Muld
Et Tidsbillede
Fjerde Bog
275
I.
Da Købmand Villing Søndagen efter Mødet i Skibberup Forsamlingshus om Morgenen aabnede sin Bod, stod der nedenfor Stentrappen den sædvanlige lille Forsamling af pjaltede og forkomne Skikkelser, baade Mænd og Kvinder, der med tomme Flasker skjulte under Frakker og Forklæder i Utaalmodighed havde ventet paa, at Døren skulde blive aabnet. Med en tavs og sky Morgenhilsen smuttede de én efter én ind bag Købmandens Ryg og lagde med rystende Hænder deres irrede Kobberskillinger paa Disken, mens Butiksdrengen fyldte Flaskerne henne ved Brændevinsankeret; hvorpaa de lige saa stille listede ud og hastede bort – hver sin Vej over Markerne.
Imidlertid var Villing bleven staaende udenfor paa Dørflisen, i broderede Morgensko og med en graa Lærredskasket trykket ned paa sit fede Hoved. Hans Tommelfingre hang, som de plejede, i 276 Vestens Ærmegab; de øvrige Fingre trommede paa hans Bryst, og i denne Stilling lod han sit spejdende Blik foretage den sædvanlige Morgenvandring rundt i Byen, luske omkring i Gaardene og snige sig ind i Afkroge ligesom en Ræv efter Bytte. Han kunde fra sin Dør overse næsten hele Byen, kunde lugte, hvad der blev kogt og stegt paa alle Komfurerne, og øjeblikkeligt afgøre, om Kaffebønnerne eller Krydderierne var købte i hans Butik. Vejlby bestod nemlig kun af syv-otte Gaarde og nogle faa Smaahuse. Gaardene var alle nye og alle opførte efter en og samme Tegning, byggede af samme Slags nøgterne gule Sten, med en lang Række kedelige Vinduer ud imod Gadekæret, en høj Cementsokkel og et Skifertag. Foran eller ved Siden af hver Gaard fandtes en Strimmel Have med nyplantede Træer, der lignede lange Fejekoste og hverken gav Læ eller Skygge. En Ildsvaade havde nemlig for nogle Aar siden paa en eneste Nat lagt hele Byen i Aske og kun sparet Kirken, Præsteboligen og endnu en Gaard samt et Par Smaahytter, der laa et Stykke højere end den øvrige By.
Skønt Klokken ikke var mere end syv, brændte Solen ganske hedt. Der var ikke en Sky paa Himlen, og ved det mindste Vindpust rejste der sig en Taage af Støv over Byen og de tilstødende 277 Marker. Græsset paa Havedigerne og især Præstegaardens høje Tjørnehegn ud mod Vejen saa' ud, som om det var hvidtet; og i det lille stensatte Gadekær laa Vandfladen overtrukket med en olieagtig Hinde af Fedt og Støv, der under Solens Straaler spillede i alle Regnbuens Farver. Inde i en af Portene stod en Mand og pudsede Seletøj; ved Gavlen af en anden Gaard var en fløjtende Karl i Færd med at banke og børste sine Helligdagsklæder. Rundt om sporedes Søndagens festlige Travlhed.
Købmand Villing lod sig imidlertid ikke skuffe af denne tilsyneladende Sorgløshed. I hans Kartoffelansigt med de smaa, hørgule Bakkenbarter, hvilede et spændt og uroligt Udtryk; de strittende Fingre trommede sørgmodige Melodier paa hans Vest, og han sendte ofte et bekymringsfuldt Øjekast op til Præstegaarden, hvis røde Tegltage lyste majestætisk mellem Parkens høje Trækroner.
Vidste han bare, hvad der i Dag vilde ske! Han gav gærne hundrede Kroner til de fattige, dersom han kunde faa Lov til at kigge blot et halvt Sekund ind i "Fremtidens dunkle Kaos" – som Villing i Tankerne udtrykte sig, fordi han havde en Svaghed for højtidelige Talemaader. At det virkelig var Provst Tønnesens Hensigt nu at 278 opbyde al sin Magt for at kue Oprørsaanden i Menigheden – derom kunde der ikke længer tvivles, efter at han forleden ved Opslag paa Smedenes Porte havde bekendtgjort, at han fremtidigt agtede selv at tale i bægge Kirkerne og i Dag først i Skibberup. Men vilde det lykkes ham? Havde Forblindelsen ikke allerede vundet en saadan Udbredelse, at al Modstand var forgæves?
For syv Aar siden havde Købmand Villing nedsat sig her i Sognet, og han havde aabnet sin "Kolonial-, Speceri-, Delikatesse- & Diverse-Handel, en gros & en detail" med det bestemte Forsæt, at han – for sin Handels Skyld – aldrig vilde blande sig i Befolkningens Stridigheder. Med en Beskedenhed, ved hvilken man i begge Lejre følte sig smigret, erklærede han den Gang over for enhver, der søgte at tilegne sig ham for sit Parti, at han "kun var en simpel Købmand", der meget vel indsaa', at han her i Sognet alene havde den underordnede Opgave at skaffe Befolkningen saa reelle og prisbillige Varer som muligt og ved prompte Ekspedition og lette Afviklingsvilkaar at tilfredsstille de Kunder, der vilde beære ham med deres Tillid. Men efter at Væver Hansen – trods disse Forsikringer – for et Par Aar siden havde faaet oprettet en saakaldet "Forbrugsforening" i 279 Skibberup og derved berøvet ham mere end hans halve Kundekreds, havde han med ét indset, til hvilken Fordærvelse den nye Tids megen Folkeoplysning førte, og at det nu galdt for alle retsindige Borgere at slutte sig ubrydeligt sammen for at værne Landet mod Almuens Anmasselser.
Naar Samtalen i hans Butik nu faldt paa Skibberupperne og deres Fremfærd, og især naar der blandt de tilstedeværende fandtes nogle af de smaa Boelsmænd ude fra Overdrevet, der mistænktes for at nære begyndende Tilbøjeligheder for Væver Hansens Forsamlingssal, optraadte han straks som deklamerende Agitator – uden dog derfor nogensinde at glemme sine smaa private Interesser, som han tværtimod altid med stor Behændighed fik til at passe nøje ind i de store og almene.
"Jeg er sandelig ingenlunde nogen Fjende af Friheden," kunde han saaledes sige, idet hans blege Ansigt straks blev rosenrødt af selvbehagelig Iver. "Paa ingen som helst Maade, mine Herrer! Jeg tror tværtimod at kunne sige, at baade min Kone og jeg er oprigtige Venner af Friheden … men af den sande og forstandige Frihed! Vi mener blot, at man overalt skal respektere Sagkundskaben, ikke sandt? Sagkundskaben, mine 280 Herrer, det er den, vi i alle Forhold skal og bør støtte os til. Det maa dog vist enhver forstandig Mand indrømme. Naar man vil købe sig et Par Briller, gaar man dog ikke ind til en Skrædder, og naar man vil have en Tand trukket ud, søger man en Læge og gaar ikke ind til en Prokurator eller en Skorstensfejer. Har jeg ikke Ret i disse Argumenter, mine Herrer?" udslyngede han og greb sig i sin ene Bakkenbart, mens han lod et triumferende Blik glide omkring paa Tilhørerne. Derefter fortsatte han: "Men naar nu til Dags enhver Arbejder mener, at han forstaar sig paa at drive Købmandshandel, eller naar den første den bedste Haandværker tror om sig selv, at han er i Stand til at være Sjælesørger for sin Næste, skønt der bevisligt hertil skal læres baade Latin og Græsk – er dette da ikke lige saa bagvendt, som om en Grosserer pludseligt vilde nedsætte sig som Skomager eller en Præst give sig til at hugge Sten ved Vejene – og ser man vel nogen Sinde det?" Atter en Kunstpavse og et triumferende Blik, under hvis Vægt de overbeviste Boelsmænd beskæmmet sænkede deres Øjne mod Gulvet. "Men hvad bliver da ogsaa Følgen? Hvad er det f. Eks. for Varer, disse saakaldte Brugsforeninger byder deres Kunder? Lutter Udskudsting 281 naturligvis og halvfordærvede Sager, som ingen Grossist vilde vove at byde en udlært Købmand. Vil de Herrer f. Eks. behage at kaste et Øje paa disse Risengryn, af hvilke vi nylig har faaet et større Parti hjem. Jeg gad nok se den Brugsforening, der er i Stand til at levere en saadan Vare. Ikke sandt! Betragt kun nøje hvert enkelt Gryn. En enestaaende Kvalitet, skulde jeg mene. Lutter Fedme, ikke sandt? .... Skulde maaske nogle af de Herrer ønske et Par Pund til en Prøve?"
Købmand Villing havde saaledes i det sidste Par Aar hørt til Provst Tønnesens svorne Tilhængere, idet han havde indset, at med denne Mands Magt og Myndighed her i Sognet stod og faldt hans egen Eksistens. Efterretningen om Kapellanens Forlovelse havde derfor ramt ham som et Næveslag for Brystet, – han havde bogstaveligt maattet snappe efter Luft. Det stod ham øjeblikkeligt klart, at Skibberupperne hermed havde faaet højeste Trumf paa Haanden, og det varede heller ikke mange Dage, før han med Rædsel mærkede, hvorledes der nu begyndte at gaa Gæring ogsaa i det før saa standhaftige Vejlbyfolk. Forskellige spydige og nedsættende Udtalelser om Kapellanen, der i Anledning af Forlovelsen var faldne 282 i Butikken, blandt andre fra Sogneraadsformand Jensen, røbede Vejlbybøndernes indeklemte Misundelse; og Villing havde levet længe nok paa Landet til at vide, at især hos Bønder er Misundelsen ofte det første Skridt paa Vejen til Anerkendelse og Underkastelse. Han var derfor i de sidste Dage ligesom sunket ned i en Grav af Melankoli. Han saa' i Aanden, hvorledes Skibberuppernes forbryderiske Selvraadighed vilde blive ved at brede sig ud over Egnen, ja over det hele Land; hvorledes Forbrugsforeninger og Andelsforetagender vilde skyde op som giftige Paddehatte i hver en By, medens gamle, paa Fagdannelse og Paapasselighed grundede Forretninger sygnede hen og ubarmhjærtigt tilintetgjordes. Hvor langt var man ikke allerede kommen? Forleden havde en Handelsrejsende fortalt ham, at de københavnske Grosserere, der i Begyndelsen paa det bestemteste vægrede sig ved at handle med Forbrugsforeningernes Opkøbere, nu formelig sloges om dem paa Børsen? Og havde han ikke med egne Øjne set, hvorledes de store Handlende inde fra Købstaden kom kørende her forbi i deres Landauere, med Liberikusk paa Bukken, for at gøre Væver Hansen deres ærbødige Opvartning og personlig vise ham deres Prøver paa Foderstoffer, Kul og Brændevin? Og hvorledes stod det vel til 283 i hele det offentlige Liv? Trængte ikke ogsaa dér Bønderne sig frem overalt og tiltvang sig Styret? Ovre i Kyndby havde de forleden kastet baade Præsten og to Proprietærer ud af Sogneraadet og i disses Sted valgt tre Mænd, der næppe kunde skrive deres Navne. Ved sidste Sparekassemøde i Tommestrup havde de udstemt Godsforvalteren af Direktionen, skønt det særlig var ham, man kunde takke for Sparekassens gunstige Status. Og inde i Rigsdagen? Gud bedre det! Bønder og Bønder og ikke andet end Bønder!
