Når komma mangler foran men

En prosahistorisk sideundersøgelse

Af Flemming Behrendt

Alle nulevende læsere har lært – og det står også i Retskrivningsordbogens §?? – altid at sætte mindst komma foran men. Det gør Pontoppidan ikke – altid. Men hvornår gør han det, og især hvornår gør han det ikke? Og hvad gør hans samtidige. Det skal denne side prøve at finde ud af. Bidrag modtages gerne.

Vi begynder med debutbogen Stækkede Vinger (1881). Heri er ikke en eneste forekomst af men uden forudgående komma eller semikolon, helt efter lærebogen. Det gælder også debutnovellen, der indgår i Stækkede Vinger: "Et Endeligt" (1881).

Det er i 1898 at kommaet begynder at forsvinde foran men, og en nødvendig (om end ikke tilstrækkelig, for er Pontoppidan konsekvent på det punkt?) betingelse er at subjektet for de verbaler der kommer før og følger efter men, står foran men. Det er i hvert fald tilfældet i indtil nu registrerede tilfælde. Hvad er den syntaktisk-grammatiske betegnelse for det?

Årstal Henrik Pontoppidan Andre forfattere
1898 Det forjættede Land (C) Denne Mands Berømmelse skrev sig oprindelig fra, at han ved et stort Kirkemøde, hvor der havde været baade Bisper og Provster tilstede, dristig var fremtraadt med den Bekendelse, at man efter Fremkomsten af den nyeste, uomstødelige Bibelkritik ikke længer med Sandhed kunde tale om en direkte guddommelig Aabenbaring men udelukkende var henvist til at søge Kundskab om Kristus og Kristendommen i den levende Menigheds Vidnesbyrd; at man saaledes end ikke havde Lov til at lade sin Tanke og Fornuft trællebinde af den hellige Skrifts Autoritet men skulde betragte Biblen som enhver anden Opbyggelsesbog, hvis Forestillinger man kunde forkaste eller tilegne sig, alt eftersom de tilfredsstillede Ens personlige Behov.
1898 Lykke-Per. Hans Ungdom som alligevel aldrig faldt paa at hovmode sig af deres Hellighed men baade viste Interesse for Byens Anliggender og med Liv og Lyst tog Del i Borgernes selskabelige Fornøjelser. (...)
Han var iført en noget falmet men til Gengæld yderst omhyggeligt afbørstet Overfrakke (...)
Hvad der laa paa den anden Side af denne Gade, var for ham ikke det rigtige København men en Slags Forstad, (...)
en kahytlignende lille Stue med ikke mindre end fire Vinduesfag men saa lavloftet, at en høj Mand netop kunde staa oprejst under Bjælkerne. (...)
et rummeligt men lavt og mørkt Lokale, en fordums Fægtesal, uden Vinduer til Gaden men med en lang Række højtsiddende Ruder ud til en Have, (...)
Ogsaa han vilde nemlig reformere Menneskeheden men i klassisk Aand. (...)
Gamle Drømme om et tabt men genfundet Kongedømme bemægtigede sig paany hans Fantasi.
1899 Fortællinger den gudsvelsignet lange Vinterdvale, som ikke forstyrres men tværtimod yderligere forsøges af Tærskemaskinens fornøjelige Snurren'1
1902 Det store Spøgelse Det kan skjule sig i Lyden af en fjern Kirkeklokke, som vi lytter til i Ensomhed, og det kan forputte sig i en ligegyldig Dagligstuebemærkning, som vi tilfældig opsnapper men som siden bliver ved at forfølge os (...)
Et Par Gange begyndte hun endog at kalde paa Forældrene – ganske sagte men dog med et Haab om at blive hørt (...)
