besøgte mig begge – hver for sig – paa Kliniken, og saa storartede ud. Else medbragte skønne Blomster og rørte derved yderligere mit Hjerte. – Rist var hos mig næsten hver Dag, og det var meget hyggeligt. Sidste Søndag fik han Sønnen Bob hjem igen, og han glædede sig dertil, som var det hans Hjertenskær – hvad det da for Resten ogsaa er. Desværre fik han Natten efter et Anfald af sine Nervesmerter, saa han maatte have Morfin-Indsprøjtning og ligge Dagen efter. Naar han er helt flink igen tænker jeg han kommer lidt ned til mig. Ogsaa Henri Nathansen besøgte mig. Han havde sendt mig "Drømmen" men det var blevet liggende i Helsingør. Saa fik jeg det sendt, læste det og skrev et Par Ord til ham. Vi talte sammen om det og jeg fortav ikke, at jeg syntes 6 det var ret interesseløst. Han mente, at han nu var kommet nogenlunde over Skuffelsen, som Fiaskoen havde voldet ham. Uheldigvis kom der saa et nyt Besøg, som afbrød vor Samtale. Det skal have været ualmindelig kedeligt paa Scenen, og det kan jeg saa godt forstaa; man har jo ikke Spor af Interesse eller Sympati for de to Hovedpersoner, Magda og Skovby. Nathansen var især rasende paa Poul Levin for hans Omtale af Stykket i Ill. Tid. Jeg havde ikke læst den – heldigvis.
Naa, det var nu saadan en lille Efterskrift. – Hvornaar tænker De at komme hjem igen – eller kommer De slet ikke hjem, før Bogen er færdig. Lev i hvert Fald vel.
Deres M. G.