Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Holmegårdsvej 2. 30. september 1929
livfuld Historie og underholdende Fortælling
30 Septb. 29 |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. |
Kære Galschiøt!
I den Blomsterregn af Lykønskninger og Taksigelser, som i Morgen vil drysse ned over Dem i Anledning af Deres Sparekassebog1, skal der ikke mangle en Hilsen fra mig. Det smukke Eksemplar, som De sendte mig, var en kærkommen Gave, modtaget med Taknemlighed som et nyt Bevis på Deres uforanderlige, for mig så ærefulde Venskab. Jeg gav mig straks til at læse Bogen, og jeg nøjedes ikke med "at kigge i den", sådan som De anbefalede mig. Det gik mig, som det altid er gået mig med Deres Bøger, jo længere 2 jeg læste, des mere måtte jeg beundre Deres Evne til at gøre selv det tørreste Stof – og hvad kan være tørt som en Sparekasses Regnskabsbøger – til livfuld Historie og underholdende Fortælling. Jeg kunde ønske vore professionelle Historikere noget af den samme Evne. Det store Værk har jeg altså allerede læst til Ende; men det er jo i Virkeligheden heller ikke bare Sparekassens men også√ Byens, ja hele Landets Historie i et Århundrede, der her spilles for En i præcise, klart tegnede Billeder. Den eneste lille Unøjagtighed, jeg har kunnet antegne, er den, at De Side 86√ har kaldt den bekendte danske Generalkonsul og Storkøbmand i Hamburg for Henrik Pontoppidan. Han stavede sit Fornavn Hendrik, og det er alene derfor udelukket, at jeg kan være opkaldt efter ham, hvad nogle har 3 ment. – Når De nu har fået den store Festlighed i Morgen vel overstået, kommer jeg en Dag op og lykønsker Dem personlig. Gør mig derfor den Tjeneste at opbevare den af Byens Aviser, der bringer det fyldigste Referat. Det vil more mig at læse derom.
At jeg har været på Fanø, véd De sagtens fra Nathansen, som jo har besøgt Dem. Det var Dagen efter, at jeg sidst var i Helsingør, at jeg igen fik et Anfald af min Leverdårlighed og måtte afsted. Min ældste Datter fulgte mig derover og blev hos mig en halv Snes Dage. Så følte jeg mig allerede rask nok til at færdes alene, og nu er jeg helt kvik. Jeg glæder mig til at se Dem og klinke med Dem, i det hele til igen at have nogle glade Timer i Deres Selskab.
Deres hengivne
H. Pontoppidan