Citat uge 11

Med Stolthed pegede vi her i Landet paa vore Højskoler, der jo ogsaa efterhaanden havde udviklet sig til formelige Etablissementer, hvor en garanteret Livsanskuelse tilvirkedes fabriksmæssigt i Løbet af tre-fire Maaneder. Det saae ud som et Mirakel, og var dog bare et Bedrag. For at opnaa den forlangte Simplifikation og Prisbillighed erstattede man ganske simpelt Religionen med Poesi, gav Tilværelsen et poetisk Overtræk, en skuffende Fernis. Udbyttet af den sidste Menneskealders saakaldte folkelig-religiøse Vækkelsesarbejde herhjemme havde efter hans Mening ikke været andet end en saadan ferniseret Materialisme.

Det udæskende i Pastor Fjaltrings Tone overfor ham forstemte Per lidt, saa meget mere som Præsten jo kun udtalte, hvad ogsaa han mente om de Ting. Men Manden var ikke længer til at standse.

Hele dette afsnit fra Lykke-Per 1905, bd III, strøg Pontoppidan ved den revision han underkastede romanen i 1918. Det læses altså ikke i dag i den kurante udgaver, senest Gyldendals Ida Jessen-indledte fra 2012. Stedet går enslydende tilbage til Lykke-Per. Hans sidste Kamp, første udgavens sidste bind fra 1904. Ordene er langt pastor Fjaltring i munden, tidehvervspræsten før Tidehverv, den teologiske bevægelse fra 1920'ernes slutning for hvem Pontoppidan altid har været en kerneforfatter.

Vi er i første fase med arbejdet på at skabe en tekstkritisk udgave af romanen i serien Danske Klassikere hos Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, så udgaven kan være klar samtidig med at den påtænkte filmatisering ved Bille August måtte blive færdig. Samtidig lægger vi sidste hånd på Paul Larkins engelske oversættelse af A Fortunate Man. Derfor dukker citatet op her.