Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Tyringe Sanatorium, Sverige. 8. september 1915

Sanatorium og Sygehjem

Kære Georg Brandes!

I forrige Tider var det Skik, når et nyt Portræt indlemmedes i Brøndums Samling, at han betalte for det med et Champagnegilde. Dersom Skikken er bevaret (og det er den nok), har der sikkert været en storartet Fest denne Gang, hvor det galdt et Billede af Dem og De selv var tilstede ved Afsløringen. Jeg havde svært gerne været med! Der er ikke mange, der som Brøndum forstår at arrangere et morsomt Gilde; men i Øjeblikket er der vel forøvrigt lovlig 2 mange Gæster. Jeg husker ikke, hvem der tidligere var min Nabo på Væggen i Salen; men nu hænger jeg altså ved Siden af Dem, og bedre hængt kan jeg jo ikke blive.

Deres Hilsen glædede mig meget, også fordi den øjensynligt var afsendt i en lys og glad Sindsstemning, der fortalte, at De befandt Dem vel. At De ikke holder Ferie i almindelig Forstand, ser jeg jo i "Politiken". Jeg selv har måttet ty til et "Sanatorium" for at få min Galde reguleret, hvad desværre kræver Ro og Hvile, og jeg har netop Trang til det modsatte. Stedet ligger i en smuk Skovegn, et Par Timers Jernbanerejse østen for Helsingborg. For 3-4 Dage siden kom jeg hertil 3 efter at have fulgt min Kone til et Sygehjem i Fredensborg, hvor hun foreløbig bliver. Rejsen dertil (i en lukket Automobil) var hendes første Udflugt i et helt År. Hvad Fremtiden angår, så har jeg ingen Planer og kan ingen have foreløbigt. Helst flyttede jeg til København for nogen Tid; men det bliver mig vist for dyrt.

Nathansen har heller ikke jeg set længe; jeg fik ikke Tid til at besøge ham, inden jeg rejste. Han omgåes vistnok med Planer om at bosætte sig i Berlin et År eller to for at være de tyske Teatre nærmere. Der er mærkeligt nok intet i det tyske Væsen for Tiden, der skræmmer ham.

Om Krigen taler man naturligvis også her, og det har glædet mig at mærke, 4 at Hindenburg-Forgudelsen ikke er så udbredt blandt de Svenske, som jeg havde troet. Om vor Marines Optræden under Saltholm-Affæren¹ har jeg hørt stærke Lovord. En engelsk født Frue, gift med en Svensker og lige hjemkommen fra Norge, fortalte, at man også der og især i England, hvorfra hun lige havde haft Breve, var stærkt begejstret for den danske Bedrift. Hjemme gjorde vi ingen Væsen af Sagen, var endogså mest tilbøjelige til at kritisere, og endnu kender vi ikke Navnene på dem, som har gjort os Ære.

Nu blot mange Tak for Deres Brev og de venligste Hilsener.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan