Vilh. Andersen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Fredensborg. 23. juli 1942

vor fælles Alderdom

Fredensborg 23/7 42

Kære Henrik Pontoppidan – det er med Forsæt, forstaar De nok, at jeg ikke kommer selv i Morgen og bringer Dem min Hilsen til Dagen. Jeg ved, at De har Oldebørnene til Frokost og Datter og Dattermand og Datterdatter til Middag, saa Oldefar maa virkelig have Ro der imellem. Jeg tænker da med Glæde paa de snart mange Fødselsdage, jeg har kunnet være sammen med Dem i Deres Families Kreds. Et Par Gange har ogsaa Rose kunnet være med og hun har heller ikke glemt det, og føjer sin Hilsen til min, vi haaber, at vi en Gang inden ret længe 2 i Forening kan besøge Dem og sige Dem Tak for hvad vi skylder Dem. En saadan Tak er vel den bedste Lykønskning, ikke mindst naar den gælder ikke blot Digteren, men Manden, som vi har lært at holde af. Den Tak er hos mig bleven større for hver Aar. Det har jeg nok sagt Dem før, at det har været en af mine reneste Glæder i de sidste Aar at se Dem og kende Dem i vor fælles Alderdom. De har deri et Forspring for mig, der er de syv Aar yngre og ikke har haft saa meget at taale og at give Afkald paa som De. Men vi er dog i det samme Venteværelse, selv om De sidder nærmere ved 3 Døren til Lægen. Hvis den da ogsaa bliver aabnet først for Dem, vil Deres Stol dog aldrig staa tom for mig, saa længe jeg overhovedet kan huske noget, vil jeg huske Dem – og Stolen ved det rigtige Øre.

Vil De foruden til Deres trofaste Hjælperske, med hvem jeg har lagt Raad op for Dagen, bringe en Hilsen til den Del af Deres Efterslægt, der kan tage imod den – altsaa ikke mindst til Middagsselskabet. Vi vil i et Glas Vin, hvor vi saa skal faa det fra, samtidig drikke en Skaal og Paa Gensyn med Dem.

Deres hengivne
Vilh Andersen