Grundtvigianere og Indre Mission

Det var en Reaktionens Tid i Kirken. Naar man spørger om Grunden dertil, da maa der vistnok først huskes paa, at hele vort Kirkeliv indenfor det nittende Aarhundrede havde Karakteren af en Reaktion mod Rationalismen. Rædselen for dens Tørhed og Aandløshed sad Menigheden i Blodet. Og i den nyere Tidsaand vejrede man da en Gentagelse af den gamle Rationalisme. Men dernæst maatte hele Situationen i det borgerlige Samfund virke med til at udvikle reaktionære Tendenser. Man var midt i den oprivende politiske Kamp, hvor Venstrepartiets Stormløb fremkaldte den modsatte Yderlighed, som fik Udtryk i Provisorierne. Istedetfor en jævn Overgang fra det gamle til det nye, fra Højreregering til Venstrestyre fik vi en forbitret Kamp, hvor den, der ikke vilde sværge til Flertallet, maatte gaa med den intransigente Konservatisme. Det var den samme Modsætning, som blev overført til Kirkesamfundet. Hvor lidet man indlod sig med Fritænkeriet, saa skræmmede dets Eksistens de gammeldagstroende. Overfor Radikalismen blev ogsaa her den yderlige Reaktion den raadende Magt. Det blev overfor "Politiken" og Studentersamfundet Indre-Mission, som tog Førerskabet. Grundtvigianismen gik istykker i den politiske Kamp; den underlige Forbindelse af gammelt og nyt, af Frisind og Bundethed, som hørte til dens Væsen, virkede opløsende. Det var i den Tid, at Sceptret gik over fra Grundtvigs Lærlinge til Vilhelm Becks, at Folkehøjskolen traadte i Skygge for Missionshuset. Det er denne aandelige Nedgang, som Henrik Pontoppidan saa levende har skildret i sine første Romaner. Da Reformationen kom op, tog Jesuitismen Magten i den gamle Romerkirke. Det er den samme Lov om Modsætningerne, der fremkalder hinanden, som virkede hos os.

Men endelig var der en dybere liggende Aarsag til den kirkelige Situation i den nævnte Tid. Den maa søges i vort Folks hele Naturel. Vi er af et blødt og vegt Stof, fødte med et sorgløst Sind, oplagte til at se lyst paa Tilværelsen og utilbøjelige til at se Farerne i Øjnene, og anerkende Livets Alvor. Der er sagt om os, og med Rette, at vi helst vil forvandle vor Eksistens til en Idyl. Og Rigtigheden heraf har bekræftet sig saa slaaende i vort Kirkeliv i nyeste Tid. Vistnok begyndte Grundtvig heroisk med de store Syner og kaldte sit Folk til Daad. Men efterhaanden fik Idyllen Magten, og man hyggede sig sammen med Meningsfæller i mindre Kredse. Noget unaturligt kom der dog ikke ud deraf. Ved Forbindelsen med det menneskelige og folkelige bevaredes der alligevel en aandelig Sundhed i de fleste Kredse. Uheldigere gik det med Indre-Mission. Den var i første Række en Vækkelsesretning. Den forkyndte en hensynsløs Dom over Verden og satte et skarpt Skel mellem Livet i Gud og Livet i Verden. Det sidste var helt igennem syndigt, og Guds Børn maatte føle sig fremmede heroverfor. Med Dommen for Øje maatte de helliges Liv blive alvorligt og forsagende. Saaledes var det ogsaa rundtom i andre Lande. Men det passede ikke til vort Naturel. Og saa kom Indre-Mission herhjemme til at repræsentere en ejendommelig Form for Vækkelse, nemlig en saadan, hvor man hyggede sig selv som undtaget fra den Dom, som man højlydt forkyndte for alle dem, som var udenfor denne Flok. Ja, man roste sig af, at den Kristendom, man praktiserede, aldeles ikke var en verdensfjendsk, asketisk Retning, men kunde tage Livets Goder med i fuldt Maal som Guds Gaver. Det var ligesom man nød Modsætningen mellem den Idyl, hvortil man forvandlede Livet for sit eget Vedkommende og det Liv under Guds brændende Vrede, hvortil man overgav den store Mængde udenfor. Det var for fremmede ikke nogen tiltalende Trostype. Hvad der alene kan forsone med en Vækkelsesfromhed, der altid fører Dommedag i Munden, er, at Vedkommende selv føler sig under dens nedslaaende Magt, men en saadan Type, der føler sig inderlig veltilfreds i det Velvære, som Verden allerede kan give, og fuldkommen vis paa at skulle nyde det i endnu højere Grad i Evigheden, medens man er ganske følelsesløs for de andres Skæbne, den er ikke tiltalende. Hvor nær ligger den ikke ved Farisæismen! Og ogsaa heri ligner den Farisæismen, at den med Hensyn til Læren er yderst stræng. Naar der kræves en fuldkommen Selvfornægtelse, en Opgivelse af alle verdslige Baand, da gælder dette først og fremmest Erkendelsen. Ofret af vor Fornuft, Opgivelsen af vor kritiske Ævne overfor Traditionen, en blind Tro paa Skriftens Bogstaver, er den mest uomgængelige Betingelse for at høre til de udvalgte. Saa ser vi da ogsaa samtidig med Missionens Overtag i Kirken, hvorledes Forhærdelsen af Rettroenheden har naaet sit Højdepunkt. Der er noget uendelig trist i at maatte konstatere, at man i visse kirkelige Kredse er saa fjernt fra at forstaa Værdien af intellektuel Redelighed, at det just betragtes som en Troshandling, at man kan vise den største Ringeagt for de mest soleklare Kendsgerninger, som Videnskaben kan pege paa.