Georg Brandes til Henri Nathansen
18. april 1918
den gamle Skrivelærer
Den 18 April 181
Kære Henri Nathansen
Med stor Varme og Indsigt har De skrevet om Skuespilkunstens Mysterier, og der er en personlig Forkærlighed, som kønt kommer til Orde i Skildringen2 af de to, blandt hvilke dog P. R. i nogen Grad denne Gang er bleven Stedbarnet, mens der formelig kæles for J. P.
Noget ensidig forekommer De mig, forsaavidt De i den Inderlighed, De betoner, lægger mere Vægt paa hint Borgerlige, De ellers angriber, end paa det Sublime, som De er tilbøjelig til 2 til at banlyse under Titlen Heltevæsen. Det Menneskelige er jo ikke indskrænket til Dagligstuer og det Heroiske ikke til Rustninger og Romantik.
Tilgiv en gammel Kavalér, der af Naturen var bestemt til Skrivelærer og forsaavidt har forfejlet den Bestemmelse, den Bemærkning, at saa smukt Deres Bog i det Hele er skrevet, dens første Side3 er en stilistisk Rædsel. De overtræder alle af Stilens Væsen udspringende Love. Stilens Væsen og Værd beroer paa at tilbageføre Ordene til hvad det sanseligt betyder, til deres sandselige Urbetydning. 3 Udenfor dette er der ingen Frelse. Men – Paavirkning fra store Stjerner præger Fysiognomier. – Først betegnes derefter Tidens Form som det, der udsletter Fysiognomiets Træk, gjør dem til Maske. Lidt efter hedder det Et enkelt Ansigt Tidens udtrykte Billede, er det blivende og varige Tidens Stempel er altsaa nu√ af det Gode.
En anden af Stilens Væsen udspringende Love er den, at Lignelser maa være holdt, (være forberedt og bevaret). Men her dukker en Syndflod pludselig op uden at der forhen har været Tale om nogen Flod eller nogen Oversvømmelse. Maaske er det Tiden, der før var en 4 Form, og nu er bleven til en Flod.
Dog værre er det, at lige saa pludselig tales der derefter om et Skibbrud uden at vi véd om noget Skib. Det synes (at dømme efter Syndfloden) at det er Arken, der trods Legenden er gaaet i Stykker.
Sligt volder en gammel Skrivelærer Sorger. Théophile Gautier4 sagde altid som gammel (da han ikke duede meget mere) at Staten skulde give ham aarlig Løn for at lære Skribenterne at skrive. Det at skrive er en fransk Kunst, og vil snart være det Eneste, der er tilbage af Frankrig. Min fordums Ven Clemenceau ødelægger det grundigt med sin afsindige Halsstarrighed.
5 Dog lad det nu, kære Herre og Ven, være nok med disse smaa Drillerier og modtag en hjertelig Tak for det Venskabsbevis, der ligger i Tilsendelsen af Deres Bog, som vel er lille men et Vidnesbyrd om den grundigste Forstaaelse af Scenens vanskelige Kunst.
Jeg vilde ønske, jeg var i saa høj Grad Herre over mit Stof som De er over Deres. Jeg arbejder bogstavelig Dag og Nat uden Adspredelser med en uhyre omfattende Stofmasse og lader efter min Vane hver Dag sætte hvad jeg den forrige eller nøjere næsten forrige Dag har skrevet. Det bliver en umaadelig Pakke som den forrige. 6 Jeg skynder mig da man i mine Aar jo ikke kan regne paa at have nogen Fremtid for sig.
Imens gaar Verdensbegivenhederne deres drønende Gang.
Desværre er min unge Svigersøns Tvillingebroder og eneste Ven bleven saaret ved Albert5, hvad der fik Reinhold der helt at knække sammen. Han havde som ung Major 3 Batterier under sig.
Levvel
Deres
Georg Brandes