Og endda blev de nede i Skibberup ved at synge "Frem, Bondemand, frem", saa det kunde løbe én koldt ned ad Ryggen, naar man tænkte derpaa!
.... Han gik ind igen i Butikken og lod her som sædvanligt sit onde Lune gaa ud over Butiksdrengen Ludvig, et magert og kælderblegt Københavnerbarn, der "ved Guds Styrelse" – som Villing med sit Hang til højtidelige Talemaader udtrykte sig, og hvormed han sigtede til et Avertissement i Adresseavisen – fornylig var bleven betroet til hans Varetægt.
"Snyd Næsen, Dreng!" raabte han forarget til den fortumlet udseende Fyr, der som i rystende Angst 284 havde forputtet sig inde i Bodens mørkeste Krog, hvor han sad med en Spølkumme Kaffe i den ene Haand og en Fedtebrødsskive i den anden. "Sidder du ikke dér med et helt Firskillingslys hængende ned fra Næbet! .... Og altid skal du sidde og mæske dig, saa det er ligefrem uappetitligt at se paa. Ja, det er, som jeg har sagt dig – æde, det kan du til den store Ædemedaille; men veje et Pund Sukker af, saadan som det skal vejes, det lærer du aldrig i Evighed, ulykkelige!"
Han blev afbrudt i sin Veltalenhed ved, at en Kunde traadte ind.
Lidt efter viste der sig én til, og i Løbet af de paafølgende Timer indtil Kirketid blev der i det hele et saa livligt Rykind af Byens Folk, at Butikken næsten uafbrudt stod fuldpakket. De fleste kom dog mere for at fordrive en ledig Time med Passiar end for at handle. Købmandens Bod var Mændenes sædvanlige Samlingssted, hvor man mindst én Gang om Dagen søgte hen for at spørge Sognenyt, hente Post og høre efter Dagspriserne.
Stemningen var i Dag ualmindelig trykket. Der var igen denne Morgen gaaet foruroligende Rygter om Provstens og Skibberuppernes Krigsforberedelser. Saa meget var foreløbigt sikkert, at 285 Provsten havde indgivet en Klage over Kapellanen til Bispen og hos denne anmodet om Hr. Hansteds øjeblikkelige Forflyttelse; og man kunde sige sig selv, at Skibberupperne ikke vilde lade denne Udæskning ubesvaret. Efter nogles Paastand skulde Væver Hansen ogsaa med sit sædvanlige skadefro Smil have ytret, at nu blev der ikke Fred i Sognet, før Provsten var jaget ud af Vejlby Præstegaard, – og hvad Væveren smilende lovede, plejede han at holde.
Og dog var det mindre Skibberuppernes nye Fredsforstyrrelser end Foraarets vedholdende og særlig for alle højtliggende Jorder skæbnesvangre Tørke, der i disse Dage bevirkede Vejlbybøndernes bitre Modfaldenhed. I flere Uger var der ikke faldet en Draabe Regn. Rundt om paa Bakketoppene var Sædspirerne allerede ganske gule, og Græsset visnede helt hen. Nede i Skibberuppernes dybe Dalsænkninger og paa deres smaa Engstykker ud mod Stranden stod derimod alt endnu grønt og kraftigt. Det var, som om Vorherre havde afpasset Vejret netop efter Skibberuppernes Behov.
Dersom Regnmangelen varede ved mange Dage endnu, kunde der frygtes for en formelig Misvækst i denne Del af Sognet; og det var ikke alle Vejlbybønder, der sad saa trygt i deres Gaarde, 286 som de nye Stuehuse og høje Lader lod formode. Hin frygtelige Ildebrandsnat havde rokket ved adskilliges Velfærd, ligesom den ikke var helt uden Skyld i den Sindets Fortrykthed og let vakte Modløshed, der hidtil havde gjort dem til saa viljeløse Redskaber i Provstens Hænder. Det var, som om de bestandig gik og rugede over Mindet om det røde Flammehav, der i Løbet af et Par Timer havde forvandlet deres By og al deres rørlige Ejendom til en rygende Brandtomt, hvorover kun Husenes Skorstensmure og Havernes forkullede Træstammer spøgelseagtigt ragede op, – som om de bestandig saa' for sig de Dynger af døde og forbrændte Kroppe af Heste, Køer og Svin, de Bunker af sønderbrudt Bohave og sodede Bjælker, hele denne Mødding af Lig, Skrammel og Aske, hvorover Solen Morgenen efter kastede sine Straaler.
Omme bag sin Disk færdedes Købmand Villing med spidsede Øren for at følge de forskellige, halvhøje Samtaler, der førtes mellem Bønderne rundt om i Lokalet; og hans Knæ kom til at ryste under ham, hver Gang han syntes at høre Væver Hansens Navn nævnet. Ikke des mindre glemte hverken han selv eller hans Kone – der imidlertid havde aabenbaret sig i Butikken som en smilende Sol i lyserød Sirtses Kjole – at skøtte Forretningen 287 og drage Fordel af de mange Menneskers Tilstedeværelse. Gennem det dumpe Mudder af tunge Støvler, Træsko og Menneskestemmer hørtes bestandig enten Villings Kommandoraab til den fortumlede Butiksdreng: "Ludvig! En Mellemskraa til Hans Olsen – af bedste Sort, fineste Kvalitet! Og et halvt Pund Kandis! Men fuldt Maal, forstaar du! Ikke noget Kniberi til Hans Olsen, om jeg maa bede!" – eller Fruens blide, overtalende Røst: "Jeg tror virkelig, jeg tør garantere, at De ikke noget Sted vil faa Mage til dette Bomuldstøj under den dobbelte Pris. Men det er nu en Gang vort Forretningsprincip, at naar vi selv har gjort en god Handel, skal ogsaa vore Kunder nyde godt af det."
Henne ved Døren udbrød en Mand:
"Nu kommer Provsten!"
I samme Nu forstummede al Tale, og alle vendte sig mod Vinduerne.
Et Øjeblik efter rullede Tønnesen forbi i nedslaaet Kalesche. Han sad ene paa det brede Sæde, let tilbagelænet, med Haanden hvilende selvtillidsfuldt paa Vogndørens Kant. Villing, der var sprunget op paa en halvt udtrukken Skuffe for at komme til at se, brød ufrivilligt ud i et Beundringsraab. Synet af Provstens Kæmpeskikkelse, saadan som 288 den dér præsenterede sig i det højtidelige Præsteskrud, bestraalet af Himlens Sol, fremkaldte i dette Øjeblik hos ham et saa overvældende Indtryk af gudebenaadet Styrke og Majestæt, at han følte sig ganske varm om Hjærtet og atter begyndte at fatte Haab for Fremtiden. Det syntes ham med ét umuligt, at en saadan Mand kunde bukke under i Kamp mod nogle elendige Bønder og Landsbyhaandværkere!
II.
Ude omkring Skibberups ensomt liggende Kirke havde der imidlertid samlet sig flere hundrede Mennesker.
Sjælden – maaske aldrig – havde den gamle Kirkeklokkes melankolske Bastoner runget over en saa talrig Forsamling; i hvert Fald ikke over en mindre højtidsstemt. Der rørte sig over den øde Kirkegaard et Liv som paa en Markedsplads. Rundtom stod og sad Klynger af Mænd og Kvinder, der alle var lige højrøstede og røde i Hovedet af Iver og Spænding. Man havde lejret sig omkring paa Ligstenene; man raabte til hinanden over Gravene; og 289 alle Vegne var der en Sammenstimlen, en Snakken i Munden paa hinanden, saa man næppe kunde høre Kirkeklokkerne.
I dette krigeriske Røre bevægede Væver Hansen sig stille og smilende omkring som en Kat i en Mælkestue. Han følte sig i Dag atter som Stillingens Behersker. Til daglig kunde nemlig Skibberupperne nok smaaknurre over Væveren og hans sære, undertiden ganske uforstaaelige Væsen og Taktik. Men i urolige Tider samlede man sig atter om ham med urokkelig Tillid, – han havde jo hidtil ogsaa kun ført dem fra Sejr til Sejr.
Rygtet havde denne Morgen talt sandt; man forberedte sig virkelig i Dag paa et Hovedslag.
I første Øjeblik, efter at Provst Tønnesens Opslag paa Smedenes Porte havde gjort det klart for enhver, at han nu agtede at optage Kampen i fuld Rustning, havde der i Skibberup hersket nogen Uenighed om Maaden, hvorpaa man rettest skulde møde ham. Blandt de unge havde der været Stemning for, at man som i forrige Dage skulde holde sig ganske borte fra Kirken og lade Provsten udøse sit Raseri for de tomme Bænke; man kunde da efter Gudstjenesten forsamle sig ved Vejen, hvor Provsten skulde køre forbi, og maaske modtage ham med en Pibekoncert. Men paa et 290 Møde af et "Menighedsraad", som imidlertid var blevet dannet, havde man paa Forslag af Væver Hansen forandret denne Plan og besluttet, at man tværtimod denne Gang skulde møde fuldtalligt til Gudstjenesten for at have saa mange Vidner som muligt imod Provsten, i Fald han – hvad der var at vente – skulde forløbe sig i sin Præken. Det var nu Meningen at paahøre ham med den fuldkomneste Ro og Opmærksomhed. Men overskred han i sin Tale en vis Sømmelighedsgrænse, skulde hele Menigheden paa et givet Tegn fra Væver Hansen rejse sig og forlade Kirken for siden at indsende en af alle tilstedeværende underskreven Klage til Stiftet.
Paa Slaget ni saas "Dødens" Knokkelskikkelse at haste med lange Skridt over Gravene henne fra sin Udkigsplads ved Hjørnet af Kirkegaardsmuren. Provstens Kalesche var i Sigte ude mellem de nordre Bakker.
Et Øjeblik efter lod den gamle Melankoliker oppe i Taarnet atter sine Gravtoner høre, og Kvinderne begyndte at trække i Gaasegang ind i Kirken. Mændene derimod samlede sig efter forudgaaende Aftale paa bægge Sider af Indgangen for her at modtage Provsten i Flok og uden at hilse.
Dette skete ligeledes paa Forslag af Væveren, hvis Hensigt det i det hele var ved alle tilladelige 291 Midler at bringe Provsten saaledes i Harnisk, at der virkelig kunde blive tilstrækkeligt Paaskud for at bringe den store Plan om Menighedens Opbrud til Udførelse. Og – som han sagde – "der staar ingen Steder skrevet, at Folk skal tage Hatten af for deres Præst."
Denne lille Indlednings-Skærmydsel mislykkedes imidlertid. Uden at se hverken til højre eller venstre gik Provsten fra sin Vogn lige ind i Kirken og syntes slet ikke at lægge Mærke til Demonstrationen. Rigtignok var der ogsaa et Par ældre Bønder, hvis Mod i det afgørende Øjeblik ganske svigtede dem, medens der var andre, hvis højre Haand ligesom under Paavirkning af et ubetvingeligt Instinkt fór halvvejs op til Huen.
Et Par Minutter efter, endnu før alle Mændene var kommen indenfor Kirkedøren, begyndte Salmesangen under Hjælpelærer Johansens Ledelse.
Sangen lød ikke ilde, skønt hele Menigheden, baade Mænd og Kvinder, straks istemte med udfordrende Kraft. Hvor meget ondt man end kunde sige om den gamle, skumle Munkekirke – og dens mugne Kælderluft og grønskimlede Hvælvinger var ofte blevet bravt spottet i Væver Hansens Forsamlingssal – den ejede i hvert Fald en velgørende Evne til at bryde og mildne Stemmernes 292 raa Styrke. De høje Loftsbuer samlede det forvirrede Tonemylr i fredelige Harmonier og kastede det tilbage som Melodi. Selv Menighedens Hosten og Harken forlenedes i dette Rum med en sælsom Overjordiskhed, og naar Provsten med sin sædvanlige Kraft pudsede Næsen foran Alteret, gengav Hvælvingerne den derved frembragte Lyd med en Højtidelighed, der stemte til Andagt.
Efter at to Salmer var afsungne, trak Hjælpelærer Johansen sig ind i sin lukkede Stol. Med faste Skridt skred Tønnesen ned over Kirkegulvet og steg op ad Prækestolens Trappe, hvis Trin knagede under Vægten af hans svære Legeme.
I dette Øjeblik hørtes Lyden af en Vogn, der standsede uden for paa Vejen; og netop som Provsten begyndte Indledningsbønnen, aabnedes Kirkedøren af en ældre, sortklædt Mand, der havde en hvid Lærreds Kørefrakke hængende over den ene Arm.
Synet af denne Skikkelse vakte i hele Kirken en Bevægelse, der ikke kunde have været meget større, om det havde været Vorherre selv, der pludselig aabenbarede sig for Menigheden. Endog Væver Hansen, der havde stillet sig op ad den midterste Pille, for at alle i Kirken skulde kunne se ham, syntes i første Øjeblik fuldstændig at tabe 293 Fatningen; hans ellers saa beherskede og kattekloge lille Ansigt fik et ganske enfoldigt maabende Udtryk af Forbavselse.
I det nederste Stolestade, hvor den fremmede søgte hen, rejste sig syv-otte Mænd, saa stive som Støtter, for straks at rømme Bænken. Men med en Haandbevægelse og et venligt Smil bad han dem ikke at lade sig forstyrre; hvorpaa han roligt tog Plads ved Siden af en tyk Bondemand i det ene Hjørne af den i Forvejen tæt pakkede Stol.
Den eneste i hele Kirken, der hverken havde lagt Mærke til den fremmede Mand eller til den Opsigt, hans Ankomst vakte, var Provst Tønnesen. Da han havde sluttet Indledningsbønnen, tog han fat paa Alterbogen og gav sig til at oplæse Dagens Tekst, idet han hævede Stemmen, hvori der allerede sporedes en mørk, dirrende Underklang, der mindede om en sig langsomt nærmende Torden.
Derimod havde Hjælpelærer Johansen straks opdaget den mærkelige Uro i Forsamlingen, og da han ved at stikke Hovedet ud af sin lukkede Stol fik Øje paa den fremmede, rejste alle hans krøllede Lokker sig ret op i Vejret som en Haandfuld Spaaner. Med et forfærdet Blik saa' han op paa Provsten, som om han vilde give ham et Tegn. Men Tønnesen vedblev uforstyrret 294 med sin Oplæsning, og da denne var færdig, pudsede han atter Næsen, saa det gav Genlyd i Kirken, stemmede derpaa bægge Hænderne mod Prækestolens Kant og begyndte at tale.
III.
Paa samme Tid gik Emanuel muntert nynnende hen ad Fodstien, der førte fra Vejlby Overdrev ned mod Skibberup.
Han havde ombyttet sin før saa uundværlige Silkeparaply med en landlig Egekæp, og i Stedet for sin forrige Hovedbedækning af mørkebrunt Plys bar han en simpel Halmhat med en mægtig Skygge. De sidste otte Dages brændende Foraarssol, hvori han fra Morgen til Aften havde færdedes, havde gjort hans Ansigt rødskjoldet og fyldt det med smaa, gulbrune Fregner paa Næseryggen og under Øjnene, mens hans blonde Kristus-Skæg var bleven bleget, saa det tegnede sig næsten hvidt mod den farvede Hud.
Om Beskaffenheden af den Uro og Gæring, han i Løbet af den sidste Uge havde fremkaldt i Sognet, havde han endnu kun uklare Forestillinger. 295 Da han nemlig i Øjeblikket selv var Kampens Genstand, havde Skibberupperne – stadig paa Forslag af Væver Hansen – ikke indviet ham i deres Planer; og da hans Svigerforældre af samme Grund havde undgaaet enhver Indblanding i Striden, vidste han kun, at man havde i Sinde paa en eller anden Maade at protestere i Anledning af hans Afsættelse. Selv afventede han rolig Provstens lovformelige Opsigelse, som nu umuligt kunde lade vente længe paa sig, efter at Tønnesen havde udelukket ham fra enhver kirkelig Virksomhed. I de første Dage efter Bruddet havde han vel tænkt paa selv at overklippe den sidste tynde Traad, der bandt ham til Præstegaarden, ved straks at fraflytte denne og leje sig ind hos en Skibberupfamilie, der havde tilbudt ham et Par Værelser. Men da han hørte, at Provsten virkelig havde indgivet Klage over ham til Bispen, bestemte han sig til at blive, for at det ikke skulde se ud, som om han frygtede for at tage Ansvaret for sine Handlinger.
Desuden tilbragte han saa godt som hele Dagen hos sine Svigerforældre, hvorved han undgik ethvert Sammentræf med Tønnesen; og forøvrigt var han endnu saa opfyldt af sin unge Kærlighedslykke og af hele den nye Verden, som Anders Jørgens Hjem og Stald og Mark og Kvæg 296 havde aabnet for ham, at han kun halvt opfattede, hvad der ellers foregik omkring ham.
Endelig havde han sine egne hemmelige Fremtidsplaner at sysle med; og for disse glemte han ofte ganske Nuets Strid.
Han var allerførst fast besluttet paa at gifte sig, saasnart Forholdene paa nogen Maade tillod det. For sin Mødrenearv, der beløb sig til nogle tusind Kroner, vilde han købe sig en lille Bondeejendom et eller andet Sted i Sognet og for Fremtiden ernære sig udelukkende som Jordbruger. For den Gærning, han mulig kunde komme til at øve i Menigheden som Præst og Lærer, vilde han ikke modtage noget Vederlag. Han vilde leve som fri og uafhængig Mand paa sin Gaard og i et og alt dele Liv og Kaar med sine Venner.
Han mente i Løbet af et halvt Aars Tid at kunne bringe sine Kundskaber i Landvæsen saa vidt, at han – med Hansine ved sin Side og forøvrigt med gode Venners Bistand – uden stor Risiko kunde overtage Styret af en saa lille Ejendom, som her var Tale om; thi til mere end en halv Snes Tønder Land, en Hest, et Par Køer og et Par Faar vilde hans Midler ikke kunne strække. Han var allerede begyndt at gaa i Lære hos sin Svigerfader og havde – som han selv syntes 297 – i faa Dage gjort gode Fremskridt. Han havde sat sig ind i Jordens Behandlingsmaade, kunde næsten køre et Par Heste, spænde baade for Vogn og Plov og fodre Kvæget.
Ude i Skibberup Egede laa en lille Ejendom, der for Tiden var tilfals, – den havde han allerede tænkt paa. Det var et lille Boelssted, der laa i idylliske Omgivelser paa Bunden af en lille grøn Dal umiddelbart ved Fjorden. Bygningerne var lidt smaa og affældige; men til Gengæld var der en ualmindelig stor og smuk Have omkring Huset, og op ad Muren paa bægge Sider af Forstuedøren voksede Stokroser og Gedeblad. En Aften talte han om Stedet til Hansine, som foreløbigt var den eneste, til hvem han havde betroet sine Hensigter; og da ogsaa hun syntes godt om det og i det hele ganske sluttede sig til hans Planer, slog han det næsten fast, at dér skulde deres Fremtidshjem være.
