Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
23. april 1926

mine Børns vildsomme Gang

23.4.26.

Kære Galschiøt!

Tak for Deres hjertelige Linjer i Anledning af Hans' Død. De har altid fulgt mine Børns ofte så vildsomme Gang i Verden med kærlig Interesse. Derfor veed jeg, at Ordet Deltagelse i Deres Mund ikke er en konventionel Talemåde, men at De tilfulde forstår, hvor stort et Tab vi alle har lidt. Hans havde jo i længere Tid været svag (efter en alvorlig Gigtfeber); men ingen af os har anet – og forhåbenlig har han det heller ikke selv – at han var Graven så nær. Endnu veed vi slet intet om, 2 hvordan han døde. Vi har kun fået et enkelt Telegram. Men at det har været et Hjerteslag, der endte hans Liv, kan der jo ikke være Tvivl om. Et svækket Hjerte er jo Gigtfeberens almindelige Følgesygdom. – Før om en Ugestid kan vi ikke have Brev derovre fra med nærmere Underretning.

Også Steffen har der været Bud efter. Han har ligget på et Hospital i Rio, ødelagt af Malaria. Han er dog nu i god Bedring – om man tør tro et Telegram, vi havde derovrefra i Forgårs.

Min Kones Tilstand er uforandret; men derom mere, når vi ses.

Hun skylder Dem Brev; men for i Dag indfletter hun sine Hilsner i mine.

Deres hengivne
H. Pontoppidan.

P. S.

Forhåbenlig har De fået Frk. Pansch på Benene igen. Vær så god og hils hende!