I sin skoletid og under konfirmationsforberedelsen hos faderen blev Henrik Pontoppidan, som alle andre skoleelever, indekserceret i Luthers Lille Katekismus der indbagt i enten Balles eller Balslevs Lærebog1 hørte til skolens faste pensum. Såvel budene som Luthers korte forklaringer skulle læres udenad.
Af disse tekster har bidt sig grundigt fast hos Pontoppidan kan man f.eks. se af et sted i andet bind af De Dødes Rige, Storeholt (1913, s. 35-36) hvor fortælleren lader Søren Smed tænke på
"det Bibelord, hvormed Præsten havde |36| formanet ham paa hans Konfirmationsdag, og som han saa ofte havde grublet over: at alting tjente dem tilgode, der frygtede Gud og forlod sig paa hans Bud."2
Et sådant bibelord findes ikke. Mest ligner det en sammenstikning af Romerbrevet kap. 8, v. 28, der i 1819-oversættelsen lyder:
Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte.
og så Luthers forklaring til det første af de ti bud der i en udateret oversættelse fra begyndelsen af det 19. årh. lyder:
Det er: Vi skulle over alle Ting frygte og elske Gud, og forlade os paa ham allene.3
I en anden anonymt redigeret udgave fra 1841 læses s. 7:
Det er:
Vi skulle for alle Ting frygte og elske Gud, og os paa ham alene forlade.4
I Den danske Kirkes Historie, bd. V, 1951, s. 301 læser man om:
de Bøger, der dannede Grundlaget for Ungdommens religiøse Udvikling. I første Række staar her de Udgaver af Luthers lille Katekismus, som gaar tilbage til Biskop Hans Poulsen Resens forskellige oversættelser fra 1616ff, og som stadig [i perioden 1746-70] optryktes. Takket være Resens urigtige Opfattelse, at Luther oprindelig havde skrevet sin Katekismus ikke paa Tysk, men paa Latin, og at man derfor burde lægge den latinske Tekst til Grund, byggede Katekismeoversættelserne i Danmark og Norge i ca. 200 Aar ikke paa Luthers Originaltekst, men paa en anden Mands latinske Gengivelse.
Som et vigtigt supplerende Hjælpemiddel til Katekismeoversættelsen var 1737 kommet Erik Pontoppidans Katekismeforklaring "Sandhed til Gudfrygtighed" (autoriseret 1738). Den var i ret høj Grad præget af Forfatterens pietistisk-farvede Standpunkt og tilhører saaledes idémæssigt den foregaaende Periode. Skønt den som Lærebog betragtet var beheftet med betydelige Mangler, bevarede den officielt sin Gyldighed som Læregrundlag til 1794, om end der 1771 kom et "Udtog" (ved P. Saxtorph) af den for at gøre Tilegnelsen af Stoffet lettere. Først i Aarhundredets Slutning kom de skarpe Domme til Orde over Pontoppidans Forklaring som et for Menneskeaandens Fremgang fordærveligt Sammensurium eller "Pølsesnak".
I foredraget Kirken og dens Mænd (1914, s. 24) nævner Pontoppidan Resen i sammenhæng med nutidens præster der rask væk giver afkald på de gamle trossandheder:
"Man mindes uvilkårligt til Sammenligning hin Ytring af den gamle sjællandske Biskop Povl Resen: "Gid min højre Hånd må visne, om jeg sletter en Tøddel af Luthers lille Katekismus." – Det er Troens passionerede Sprog. Sådan taler dens sande Væsen."
Dette biskops Resens såkaldte "mundheld" lyder iflg. H.F. Rørdams artikel om han i Bricka således:
"Glemmer jeg dig, min kjære Luther, og din lille Katekismus, da blive min højre Haand forglemt".
Rørdams kilde og Morten Pontoppidans indvendinger i det af ham redigerede blad Frit Vidnesbyrd, 1.9.1914, er endnu ikke udforsket. Så fortsættelse følger ...
(Paris, 26.6. og 5.7.2003)