Han havde siden hver Dag maattet ud i Egedet for paa Afstand at betragte Stedet, og for hver Gang var han bleven mere indtaget i det. Naar Aftensolen kastede sit Purpurskær over de smaa Ruder, forgyldte Havens Løvkupler og Duernes hvide Vinger, idet de flagrede frem og tilbage over Straataget, syntes det ham et lille jordisk 298 Eden, omsvævet af Fredens milde Engleskare. Han vidste allerede ganske nøjagtigt, hvorledes Boligen skulde indrettes og udstyres, hvorledes deres Husholdning skulde føres og Dagens Arbejde fordeles. Først og fremmest skulde al Luksus, al Overdaadighed og Lediggang være banlyst i deres Hjem. Bohavet skulde bestaa af simple, rødmalede Fyrretræs Møbler, og deres Levevis skulde være saaledes, at ikke selv den fattigste kunde føle sig for ringe til at tage Plads ved deres Bord. Om Morgenen skulde de rejse sig med Solen og Lærken, og om Aftenen, naar Dagens Arbejde var endt, skulde de samle Venner i deres Stue for med dem at opbygges ved Sang, Samtale, Oplæsning eller Bøn. Han saa' sig allerede i Tanken gaa og pløje i Bondekofte op og ned ad Agrene; saa' sig ro ud paa Fjorden i stille Sommeraftener for at sætte Garn og stille Ruser, mens Hansine puslede derhjemme i Hytten og nu og da stillede sig ud i Forstuedøren for at se efter ham. Hvor levende saa' han ikke hendes lille, ranke Skikkelse staa dér under Tagskægget, med den venstre, udspilede Haand i Siden, saaledes som hun havde for Vane, og med den højre løftet op til Panden for at skygge for Øjnene, mens hun i Tanker smilte med dette lille, barnegode Smil, der fik 299 hende til at ligne Moderen, og som pludseligt kunde lyse op mellem Ansigtets alvorlige Linier ligesom et Solglimt mellem en Skovtyknings Træstammer. Ja, endnu længere ud i Fremtiden søgte hans flyvende Tanker. Han saa' deres Børn løbe og lege paa Stranden som en Skare glade Fugle … ingen kirtelblege Kulturmisfostre i Fløjlsbluser og med gammelkloge Træk, men en sund og stærk Friluftsyngel med Bonderoser paa Kinderne og klare, bølgeblaa Øjne!
... Han var naaet op til Bakkekammen omkring Skibberup og saa' ned over den næsten mennesketomme By, hvis mange smaa Frugthaver endnu stod i halvvissent Blomsterflor. Da han var kommen et Stykke ned ad Skrænten, fik han Øje paa Hansine, der stod ude i et lille Vænge bag sine Forældres Hus, i Færd med at give et Lam Mælk af en Patteflaske. Hun var iført den kirsebærrøde Kjole, som hun havde haft paa den første Gang, han rigtig saa' hende, og hvori han fandt hende aller smukkest. Desuden bar hun en stor, hvid Solhætte, der skjulte hele Hovedet.
I et pludseligt Anfald af Overgivenhed, der fik ham til at glemme, at det var Kirketid, satte han Hænderne for Munden og raabte: "Kukkuk!" Hun saa' hurtigt op; og da hun opdagede ham, 300 slap hun baade Lam og Flaske og løb ham i Møde.
Der fór i dette Øjeblik instinktmæssigt et lille Kuldepust hen over hans Hjærte, … hun løb ikke kønt. Men da de naaede hinanden, og han holdt hende i sine Arme, glemte han det straks og trykkede et Kys paa hendes varme, friske Kind. Hun var efterhaanden bleven temmelig fortrolig med deres Forhold men blev dog endnu rød, hver Gang han kyssede hende; og ligesom for at skjule sin Forlegenhed gav hun sig nu straks og ivrigt til at fortælle om alt, hvad der var sket i Hjemmet, siden de den foregaaende Aften saas, – om en So, der havde faret, om en Ko, der om Natten havde revet sig løs i Stalden, og om Fløden, der ved Kærningen ikke havde villet give Smør. Emanuels Optagethed af Marken og Stalden havde genvakt hendes egen Interesse for alle disse dagligdags Ting, havde ligesom forædlet dem og i det hele fornyet Hjemmet for hende.
Han havde imidlertid stukket sin Haand ind under hendes Arm, og i langsom, fortrolig Gang fulgtes de ned imod Gaarden.
Her stod Else halvt afklædt bag det aabentstaaende Sovekammervindu i Færd med at rede sit svære, staalgraa Haar. Saa langt fra at lade 301 sig forstyrre af Emanuels Ankomst nikkede hun endog ud til ham, idet hun blot trak et Haandklæde, som hun havde lagt over Skuldrene, tættere sammen foran Halsen.
"God Morgen, Svigermoder!" hilste Emanuel muntert. Han havde hurtigt vænnet sig til denne Naturlighed i al Gøren og Laden, hvori han saa' et Udslag af Bondens Kyskhed. "Hvordan staar det til i Dag?"
"Aa, jo Tak .... Den store So har faret i Nat."
"Ja, jeg hører det. Hvor mange Grise blev det saa til?"
"Tolv Stykker, troer jeg."
"Naa, det er jo al Ære værd." Han saa' sig omkring og tilføjede: "Hvor er Svigerfa'er? Er han i Kirke?"
Else kastede et stjaalent Blik paa ham og derefter hen paa Hansine. Havde Barnet fortalt noget? spurgte hendes Øjne.
Baade Else og Hansine havde nemlig siden den foregaaende Dag vidst god Besked om, hvad der i dette Øjeblik skulde foregaa ude i Kirken; men de havde bestemt sig til ikke at fortælle Emanuel det, fordi de havde paa Fornemmelsen, at han ikke vilde synes rigtig om Væver Hansens Fremfærd, 302 og fordi navnlig Else alligevel ikke ønskede, at han skulde lægge sig hindrende imellem.
"Anders gik ud i Engen for at se til Ungkvæget," sagde hun saa, beroliget af Emanuels Udseende.
"Ja saa, – vi skulde vel ellers til at fodre nu."
"Han kommer vist ogsaa straks tilbage. Men for Resten er du vel nu saa dygtig, at du kan fodre alene, om du ellers har Lyst."
Emanuel smilte.
"Vi faar se!" sagde han og gik over i Oles Kammer ved Siden af Stalden for at omklæde sig.
Hansine steg langsomt op ad Stentrappen til Bryggerset, mens hun løste Solhættens Baand under Hagen; hun skulde ind og passe Middagsmaden. Paa det øverste Trin standsede hun og kastede et uroligt spejdende Blik over den lille Laage mellem Længerne ud imod Kirkevejen.
"Endnu ingen Folk at se!" sagde hun halvhøjt til sig selv, medens den eneste bitre Følelse, der var bleven tilbage i hendes Hjærte, den rettroende Skibberuppers Had til Provst Tønnesen, lyste ud af hendes mørkeblaa Øjne.
... Emanuel traadte ind i Kostalden, iført en 303 lang Sækkelærreds Kittel med Bælte og et Par Træsko med Læderkapper.
Det var første Gang, han foretog Fodringen uden Svigerfaderens Hjælp, og det var ikke frit for, at han i den Anledning følte sig lidt beklemt. Med største Samvittighedsfuldhed afvejede og udmaalte han de forskellige Rationer efter de lærte Forskrifter, opløste Rapskagerne i en Spand Vand og sammenrørte den derved opstaaede Jævning med en Blanding af Klid, Skraa og udhøvlede Gulerødder. Den samlede Masse fordelte han derpaa ligeligt mellem Malkekøerne. To Goldkøer gav han en Skæppe Kaalrabi, og til sidst fik hver Ko en Gift Byghalm, som han hentede ned oppe fra Stænget.
Han blev hurtigt varm af Arbejdet og følte efter dets lykkelige Tilendebringelse den Tilfredshed med sig selv og det Velvære, som kun den legemlige Beskæftigelse kan give. Han havde allerede efter disse Par Dages Forløb kunnet mærke, hvorledes hans Muskler voksede, hvorledes Blodet rullede friskere og raskere gennem hans Legeme … Hvorfor havde han dog ikke for længe, længe siden ret forstaaet det gamle Ord om "Arbejdets Velsignelse"? Han kom ofte til at tænke paa sine forrige Fæller inde i Byen, der om 304 Sommeren benyttede Landet til at "ligge paa", og som i deres Blindhed troede at kunne finde Lægedom for deres syge Sjæle og kraftesløse Legemer ved at tilbringe Dagene med at spille Ring paa en Græsplæne eller ved at ligge henslængte i en Hængekøje og læse slibrige franske og dansk-franske Romaner. Disse Stakler mindede ham om saadanne Mennesker, der løb ulykkelige omkring og søgte efter noget, der laa lige for deres Næse. Under Lidelser og Klager slæbte man sig fra Badested til Badested, tyllede sig med Medicin, anstillede en hæseblæsende Jagt efter nye Medikamenter, nye Kure, nye Læger, nye Apotekere og søgte i sin Fortvivlelse en Slags bitter Bedøvelse hos de aandelige Miksturblandere, der kaldte sig Nutidens Poeter – og dog laa Lægemidlet lige for Haanden, det eneste, sande, jordiske Lægemiddel for den lidende Menneskehed. Hvor længe vilde man dog blive ved at bedrage sig selv for Livets Lykke? Hvilken Herlighed, hvilken Glæde vilde ikke opblomstre fra den Dag, da Sundhedens hellige Kilde, det legemlige Arbejde, blev genfunden af den hele Menneskehed! Hvilket Paradis vilde ikke opstaa, naar alle Hænder samlede sig for at frugtbargøre Jorden! Ørkener vilde blive opdyrkede, 305 Sumpe udtørrede, Skove plantede, Korn og Frugter vilde vælde op af Mulden ....
