Hjemve

"Hjemve" var titlen på Pontoppidans første litterære produktion. Manuskriptet blev indleveret til Det kgl. Teater i 1879, men siden brændt af forfatteren, sagde han – og det er i hvert fald aldrig dukket op. Men "Hiemvee" er også titlet på et digt af Adam Oehlenschläger som det er vanskeligt at tænke sig Pontoppidan ikke kendte. Oehlenschläger befinder sig i skrivende stund i bjerglandet Schweiz hvor han længes efter Moder Danmarks hulde bryster – i skikkelse af Sjællands bakker, hvor Pontoppidan siden, i Minder, foretrak de østjyske omkring Randers Fjords vaginale indgang. Men også i Pontoppidans berømteste digt, selv om det ikke kan gøre Oehlenschlägers rangen stridig, "Det lyder som et eventyr", er Danmark Moderen til hvis favn den tabte, men genfundne datter tyer efter mere end et halv århundredes udlændighed.