Henrik Pontoppidan til Harry Søiberg
11. februar 1936
Selvhjælpen rækker altid længst
11 Febr. 36.
Kære Søiberg!
Det var ikke gode Nyheder, Deres Søndagsbrev1 bragte. Jeg havde dog gjort, hvad jeg kunde, for at gøre det muligt for Dem at opnå i hvert Fald nogen Hjælp hos B. D2, som jeg for Resten slet ikke står så nær som De åbenbart formoder. Men jeg véd, at han er en Mand, der hjælper mange, vistnok også både Forfattere og Kunstnere, og det må De vel selv have hørt noget om, siden De henvendte Dem til ham. Det er da meget kedeligt, at det kom 2 til Brud imellem Dem. Hvorledes De nu vil klare Dem ud af Deres mange Vanskeligheder er mig lidt gådefuldt, og jeg er√ for gammel til at kunne give fornuftige Råd i den Slags Sager. Jeg har tilmed nok at gøre med at klare for Dagen og Vejen med mig selv. Men at lægge Hænderne i Skødet går ikke an. Nød lærer nøgen Kone at spinde – hedder det jo. Gid det Ord må gå i Opfyldelse også for Dem. Forsøg på at arbejde 12 Timer i Døgnet. De er endnu ung og stærk nok dertil. Opgiv Tilliden til andre og andres Hjælp, der ofte er så svigefuld. Selvhjælpen rækker altid længst.
Jeg håber på nye og bedre Tidender fra Dem!
Deres hengivne
H. Pontoppidan