Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 23. januar 1935

jeg har endnu et og andet at fortælle Folk

Kære Nathansen!

Medfølgende Bind af den lange Serie har en Tid ligget klar til Afsendelse; men jeg jeg vilde jo gerne ledsage den med nogle Linjer, der – foruden Tak for Lånet – bragte en mere fyldig Hilsen herfra. Men med Synet har det igen den sidste Tid været til at fortvivle over. Jeg har jo kun ét Øje at se med, når jeg skal læse eller skrive, og dets Synsfelt er ikke større end en Underkop. Indenfor denne lille Cirkel kan jeg nok se, endogså ret klart; men Øjet trættes hurtigt, og efter kort Tids Forløb melder det Pas og kræver Hvile. At det under sådanne Forhold er vanskeligt at få Pennen i Gang, vil De forstå. Det bliver bare til Tilløb, og andet har jeg heller ikke præsteret det sidste halve År. Men Herregud, når man går i det 78^de År, må man ^ikke√ forlange for meget af Livet. Ulykken er blot, at jeg ikke føler mig så oldingeagtig, som jeg altså er, og endda mener, at jeg endnu har et og andet 2 at fortælle Folk, om mig selv og om andre.

Nej, min Svigersøn blev ikke Professor i denne Omgang; men efter kyndige Folks Sigende vil hans Deltagelse i Konkurrencen fra nu af placere ham i første Række blandt de yngre Læger, hvem de kommunale Overlægestillinger betroes; og der bliver i en nær Fremtid 2 à 3 af disse Stillinger at nybesætte.

Kan det virkelig være muligt, at jeg ikke har sendt Dem nogen Nytårshilsen? Det lyder næsten utroligt. Men så gør jeg det da nu med Forsikringen om, at det vil blive en Glædesdag for mig, når jeg igen ser Dem her, frisk og fornøjet, som da vi sidst så hinanden. Lad det blive snart!

En hjertelig Hilsen også til Fruen, og Tak for Brev.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.