kulturradikal/kulturradikalisme

ordet kulturradikal har rødder længere tilbage end den kronik i Politiken i 1955 hvori Elias Bredsdorff efter den almindelige mening'1 navngav fænomenet som en bevægelse:

Der er brug for en vågen og modig kulturradikalisme i dag, en tankegang, som bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med en social samvittighed. (…) Der gik en lige linje i dansk åndsliv fra Brandes-tidens kulturradikalisme til tidsskriftet Kulturkampen i 1930'erne. I mellemkrigstiden kaldte man bevægelsen for moderne eller frisindet.

Den socialistiske netleksikon skriver da også videre i sin artikel:

Da kulturradikalismen i de sidste år af første verdenskrig sprang ud, var radikalismen fra 1880'erne død. Georg Brandes levede og førte sin private krig mod verdenskrigen. Den nye radikalisme søgte ikke støtte hos Nietzsche, som Brandes havde gjort det, men derimod i nykantianismen.

Det er mere end tvivlsomt om litteraturhistorikeren Elias Bredsdorff havde Kant snarere end Brandes i hovedet da han gengav bevægelsen dens sociale samvittighed. Fra tiden som kommunist tog Bredsdorff det internatoinale perspektiv med og lagde dertil – i modsætning til stalinismen – en mere abstrakt "respekt for mennesket".

© Ophavsret: FB

 
['1] almindelige mening: Se f.eks. Den danske Encyklopædie. tilbage