Han havde imidlertid taget Skovl og Greb og var begyndt at muge under Køerne. Mens Sveden drev ham ned over Øjnene, læssede han den friske Gødning paa en Hjulbør og trillede den ud paa Møddingen, fejede derpaa Grebningen saa ren som et Stuegulv og lagde frisk Strøelse i Baasene, .... ja ikke fornøjet hermed tog han Strigletøjet fra et Søm paa en af Loftsbjælkerne og begyndte at rense Køernes Laarstykker for det indtørrede Snavs, der havde samlet sig dér i tykke Kager. Han havde bestandig en Trang til at beskæftige sig netop med det sværeste og urenligste Arbejde for at overbevise sig selv om, at han ikke holdt sine Hænder for gode til at tage fat paa hvad som helst.
Mens han var sysselsat paa denne Maade, kom han til at tænke paa sine Slægtninge og paa de Miner, disse sandsynligvis vilde sætte op, ifald de havde kunnet se ham i dette Øjeblik. Han havde netop Dagen forud faaet Breve fra sin Fader og sine Søskende i Anledning af Forlovelsen; det vil sige, han havde modtaget en kort Tilkendegivelse af, at hans "overraskende Meddelelse" var kommen dem i Hænde. Intet videre. 306 Hansines Navn var end ikke nævnet, ligesom der ikke fandtes et eneste Spørgsmaal hende angaaende.
Skønt han langtfra havde ventet nogen dybere Forstaaelse fra den Kant, havde dog særlig Faderens Kulde overrasket og bedrøvet ham. Saa langt havde de altsaa allerede nu skilt sig fra hinanden! Han forstod godt, at de med deres Tavshed havde villet betyde ham, at de fra nu af ansaa' ham for uophjælpeligt fortabt, og at de ikke ønskede paa nogen Maade at blive indblandede i hans nye Familieforbindelser. Han forstod, at de betragtede hans Forlovelse som en Art Selvmord, der ikke var mindre beskæmmende for den ansete Hanstedske Familie, end Moderens i sin Tid havde været. Derfor tvivlede han heller ikke om, at ogsaa hans Navn fra nu af vilde være som udslettet af Familiens Erindring.
IV.
Da Emanuel lidt efter traadte ud i Gaarden for at vadske sine Hænder ved Vandposten, fik han her Øje paa en svær Mand af et præsteligt 307 Udseende, der var i Færd med ved Hjælp af en Stok at stige op ad Flisetrappen foran Forstuen.
Da Manden hørte hans Træskotrin paa Stenbroen, vendte han sig omkring og strakte bægge sine Arme ud imod ham med et fornøjet Udraab.
Han var klædt i en langskødet, sort, ikke ganske pletfri Frakke og sorte Benklæder, der hang i Poser ud over de brede Støvler. Under en gul, smudsig Straahats brede Skygge faldt et mørkt og glinsende Nakkehaar i lange Krøller ud over Frakkekraven, og fra det fedladne, gullige Ansigt hang en Guds Velsignelse af rødbrunt Skæg ned over en mørk Vest, der med to Rækker Hornknapper var lukket helt op til Halsen, saa intet Spor af Linned var synligt.
Mens Emanuel, som slet ikke kendte denne Mand, i Forbavselse blev staaende ved Stalddøren, steg den fremmede med Besvær ned ad Trappetrinene; og skønt det saa' ud, som om hvert Trin voldte ham Smerte, hastede han med smaa Skridt og glædestraalende Ansigt hen over Gaardens spidse Brolægning, indtil han naaede Emanuel. Her udstrakte han atter bægge sine korte, tykke Arme, og mens han henrykt betragtede ham med et Par ungdommeligt spillende, lysebrune Øjne, der halvt begravedes af Ansigtets Fedtmasser, 308 udbrød han med en mærkelig spæd, men gennemtrængende Stemme:
"Naar Muhamed ikke vil komme til Bjærget, kommer Bjærget til Muhamed, staar der skrevet! For at du er Emanuel, kære – det behøver jeg ikke at spørge dig om. Du vil sandelig ikke have let ved at lyve dig en Moder til, kære Ven. Til Lykke! Til Lykke!"
Med disse Ord flyttede han sin brune Stok fra den højre Haand over i den venstre og hilste paa Emanuel med en Hjærtelighed, som var de gamle og nære bekendte.
Emanuel stod ganske raadvild. Hvad i Alverden var dette for et Menneske?
"Sandt at sige, kære!" blev den anden ved at skrige op. "Vi har længe og med Længsel ventet dig ovre hos os. Næsten hver eneste Morgen i den sidste Tid har Jette sagt til mig: Gud véd, om ikke Emanuel skulde komme i Dag. Aa, hun er nu allerede helt forliebt i dig, er Jette! Da vi hørte om jeres dejlige Møde herovre i Søndags og om din Tale, kære – jeg kan ikke beskrive dig, hvor vi allesammen blev glade! Og at du nu helt har frigjort dig og fæstet dig en Brud af Folkets Midte! Ja, saadan skal det være! Saadan skal det være! Men du kan tro, vi blev 309 overraskede. Jette vilde i Begyndelsen slet ikke tro det, men bagefter blev hun saa rørt, at hun virkelig gav sig til at græde. Selv maatte jeg øjeblikkelig over i Skolen og fortælle Pigerne Nyheden. Aa, du kan tro, de blev henrykte! De blev ligefrem ellevilde, de Skælmer! De tænkte vel, at nu stod der en Præstemand parat til hver især. Ha, ha! … Saa sang vi "Kærlighed fra Gud" og bagefter en Mængde andre af vore Sange; for da de først var begyndt, vilde de slet ikke høre op igen. Vi kom saamænd den Aften ikke i Seng, før Klokken var over elleve. Men Maanen tittede ogsaa lige ind til os i Skolestuen. De Skælmer!"
I dette Øjeblik gik der et Lys op for Emanuel. Skønt han havde vanskeligt ved at forstaa det, kunde han ikke længer tvivle om, at det var Højskoleforstanderen fra Sandinge, han her havde for sig. Han genkendte nu ogsaa Ansigtet efter et Fotografi, som var meget udbredt blandt Befolkningen, og som ogsaa Hansine havde hængende over sin Kommode.
Han fik dog ikke Lejlighed til at forvisse sig om sin Formodnings Rigtighed. Den fremmede vedblev ustandseligt at tale – alt mens han med sin store, bløde Haand klappede ham paa Skuldren 310 og ned over Armen eller i et Udbrud af Henrykkelse fattede bægge hans Hænder og rystede dem.
"Bravo! Bravo, kære Ven!" vedblev han. "Ja, vi kan sandelig nok trænge til unge og friske Kræfter i vor Lejr. Vi gamle Fyre trænger snart til Afløsning. Se blot paa mig … jeg er dog nu kun et sølle Vrag! Tiden har hærget mig, min Ven! Naa, vi gamle maa trøste os med, at vi ikke har sparet os, mens vi endnu havde de unges Kræfter. Og – Gud være højlovet! – vi har den Tilfredsstillelse at se, at vor Gærning ikke har været forgæves. Aa, du kan tro, det er velsignet for os gamle at være Vidne til, hvor Folkesagen efterhaanden vinder Fremgang i alle Egne og i alle Samfundslag over det hele Land. Og nu ogsaa her! Ja, saadan skal det være! Saadan skal det være!" blev han ved at gentage, og hans Stemme lød som en Sejrsfanfare. "Jeg kunde da heller ikke længere holde mig i Ro hjemme men sagde i Morges til Jette: Hør, nu vil jeg sandelig over til Skibberup og se, hvordan det staar til derovre, sagde jeg. Saa kan jeg med det samme paa Tilbagevejen se indenfor i Kyndby … dér har vi nemlig ogsaa et lille Vennesamfund, som længe har haft Bud efter mig. Aa, det er en Forsamling af prægtige Hjærtemennesker, kan du tro … Jeg 311 var der sidste Høst og havde et dejligt stort Møde dér i Skoven sammen med Povl og Ernst fra Vallekilde. Povl og Ernst talte historisk, og jeg fortalte et Par Æventyr. Det var virkelig saa fornøjeligt!"
"Men – skal vi ikke gaa ind i Stuen," fik Emanuel endelig Lejlighed til at indskyde. Han var halvt forlegen over den andens overstrømmende Fortrolighed, følte sig desuden lidt trykket af at være i sine Arbejdsklæder, som ingen fremmed endnu havde set ham i.
"Nej, kære … ikke nu! Ikke nu! Men jeg kommer om lidt. Jeg vilde blot kigge her ind for at melde jer min Ankomst. Jeg traf nemlig hernede ved Stranden Jens Iver, som I kalder ham. Han kom sejlende ovre fra den kloge Grethe paa Strynø. Hans gamle Moder ligger saa syg, den Stakkel, … jeg lovede at komme ind og snakke lidt med hende; vi er jo Venner fra gammel Tid. Naa … sig nu kun til Else, at hun kan vente mig til Middag; saa tager jeg maaske et Par af Vennerne med mig, og saa sidder vi og har det saa hyggeligt. Farvel saalænge, kære! Hvor jeg er glad ved at have set dig! Nu skal jeg rigtig hilse Jette fra dig, kan du tro. Aa, hun vil blive henrykt. Jeg havde haft Lyst til at tage hende 312 med herover i Dag; men hun maatte jo blive hjemme paa Skolen og tage sig lidt af Smaapigerne! For Resten var vi forleden inde i Kongens By … du véd til "Nyt dansk Samfunds" Foraarsmøde. Vi boede hos Adolf Evaldsen og havde det hele Tiden prægtigt. Den ene Aften var vi oppe hos Lene Gylling, hvor der, som du kan begribe, var fuldt af Mennesker, næsten alle Mødets Deltagere. Der var virkelig saa rart. Tyge Jakobsen var der ogsaa og holdt et herligt beaandet Foredrag om Baldersmyten. Det var i det hele dejlige Dage, kan du tro!"
"Men lad os dog gaa ind i Stuen," gentog Emanuel, denne Gang med mere Eftertryk.
