Richardt Gandrup

(1875-1974) var anmelder ved Politiken da han i 1920 første gang henvendte sig til Pontoppidan med en opfordring til at protestere mod en annonceboykot der var ved at slå avisen ihjel. Vi kender ikke hans opfordring, kun Pontoppidans hvasse afvisning. Pontoppidan var måske allerede på det tidspunkt holdt op med dagligt at læse Politiken hvor Gandrup havde skrevet siden 1915. Den læreruddannede Gandrup der var opvokset i Skjoldborg-land i Hanherred nord for Limfjorden, følte samme nære tilknytning til Pontoppidans forfatterskab som Skjoldborg selv. Han begyndte som lyriker, men ydede sit bedste som romanforfatter med i alt seks romaner i årene 1914-22. Som man kan se af hans brevveksling med Pontoppidan, var det ikke efter nogen beslutning at forfatterskabet helt veg for en virksomhed som kronik-redaktør, anmelder og folkelig, anti-intellektuel (og anti-københavnsk) foredragsholder med Aarhuus Stiftstidende som udgangspunkt i årene 1928-63. Sådan gik det bare.

Så det var først under Pontoppidan-parrets ferieophold i at en forbindelse mellem de to opstod. Parret boede med sønnen Steffen, der var hjemme i Danmark på besøg, på Hotel "Ludvigslyst" i Svejbæk ved Silkeborg. På samme tid opholdt Gandrup sig i Svejbæk med sin familie i et lejet sommerhus for at færdigskrive rejsebogen Jordens Kreds (udg. 1924). Han tog initiativet til at gøre Pontoppidans bekendtskab og ledsagede dem på en række formiddagsturen i omegnen hvor de to forfattere ofte lod Antoinette og datteren Else sidde alene tilbage på en hvileplads og fortsatte deres indbyrdes samtale op i bakkerne. Herfra begynder en brevveksling hvori man fornemmer en øjeblikkelig gensidig sympati. Det er da også i et Gandrup-brev at man finder det smukkeste, mest intime billede af Pontoppidans hustru, Antoinette.

I et af de følgende breve skriver Gandrup at "i min søgende Ungdomstid har næppe noget Digterværk haft en dybere og mere varig Betydning for mig end "Lykke-Per", som jeg forøvrigt med ganske usvækket Glæde nu igen læste in extenso, da jeg kom hjem fra Svejbæk."

Først i februar 1924 ses de to atter, og Pontoppidan har i mellemtiden læst Gandrups forfatterskab og givet ham sin anerkendelse – og sin ikke blide kritik.

Bekendtskabet udvikler sig uden at blive til egentligt venskab (de forbliver tiden ud på "Kære hr." med hinanden). Da Gandrup tøvende udtrykker sin store medfølelse med Pontoppidans tab i 1926 af sønnen Hans,

[fortsættelse følger]