Hamskifte
Det eneste sted Pontoppidan bruger denne metafor, er i 6. kapitel af bindet (fra 1936) med samme titel:
Med alt det, der saaledes – ganske uventet – lyste op i min Tilværelse, følte jeg mig dog slet ikke lykkelig. Det var, som om jeg ikke kunde blive glad mere. Bestandig gik min første Tanke, naar jeg slog Øjnene op om Morgenen, paa Langfart til det lille Væverhus i Lauterbrunnendalen og vendte dybt fortvivlet tilbage. Men naar jeg udelukkende søgte Aarsagen til min Tilstand i denne ulykkelige Sommerforelskelse, var det dog en Vildfarelse. Forklaringen var i hvert Fald for en Del at finde helt udenfor Bevidsthedslivet, i de Sindets dunkle Afkroge, hvor ingen Tanke kan trænge ind. Jeg kunde til Tider have en mærkelig Fornemmelse af, at et fremmed Jeg var i Færd med at vokse frem i mig som et Foster. En pinagtig 109 Fornemmelse, der fyldte mig med Lede og mørk Uro, – saadan som velsagtens et Dyr maa føle det umiddelbart foran et Hamskifte.
Der er en darwinsk klang over metaforen. Sådan havde Martin Andersen Nexø også brugt den i første bind af sine erindringer, Et lille Kræ (1932):
Enhver, der har Børn, kender de tilsyneladende stillestaaende Perioder hos Barnet, Opsamlingsperioderne, hvor Barnet ligesom synes gaaet i Staa, holdt nede inde fra. Til det overraskende pludseligt, fra i Dag til i Morgen saa at sige, springer ud, udfolder en helt ny Side, slynges Maaneder, stundom halve Aar frem i Udvikling. Jeg kan tydelig fastslaa, naar jeg skød Ham paa et eller andet Punkt. Al Udvikling foregaar sikkert paa denne Maade, ikke ved jævn Gliden over i men ved Gennembrud til. The missing link vil, naar det engang findes, vise sig at være en Slyngkraft af en egen forunderlig, revolutionær Art! (opus.cit. s. 105)