"Nej, nej … jag mig nu paa Porten, kære Ven, for ellers bliver jeg staaende her og snakke, til jeg har mistet Vejret," udbrød han og lo; – han havde allerede talt sig saa varm, at Sveden trillede som klare Glasperler ned over Kindernes Fedtpuder. – "Altsaa, paa Gensyn, kære! Farvel! Farvel! … Og hils fra mig derinde hos Familien!"
Han var næppe kommen ud af Gaarden, før Hansine viste sig i Bryggersdøren med opsmøgede Ærmer og en Skaal fuld af Køkkenaffald mellem Hænderne. Hun kom netop tidsnok til at se den 313 fremmedes brede Ryg, idet den forsvandt ud gennem Porten.
"Men!" udbrød hun, satte Skaalen fra sig paa Stenflisen og løb ned imod Emanuel. "Jeg synes … det var jo vores Højskoleforstander. Hvordan er det gaaet til? Har I to staaet her længe? Moder og jeg var nede i Kælderen, vi har ikke hørt jer … For det var jo ham, ikke?"
"Jo, det var det vist."
Ved Tonen i hans Svar opdagede hun det skuffede Udtryk i hans Ansigt og blev ganske forskrækket.
"Du er da ikke vred, fordi han sagde "du" til dig? Det siger han til alle, selv om han aldrig har set dem før. Og det er jo da i Grunden ogsaa rigtigt; det har du jo ogsaa selv sagt .... Han er virkelig saa rar. Du maa ikke tro andet … hører du?" endte hun helt indtrængende.
Hun saa' i dette Øjeblik saa kær ud med sin ængstelige Mine og sine opsmøgede Ærmer, at Emanuel, der desuden kendte hendes Hengivenhed for hendes gamle Lærer, ikke nænnede at modsige hende og derfor blot svarede ved med et lille Smil at lade sin Haand stryge hen over hendes Kind. Han var i Virkeligheden ogsaa mindre skuffet end forbavset, fortumlet, bedøvet af denne 314 ustandselige Talestrøm, som han ikke havde forstaaet Halvparten af.
Der blev imidlertid ikke Lejlighed til lang Forklaring. Gennem den lille Laage mellem Længerne kom Ole styrtende ind – ildrød i Ansigtet og badet i Sved. Han havde, trods Moderens Forbud, ikke kunnet holde sig borte fra Gudstjenesten, og var nu løbet lige fra Kirken hertil uden at standse.
"Bispen er kommen!" raabte han, saasnart han havde sat den første Fod i Gaarden.
"Hvad siger du? … Bispen!" udbrød Emanuel og Hansine paa én Gang.
"Ja, det er ganske vist … jeg har selv set ham. Han kom ind i Kirken, ligesom Provsten gik paa Prækestolen … og nu kørte han med Provsten hjem til Præstegaarden."
Emanuels Ansigt havde skiftet Farve.
"Saa maa jeg gaa," sagde han efter et Øjebliks Betænkning og gik straks ind i Oles Kammer for at klæde sig om.
Da han vendte tilbage, var ogsaa Else kommen ud i Gaarden, hvor hun sammen med Hansine stod og hørte paa Oles Beretninger.
"Hvad kan Bispen dog ville?" spurgte hun, idet hun med bekymret Mine vendte sig mod Emanuel.
315 "Jeg véd ikke … Vi faar se," svarede han kort, tog hurtigt Afsked og forlod dem.
Hansine fulgte ham, men ingen af dem talte. Hun var bleg om Munden og meget bevæget. Der var i det hele taget kommet noget fremmedartet forskræmt over hende siden hendes Forlovelse. Det var, som om denne Begivenhed havde forrykket noget i hendes Væsens Grundvold; som om hun bestandig følte Jorden usikker under sig. Da de naaede op paa Bakkerne, tog hun Afsked, idet hun sagde:
"Ja, saa kommer du jo nok i Aften og fortæller os, hvordan det er gaaet."
Han smilte rørt, da han saa', hvor hun bestræbte sig for at skjule sin Ængstelse, kyssede hende paa Panden og sagde for at berolige hende:
"Vær ikke bange, min Ven! Hvorfor skulde man gøre os to noget ondt?"
V.
Inde i Præstegaardens Port stod Bispens Vogn, en lille, højst tarvelig Gig, der lignede Dyrlæge Aggerbølles som den ene Tvillingbroder ligner den anden.
316 Det var med dette, snart over hele Landet omtalte Køretøj, at Bispen, der altid selv var Kusk, rullede omkring i sit Stift, iført om Sommeren en hvid Lærredsfrakke, om Vinteren en sort Lammeskindspels, alene ledsaget af en halvvoksen Stalddreng med en blank Knap foran paa Kasketten. Uden at spare hverken sig selv eller sin hanespattede1 Hest fartede han i Sol og Slud milevidt omkring i Landet og overraskede sine Præster, naar de aller mindst tænkte paa ham, – ganske i Modsætning til sine højærværdige Kolleger, der altid fjorten Dage i Forvejen paa højtidelig Maade anmeldte deres Ankomst, for at alt kunde være beredt til en standsmæssig Modtagelse.
Da Emanuel naaede Præstegaarden, havde man allerede taget Plads omkring Frokostbordet, der mod Sædvane var dækket ude i Haven under et Par blomstrende Kastanietræer. Dette var sket efter Anmodning af Bispen, som havde erklæret, at for ham var et Maaltid i det grønne den kongeligste af alle Nydelser; og Frøken Ragnhild havde – rigtignok ikke videre beredvilligt – føjet sig efter hans Ønske.
Varmen var i Løbet af Formiddagen bleven næsten uudholdelig. Fra den stadig lige skyfri Himmel kastede Solen sine glohede Straaler ned 317 over Havens gnistrende Grusgange, som man ligefrem fik ondt i Øjnene af at se paa; inde i Skyggerne tumlede sig alle Slags stikkende Insekter; Græsplænerne og Blomsterbedene var – trods al overkommelig Vanding – saa blegede og forbrændte af Solen, at det var en Ynk at se. Naar der en sjælden Gang strøg en Smule Luftning gennem Haven, raslede Træernes Blade med en metallisk Lyd ligesom vissent Løv. Ikke en Fugl sang.
Stemningen omkring Frokostbordet syntes i høj Grad paavirket af Luftens Lummervarme. Skønt Bispen udfoldede en ikke ringe Elskværdighed og øjensynligt bestræbte sig for at berolige den Mistænksomhed, som hans uformodede Ankomst havde vakt, bevarede baade Provsten og Frøken Ragnhild en tavs og kold Tilbageholdenhed. Mellem Bispen og Tønnesen var der endnu kun vekslet almindelige Talemaader. Paa Køreturen fra Kirken havde Bispen berømmet Kirkesangen og talt om Vejret og Høstudsigterne; senere, mens Frokostbordet dækkedes, havde han med tilsyneladende stor Interesse beset Haven, havde talt sagkyndigt om Blomster og Frugtavl, om en ny Art engelsk Plænegræs, der bedre end andre hidtil kendte Sorter skulde kunne taale Overvintringen, samt 318 om Kompostgødning – ganske, som om han blot havde til Hensigt at gøre dem et privat Besøg.
Provst Tønnesen vedblev ikke des mindre at være paa sin Post, og det fuldt kampberedt. Fra samme Øjeblik, han efter Gudstjenesten mødte Bispen paa Kirkegulvet, havde han været overbevist om, at denne Mand var kommen for at gøre fælles Sag med hans Fjender. Selve denne uanmeldte Ankomst netop paa dette Tidspunkt kunde han kun opfatte som et Forsøg paa at ydmyge ham over for Befolkningen; og han var fast besluttet paa eftertrykkeligt at tilbagevise denne Fornærmelse.
Han anede nemlig ikke, at han i Dag havde skabt sig selv en højst ubehagelig Stilling over for sin overordnede, idet han under Prækenen havde ladet sig henrive til en saadan Voldsomhed i Udfaldene mod sine Tilhørere, at kun Bispens Tilstedeværelse havde forhindret den Masseudvandring fra Kirken, som Væver Hansen havde forberedt. Det faldt overhovedet ikke let Provst Tønnesen ind, at han ikke i enhver Henseende, og da navnlig i sit Forhold til det ham af Gud og Kongen betroede Embede, kunde bestaa for selv den strengeste Dom.
Bispen var en lille, bredbygget Mand med skraatstillede Øjenbryn og et kraftigt, graasprængt 319 Haar. Han var en forhenværende nationalliberal Minister og en af den afdøde Konges fortroligste Venner og fornemste Raadgivere. Hans Væsen manglede da heller ingenlunde Værdighed, ja hans brede og fuldkomment skægløse Ansigt kunde til Tider antage et strengt alvorligt, gammeltestamentligt Præg. Men i denne Værdighed var der paa en besynderlig Maade iblandet Stænk af den lunefulde Skødesløshed i Optræden, den Rest af Studenterovermodet fra otteogfyrre, der havde faaet Næring ved Frederik den syvendes folkelige Hof, og som ogsaa siden blev ved at udmærke adskillige af de fremragende Mænd fra vore første Frihedsaar. Denne joviale Utvungenhed bidrog til at paadrage ham særlig Frøken Ragnhilds dybeste Unaade. Hun havde nu en Gang en uovervindelig Afsky for al Slags folkelig Familiaritet, og det imponerede hende ikke, at det i dette Tilfælde var en Bisp og forhenværende Minister, der kastede sig tilbage paa Stolen, som om han sad i sin egen Stue, begravede Haanden i Lommen for at rasle med sine Nøgler, vippede Kniven mellem Fingrene og sagde "pleje van" og "lille Frøken". Hun delte desuden ganske sin Faders Anskuelser med Hensyn til Bispens hele Embedsførelse. Hun fandt, at det var ganske upassende for en Mand i en saa 320 overordnet Stilling at flakke omkring paa Landevejene som en Slagter, og at hans idelige, uanmeldte Besøg rundt om i Kirker og Skoler var et uværdigt Spioneri, der absolut maatte virke nedbrydende paa Præsternes og Lærernes Anseelse hos Befolkningen.
Det, der dog i Særdeleshed vakte Provst Tønnesens Uvilje mod Bispen, var dennes Stilling i det offentlige Liv og navnlig i Politiken, hvor hans Holdning unægtelig ogsaa røbede, at han trods sin fremrykkede Alder endnu lod sig ganske beherske af sin Ærgærrighed.
