Henrik Pontoppidan til Heinrich Hirschsprung
Sendt fra Hillerød. 23. marts 1904

min lille Piges Sygdom

Kære Hr og Fru Hirschsprung!

Om alt var gået efter Beregning, skulde jeg nu have nydt godt af Deres elskværdige Indbydelse til at besøge Dem i Nervi. Rimeligvis veed De allerede, hvor galt det er gået mig, og at jeg ikke mindre end to Gange har måttet sende Afbud til Deres Søn, der havde forberedt alt til vor Afrejse. Det synes da, som om det står skrevet i Stjernerne, at jeg skal blive hjemme; og jeg må jo i Grunden kun være glad ved, at min lille Piges svære Sygdom brød ud så tidlig, at jeg ikke kom afsted forinden. Jeg vil nu blot håbe, at Deres Søn ikke vedblivende vil føle sig 2 forpligtet til at vente på mig, så den gunstige Rejsetid forspildes for ham. Det skulde gøre mig meget ondt, om jeg, foruden den anden Fortrædelighed, jeg har forvoldt, også blev Skyld i, at De stadig ventede ham forgæves. Jeg har skrevet til ham derom, og forhåbenlig vil han nu rejse.

Om min egen Skuffelse skal jeg ikke udbrede mig. At jeg havde glædet mig meget til Turen, behøver jeg ikke at sige; men foreløbig har nu Ængstelsen for vor lille Pige naturligt stillet alt andet i Skygge. Hun er meget stærkt medtaget af en Række kortvarige men heftige Lungebtændelser i Forening med Kighoste. Flere Gange har det set meget truende ud, og endnu er hun langt fra undsluppet al Fare; men vi har dog ^godt√ Håb om, at hendes sunde Natur og en omhyggelige Pleje skal hjælpe hende over det.

Det har glædet os at høre, at De 3 selv befinder Dem vel i Deres sydlandske Eksil. Nu har De sagtens fuldt Forår omkring Dem med Blomster og andre Herligheder. Forresten tør vi Hjemmeboere ikke klage i disse Dage. Der har virkelig strøget et Vårpust også over vore Enemærker, og skønt vi veed, at vi ikke tør tro på det, kan man dog ikke lade være med at nære Sommerforhåbninger. Jeg såe idag den første Dame i Stråhat og lys Jaket. Imorgen trækker vi måske igen Pelskraven tæt omkring Ørene.

Og nu blot min bedste Tak, fordi De vilde se mig. Og undskyld ^mig√ det meget Vrøvl, jeg så meget mod min Vilje har været Årsag til, og som på Afstand vistnok har måttet tage sig underlig ud. Fra Deres Datter og Svigersøn kan jeg bringe en Hilsen, – men det var rigtignok Meningen, at den skulde være overbragt personlig.

En hjærtelig Hilsen også fra min Kone og

Deres ærbødigst hengivne
H. Pontoppidan.

Brevet befinder sig i privateje.