Citat uge 12

Citat uge 12, 2003:

Pontoppidan er Olympieren blandt vore Digtere, i Skikkelse, i Stemme, i Holdningens Mandighed og Ro. Hans Stemme skælver ikke, hverken af Vrede eller Bitterhed, han tager sig Tid til at trække Vejret, når han fortæller, og han kan tie og lytte, hvilket er en Sjældenhed i Aandfuldhedens højere Luftlag. Måske lidt fjern fra Livets Kævl, men ikke fra dets Sorger.

Den lidt pompøse karakteristik er hentet i et af Pontoppidan-forskningen hidtil upåagtet brev fra arkæologen og forfatteren Frederik Poulsen (1876-1950) til Carl Dumreicher (1879-1965); denne synes ikke, som med så mange andre breve, at have efterladt Poulsens brev til Det Kongelige Bibliotek (hvor det i hvert fald ikke er at finde i den på internettet tilgængelige brevdatabase; en nærmere undersøgelse resterer dog). Brevet kendes i så fald kun fra det citat Dumreicher bringer i sin sene artikel, "Personlige erindringer om Henrik Pontoppidan", i Tidens Kvinder 13.8.1957, skrevet i anledning af Pontoppidans hundredår. Som hele artiklen er citatet sat med 1948-retskrivning (ført tilbage ovenfor), og det lyder i Dumreichers artikel i sin helhed:

Jeg vil altid mindes den lyse sommerdag i den lille villahave, hvor vi to unge lyttede til hans kloge ord og glædede os over hans stille, ofte lidt sarkastiske smil. Pontoppidan er olympieren blandt vore digtere, i skikkelse, i stemme, i holdningens mandighed og ro. Hans stemme skælver ikke, hverken af vrede eller bitterhed, han tager sig tid til at trække vejret, når han fortæller, og han kan tie og lytte, hvilket er en sjældenhed i åndfuldhedens højere luftlag. Måske lidt fjern fra livets kævl, men ikke fra dets sorger. En olympier i ydre, men ikke i lykke. Husker du, da jeg ved afskeden med foden på pedalen holdt et lille foredrag om cyklens poesi? Han forstod mig og beklagede, at han aldrig havde haft råd til at købe en cykle. Så gode var danske digterkår den gang. Året efter fik han Nobelprisen, men da var han for gammel til at begynde at cykle.

Citatets slutning daterer brevet til 1916. Dumreicher fortæller om besøget i Snekkesten (han skriver nu Espergærde) at de erindrede Pontoppidan om deres fælles, men forgæves forsøg på i 1899 at besøge ham fordi de sammen havde stiftet det københavnske Randrusianersamfund og ville have ham med til fest. Afvisningen fortæller Frederik Poulsen også selv om i erindringsbogen I det gæstfri Europa (1947, s. 228f hvori citeres et, også tabt, brev fra Pontoppidan). Et nyt forsøg på en tilnærmelse mislykkedes også i 1904, måske fordi Pontoppidan endnu ikke havde stiftet bekendtskab med Frederik Poulsens lille karakteristik af den netop afsluttede Lykke-Per. For i 1908 overværede Pontoppidan et foredrag Frederik Poulsen holdt i "Græsk Selskab" hvor også Georg Brandes og maleren Zahrtmann var tilstede. Ved aftenens afslutning præsenterede Pontoppidan sig for ham og takkede han for Lykke-Per-omtalen.

Jeg var baade rørt og bedrøvet. Så lidt Opmuntring bød dengang dansk Kritik vort Lands første Forfatter, at han tre Aar senere huskede nogle Linier, der var ment som en Parentes i et andet Sammenhæng (op. cit. s. 230).

Frederik Poulsen blev derefter inviteret til at spille L'hombre hjemme hos Pontoppidan og et nærmere bekendtskab udviklede sig. I 1932 skrev han en mere udførlig omtale af Lykke-Per i en kronik i Politiken om sin og andre unges første læsning af romanen. Senere i I det gæstfri Europa skriver han, i forlængelse af sin første karakteristik, om Pontoppidan:

Religiøst var han fuldkommen frigjort fra Slægtens teologiske Arv og Barndomsaarenes gejstlige Opfostring, men hans Moral var strengere end de fleste Præsters.

Dette synspunkt fik Frederik Poulsen til at reagere over for kirkehistorikeren P.G. Lindhardts opfattelse af Pontoppidans forhold til hjemmet og dets kristendom og et skarp ordveksling fandt sted mellem de to i Berlingske Aftenavis i december 1948.