Han følte sig pludselig saa træt, at han næppe kunde flytte Foden men maatte sætte sig paa en Skærvebunke ved Vejen (...)
1902 Det store Spøgelse Han følte sig pludselig saa træt, at han næppe kunde flytte Foden men maatte sætte sig paa en Skærvebunke ved Vejen for at hvile sig lidt.
1902 Livets Kilde _Straks efter havde han lempeligt men bestemt taget sin Haand til sig.
(...) spurgte hun og gjorde en Haandbevægelse mod Kurvestolen men uden at aabne Øjnene. (...)
Det var en ung Mand af Løjtnantstypen med et ganske kønt men ubetydeligt Ydre (...)
_Row_9_Cell_1_ _Row_9_Cell_2_ _Row_9_Cell_3_
_Row_10_Cell_1_ _Row_10_Cell_2_ _Row_10_Cell_3_
1918 Præstens Datter de nærmest siddende blev opmærksomme paa, at hun næsten ikke rørte Maden men kun for et Syns Skyld lagde noget paa sin Tallerken
_Row_12_Cell_1_ _Row_12_Cell_2_ _Row_12_Cell_3_
1932 Nexø: Et lille Kræ _ allermindst forstod jeg, hvorfor hun ikke tav men blev ved med at dænge Far med Anklager.
_Row_13_Cell_1_ _Row_13_Cell_2_ _Row_13_Cell_3_
_Row_14_Cell_1_ _Row_14_Cell_2_ _Row_14_Cell_3_
1923 De retfærdige Stalbrødre Han drejede sig om paa Hælen og gik atter ud paa Gulvet men vendte straks tilbage.
Hun vidste saa godt, at han i sin Ringeagt for Kvinder ikke gjorde nogen Undtagelse med hende men tillagde hende alle Slags daarlige og taabelige Egenskaber.
Fru Amalie havde ikke alene arvet sin italienske Mors Skønhed men ogsaa hendes vulkanske Temperament.
Hun var en forkælet men ikke nogen fordærvet Natur.
han vilde sikkert heller ikke have troet det men kaldt det Ammestuesnak og Fruentimmerpjank.
Niels havde jo nok mange Beundrere men kun faa virkelige Venner
(...) disse Stuer, hvor hun havde levet sine lykkeligste Øjeblikke men ogsaa fældet flere Taarer end i hele sit øvrige Liv, (...)
(...) paa Forespørgsel derom modsagde han ikke Rygtet men trak sig diskret tilbage.
Giacomo Morelli, der i sin Tid var kommen til Landet som Kok hos den italienske Gesandt men nu havde en lille Specialhandel med sit Fædrelands Produkter (...)
(...) Digte, der paa de fleste gjorde et forstyrret Indtryk men vakte Opmærksomhed hos Kendere.
(...) nu gav Tonen an ikke alene i Rigsdagen men ogsaa i Selskabslivet, (...)
Det var nu Niels lidt paafaldende, at han trods al Elskværdighed ikke straks førte Talen hen paa Redaktionsskiftet men kastede sig ud i en ordrig Beskrivelse af nogle nye Gravfund, som han netop havde siddet og læst om;
"Ikke alene godkendt men fremtvunget det," sagde Niels.
_Row_16_Cell_1_ _Row_16_Cell_2_ _Row_16_Cell_3_
_Row_17_Cell_1_ _Row_17_Cell_2_ _Row_17_Cell_3_
_Row_18_Cell_1_ _Row_18_Cell_2_ _Row_18_Cell_3_
_Row_19_Cell_1_ _Row_19_Cell_2_ _Row_19_Cell_3_
_Row_20_Cell_1_ _Row_20_Cell_2_ _Row_20_Cell_3_
_Row_21_Cell_1_ _Row_21_Cell_2_ _Row_21_Cell_3_
_Row_22_Cell_1_ _Row_22_Cell_2_ _Row_22_Cell_3_
_Row_23_Cell_1_ _Row_23_Cell_2_ _Row_23_Cell_3_
_Row_24_Cell_1_ _Row_24_Cell_2_ _Row_24_Cell_3_
_Row_25_Cell_1_ _Row_25_Cell_2_ _Row_25_Cell_3_
['1] Det drejer sig om "Idyl". I den opr. tekst, "En Bondeidyl" i Landsbybilleder (1883), lyder passagen:

(...) i denne lange, trygge Vintersøvn, som intet forstyrrer, men som forsødes ved den fornøjelige Lyd af Husmandens travle Plejl paa Logulvet.

tilbage