Efter at han nemlig i adskillige Aar havde balanceret mellem de to bittert kæmpende politiske Partier for at kvalificere sig til i det afgørende Øjeblik at overtage Styret som den mæglende og forsonende, var han – efterhaanden som Udsigterne til en mindelig Udjævning af Striden formindskedes – gledet mere og mere over i Demokraternes2 Lejr, hvor man da heller ikke havde forsømt nogen Smiger for at lokke ham til at smykke Folkets fremrykkende Rækker med sit historiske Navn. Endnu havde han dog bestemt vægret sig ved at proklamere sin Tilslutning til Partiet; men det var en offentlig Hemmelighed – som han heller ikke selv lagde Skjul paa – at han derimod ikke vilde 321 have noget imod ved Hjælp af demokratiske Stemmer at lade sig indvælge i Rigsdagen for igen at faa Foden indenfor i de styrendes Kreds.
Med stor og frimodig Aabenhjærtighed talte han selv om denne sin Svaghed for Politik og Magtbesiddelse; og man havde næppe sat sig ved Frokostbordet, før han af sig selv ledte Talen hen paa de Rygter om hans Rigsdagskandidatur, der igen i de sidste Dage havde svirret om i alle Bladene.
"Ja, hvad skal man gøre ved det?" sagde han smilende. "Jeg tror, det gaar med Politikere, som det gaar med gamle Herskabskuske. Naar man én Gang har siddet oppe paa Bukken og holdt Tømmerne i sin Haand – og maaske svunget Pisken, naar det kneb! – saa kan man slet ikke finde sig i at gaa hjemme i Stalden og skære Hakkelse og blanke Seletøj. Jeg erindrer fra min Barndom en Postkusk, der i tredive Aar hver Nat kørte Deligencen fra min Fødeby til en af Nabobyerne. Om ham fortaltes der, at da han blev gammel og maatte stige ned fra sin Buk, kunde han ingen Nat falde til Ro uden at have en Stump Reb eller i det mindste et Strømpebaand mellem Hænderne; og da han til sidst blev saa aflægs, at han ikke længer kunde gøre sig forstaaelig for 322 sine Omgivelser, var han en Gang nær ved at dø, fordi man glemte at give ham dette Beroligelsesmiddel. Derfor har jeg ogsaa sagt til min Kone, at dersom jeg en Dag skulde blive syg, maa hun ikke glemme at bilde mig ind, at jeg er bleven udnævnt til Konsejlspræsident; saa skal jeg nok hurtigt blive rask igen."
Mens Bispen lo, forholdt Tønnesen sig stadig tavs og skød endog Underlæben frem ligesom for at give til Kende, at han ikke fandt mindste Anledning til at istemme denne Munterhed.
I dette Øjeblik viste Emanuel sig paa Verandaen og kom hen og hilste.
Bispen modtog ham saaledes, som en Bisp nødvendigvis maa modtage en ung Gejstlig, hvis Adfærd har givet hans Foresatte Anledning til Indsendelsen af en udførlig motiveret Besværing. Dog syntes hans afmaalte Hilsen noget indstuderet, og den formaaede da heller ingenlunde at formilde Provst Tønnesen. Tværtimod, da Bispen, mens Emanuel tog Plads ved Bordet, fortsatte sin Tale og med en vis parlamentarisk Selvbehagelighed udbredte sig om den politiske Situation; og da han ved denne Lejlighed ganske uforbeholdent udtalte sin Tilslutning til flere af Folkepartiets3 Bestræbelser for at omregulere det offentlige Liv og 323 dets Administration, kunde Tønnesen ikke længer bevare sin passive Holdning. Han ønskede dog ikke, at Kapellanen skulde udlægge hans Tavshed som Frygt for at modsige Bispen.
"Det forekommer mig dog," sagde han, idet han med en Overlegenhed, der ligesom skulde overbyde Bispens, tørrede sig om Munden med sin Serviet, "det forekommer mig virkelig, at vi i Øjeblikket mindre føler Savnet af nye Bevægelser og nye Strømninger, saaledes som Deres Højærværdighed synes at formene, end netop Ro og Klarhed, for at Landets forskellige Institutioner, der siden Grundlovens Indstiftelse har maattet udstaa saa mange svære Rystelser, kan genvinde den Stabilitet, som de i høj Grad tiltrænger."
"Aa, jeg er nu ikke bange for lidt Udluftning!" udbrød Bispen med ungdommelig Munterhed. "En Hovedrengøring en Gang imellem har ethvert Hus godt af; og det kan saamænd aldrig skade, at der ogsaa kommer Folk med "Skrubbebørster" … er det ikke saadan, den Slags Redskaber hedder, lille Frøken?" henvendte han sig til Frøken Ragnhild, der svarede med et utrolig kort: "Det er nok muligt."
"Jeg har paa ingen Maade gjort mig til Talsmand for nogen som helst Slags Urenlighed," sagde 324 Provst Tønnesen lige alvorlig og i afvisende Tone. "For Resten er der et gammelt Ord, der siger, at man skal vogte sig for at kaste Barnet bort med Badevandet … og det kunde man maaske i vore Dage have godt af at indprente sig. Jeg tilstaar ærligt, at jeg er og i hele mit Liv har været konservativ, og at jeg aldeles ikke formaar at hylde de moderne Renskuringsprinciper. Naar man bestandig lever for aabne Vinduer og Døre, risikerer man altfor let at faa Huset oversvømmet af Eksistenser, der har deres rette Hjem paa Gaden; og det kan dog vist næppe benægtes, at der i de senere Aar er dukket Personer op i vort offentlige Liv, ja at hele Lag af Befolkningen er kommen til at spille en Rolle, som næppe vil blive Landet hverken til Ære eller Gavn. Naar Dannelse og Kundskaber ikke længer betragtes som nødvendigt for Virksomhed i det offentliges Tjeneste men næsten anses for et Onde; naar enhver Haandværkssvend eller Tjenestekarl skal have lige saa megen Indflydelse paa Rigets Styrelse som en Mand, der har anvendt hele sit Liv paa at udvikle sine Aandsevner og berige sin Erfaring, vil det snart gaa tilbage for et Folk, baade aandeligt og materielt – derpaa viser Historien tilstrækkeligt mange Eksempler."
325 Bispen, der var færdig med at spise, sad tilbagelænet paa Stolen, med bægge Hænders Fingerspidser stukket ned i Vestelommerne over sin lille runde Mave; i denne Stilling havde han med tankefuld Opmærksomhed betragtet Provsten, mens denne talte; nu anbragte han Armene overkors paa Brystet, lagde Hovedet lidt paa Siden og sagde med et lille ironisk Smil:
"Hvad De dér siger, Provst Tønnesen, minder mig om en Mand, der kun vilde bruge den højre Arm til Arbejde, fordi denne – enten det nu saaledes er bestemt af Naturen eller det skyldes dens mere udstrakte Benyttelse – er stærkere end den venstre, hvilken han bestandig bar i et stramt Bind, for at den saa lidt som muligt skulde hindre ham i hans Bevægelser, hvorved den mere og mere svandt hen og til sidst helt lammedes. Ikke sandt … en saadan Fremgangsmaade vilde vi alle betragte som mildest talt temmelig aparte, ja ganske uforsvarlig. Men hvorfor skal da ikke ogsaa Statslegemet bruge baade sin højre og sin venstre Side, selv om den første – enten ved en Naturbestemmelse eller af anden Grund – for Øjeblikket er den mest udviklede? Var det dog ikke rimeligt, om vi ogsaa i det offentlige Liv bar os ad som en forstandig Mand, der skal bære en tung Byrde et langt 326 Stykke Vej – han flytter under Gangen idelig Byrden fra den ene Haand over i den anden. Derved sikrer han sig mod Udmattelse og opnaar en ligelig Udvikling af Organismens forskellige Dele. Jeg nægter ikke, jeg hylder ogsaa i Politiken den gode gamle Sætning: Et, to, Højre, Venstre – Højre, Venstre – Tysker og Svensker," sagde han og lo.
"Aa, jeg synes saamænd ikke, der for Øjeblikket er nogen Grund til at frygte for en Lammelse af Statslegemets venstre Lem," bemærkede Tønnesen. "Det forekommer mig tværtimod, at der er noget svært kejthaandet ved hele vort offentlige Liv for Tiden."
Han syntes selv godt om denne Replik og kastede et Blik hen paa Emanuel.
"Aa ja – naturligvis – jeg indrømmer, at der har vist sig Fænomener paa vor politiske Horisont, som man kun kan beklage; men sligt undgaaes nu en Gang ikke i Tordenvejrstider som disse. Det gælder blot om ved klog Besindighed og streng Retfærdighed at aflede Lynene … og dette er i vore Dage en ledende Politikers vigtigste Opgave. Men det maa heller ikke glemmes, at vi – navnlig overfor Bondestanden – har megen gammel Uret at gøre god igen; og dersom der maaske i Øjeblikket er en Tilbøjelighed til at indrømme 327 særlig Bonden en afgørende Indflydelse paa vor Udvikling, saa er dette kun en simpel Retfærdighedshandling, som vi alt for længe har skyldt ikke alene Hensynet til ham men til hele Landets Velfærd. Det kan nemlig vanskelig nægtes, at der har vist sig en beklagelig Stagnation i vort offentlige Liv i den senere Tid, en Brist paa ny Kraft, som det gælder om at afhjælpe. Vi trænger sikkert til at faa nye Befolkningslag opdyrkede for vor aandelige Ernæring, til – om jeg saa maa sige – at afdække ny, nærende Muld, hvoraf en livskraftig Fremtid kan gro op." – Og med sin Forkærlighed for at udtrykke sig i udførlige Billeder og belærende Anekdoter fortsatte han: "Som bekendt forsømmer ingen fornuftig Gartner med visse Aars Mellemrum at kulegrave sin Have … og han gør dette uden Frygt for det Ukrudt, der altid i Begyndelsen vil skyde op af en saadan ny og ukultiveret Jord, fordi han véd, at hans Planter med deres forøgede Styrke efterhaanden vil faa Bugt med Ugræsset og til sidst ganske kvæle det. Jeg nærer da heller ikke nogen som helst Ængstelse for den Kulegravning af vor aandelige Jordbund, som vor Tid er i Færd med at iværksætte. Det skal nok vise sig, at den vil frembringe gode og sunde Frugter, naar efterhaanden en tilstrækkelig 328 inderlig Sammenblanding af de nye og gamle Lag er bleven fuldbyrdet. Enhver, der bidrager hertil, synes mig derfor at gøre en god Gærning baade mod vort Fædreland og for sin egen aandelige Udvikling."
Provst Tønnesens Ansigt antog pludseligt den lergraa Farve, som det ofte fik, naar hans Blod kom i Kog. Disse Bispens Ord, udtalte i Kapellanens Nærværelse, kunde jo kun opfattes som en fuldkommen Godkendelse, ja en ligefrem Forherligelse af dennes Handlinger!
"Aa – jeg for min Del har nu ikke ringeste Tillid til denne saakaldte nye Muld," sagde han med hævet Stemme, der formelig dirrede af Harm. "Det forekommer mig tværtimod at være lutter goldt Sand eller endnu værre Bestanddele, som vore Dages Almueforherligelse ved Hjælp af den saa lovpriste almindelige Stemmeret graver op paa Overfladen. Bliver Galskaben ved, som den er begyndt, er jeg forberedt paa en skøn Dag at se vort Land regeret af en Samling Udskuds-Seminarister og Korøgtere."
"Aa – det er jo bare Talemaader! Skulde det virkelig vise sig, at Folkets Masse skuffer vore Forventninger, eller – sandere udtrykt – at vi endnu ikke har fundet det rette Middel til at 329 vække Folkets slumrende Evner, saa er der derfor ikke sket nogen ubodelig Skade. Saa har vi i hvert Fald gjort et – nødvendigt – Forsøg."
"Jeg synes saamænd, vi har eksperimenteret tilstrækkeligt under vor ny Forfatning. Vor ulyksalige Eksperimenteren med en tilfældig Folkestemning i 64 maatte vi dyrt nok betale."
Ved denne uforblommede Hentydning til den sidste, ulykkelige Krig, for hvilken man almindeligt tilskrev netop Bispens Ministerium et væsentligt Ansvar, fór der ligesom et isnende Vindstød hen over Frokostbordet. Bispen, der ikke havde forandret Stilling, blegnede og skottede et Par Gange hen til Provsten med hurtige, usikre Blikke, som om han betænkte sig paa, hvorledes han skulde besvare denne Uforskammethed. Saa trak han til sidst sin gammeltestamentlige Maske op for Ansigtet og sagde med fuldkommen behersket Stemme:
"De synes, Provst Tønnesen, i Deres forunderlige Mistillid til vor Tids Almue at glemme Ordet om, at meget er skjult for de vise og forstandige men aabenbaret for de enfoldige."
Provsten vilde gøre Indvendinger, men Bispen lod sig ikke længer afbryde og vedblev med stigende Styrke:
"Det er i denne Sammenhæng ogsaa værd at 330 mindes, at vor Herre Kristus, da han vandrede her paa Jorden, ikke søgte Medhjælperne til sin Frelsergærning blandt de Skriftkloge men i den – ogsaa i hin Tid – foragtede Arbejderklasse, med andre Ord blandt de Bønder, Fiskere og Smaahaandværkere, hvis Liv og Kaar han under hele sin jordiske Tilværelse i et og alt delte. Skulde dette dog ikke være alle Dages Kristne et Eksempel til Efterfølgelse? Var det dog ikke snart paa Tiden, om vi kom til Erkendelse af, at vor Frelser ikke alene var den guddommelige Forbereder af Vejen til de himmelske Boliger, men at han desuden, navnlig ved at bryde det hedenske Aandshovmod, lagde Grunden til et jordisk Retfærdighedsrige, et helligt Folkedømme, som det endnu er Fremtiden forbeholdt at virkeliggøre efter hans store Bud: Elsk din Næste som dig selv! Det Valgsprog "Frihed, Lighed, Broderskab", som et vist, nydannet Parti – desværre i daarlig Hensigt – har bemægtiget sig, det er i faa Ord Kristi hele Samfundslære, som vi alle vilde gøre vel i dybt at indriste i vore Hjærter."
Henne ved den anden Ende af Bordet sad Emanuel bøjet over sin Tallerken og fulgte med levende Deltagelse denne Samtale. Den Nedslaaethed, som Bispens kølige Modtagelse i første Øjeblik 331 havde fremkaldt hos ham, især fordi den stod i saa skarp Modsætning til den overordentlige Velvilje, som den samme Mand i sin Tid havde vist ham i Anledning af Ordinationen, havde hurtigt fortaget sig, da han først hørte Bispen tale. Hans Hjærte svulmede, og hans Kinder blussede, mens han lyttede til disse Ord, der saa klart og fyndigt udtrykte hans egne Tanker, og som bestyrkede ham i Bevidstheden om, at han nu ret vandrede i Jesu Fodspor og var med til at bygge paa det Lyksalighedsland, som de kristnes Brodersamfund en Gang skulde udbrede over hele Jorden.
Provst Tønnesen forholdt sig efter Bispens sidste Ord atter fuldkommen tavs. Med Hentydningen til Bispens uheldige politiske Fortid havde hans Hjærte faaet Luft; og for øvrigt vilde han ikke nedværdige sig til at diskutere med et Menneske, en Bisp, der ikke undsaa' sig ved i en snever Vending at tage Verdens Frelser til Indtægt for sin Partipolitik, ja som ligefrem gjorde ham til Socialist.
I det samme bar Vinden en Række manende Klokketoner fra Vejlby Kirke ind over Haven. Tiden for Sidsttjenesten var inde.
Provst Tønnesen rejste sig og sagde, ikke uden Spydighed:
332 "Deres Højærværdighed maa undskylde mig; mine kirkelige Forretninger kalder mig. Forhaabentlig har jeg den Tilfredsstillelse at se Deres Højærværdighed igen, naar jeg kommer tilbage," – hvorpaa han, uden at afvente noget Svar, satte sin Stol ind under Bordet og bortfjernede sig med majestætiske Skridt.
Et Øjeblik efter rejste ogsaa de andre sig. Med alvorlig Mine gav Bispen baade Frøken Ragnhild og Emanuel Haanden, og til den sidste sagde han i en Tone, der slet ikke længer syntes paavirket af nogen Erindring om en udførlig motiveret Klage:
"Jeg kunde have Lyst til at se mig lidt omkring i Egnen. Har De noget imod, Hr. Kapellan, at være min Ledsager paa en Spadseretur, indtil Provst Tønnesen vender tilbage. Vi har vel nok et eller andet at kunne tale om under Vejs."
Emanuel blev rød og bukkede.
Frøken Ragnhild, der var bleven staaende henne ved Bordet, iagttog i dette Øjeblik de to Mænd med et Par Øjne, der straalede af Foragt. Hun var klædt i en lys, klar Sommerkjole med indvævede Silkestriber, bar en finstraaet Straahat med Strudsfjer, og saa' ualmindelig godt ud. Da Bispen vendte sig imod hende for "at anbefale 333 sig", antog hendes Ansigt straks sit sædvanlige ligegyldige Udtryk; og da bægge Herrerne løftede deres bløde Hatte – Emanuel havde faaet ombyttet sin Halmhat med den gamle af Plys – bøjede hun sit Hoved netop saa meget, som den formelleste Høflighed krævede det.
VI.
Bispen og Emanuel gik gennem Haven og ud af den lille Laage i dennes yderste Ende, hvorfra man kom ud paa fri Mark. Bispen, der havde tændt sig en Cigar og knappet sin Vest op, stødte uafbrudt svære Røgskyer ud i Luften, saaledes som en Mand, der er stærkt optaget af sine Tanker; nu og da henkastede han en Bemærkning om en eller anden Genstand, som hans Blik tilfældigt faldt paa.
Emanuel gik tavs ved hans Side. Han havde øjeblikkeligt forstaaet, at Bispen havde en bestemt og alvorlig Hensigt med denne Spadseretur, og han var fast besluttet paa at benytte Lejligheden til at 334 give ham en fuld og klar Redegørelse for sin Stilling og for alle sine Forhold i Menigheden.
Da de naaede op paa Toppen af "Præstebakken", standsede Bispen og gav sig til med fraværende Mine at betragte Udsigten, spurgte om Navnene paa enkelte af de mange Kirker, hvis hvide Taarne lyste som Fyr i den tætte Soldis, sagde et Par Ord om Naturskønhedens Magt over Menneskets Sind, om Bylivets Melankoli, og gav sig til sidst til at tale om Tørken og de slette Høstudsigter.
"Jeg hører fra forskellige Sider," – sagde han tankespredt – "at man er begyndt at nære alvorlige Bekymringer. Det vilde i Sandhed være sørgeligt, om der virkelig skulde være Grund til Frygt."
"Det er der vist egentlig heller ikke … i det mindste ikke foreløbigt," bemærkede Emanuel, hvem Emnet gjorde veltalende. "Ganske vist har Vaarsæden lidt en Del, navnlig den seksradede Byg, og Græsmarkerne paa de høje Jorder er jo ogsaa blevne en Del ødelagte; men endnu klarer Rugen sig de fleste Steder godt, hvor den da ikke er bleven for meget skadet af Foraarsfrosten."
Ligesom vækket op af sine Tanker vendte Bispen Ansigtet op imod ham.
335 "Ej, ej!" sagde han derpaa og smilte. "De er jo allerede bleven en hel udlært Landmand, Hr. Kapellan!"
Emanuel blev atter rød, og hans Hjærte begyndte at banke. Nu kommer det, tænkte han.
Men Bispen fortsatte sin Vej ned over Bakken og gav sig igen til at tale om Bylivets Besværligheder og Naturskønhedernes Indflydelse paa det menneskelige Sind.
Med ét standsede han sig selv i Talen og sagde, som om det var noget, han tilfældigt kom til at tænke paa:
"Sig mig … De er jo en Søn af Departementschef, Etatsraad Hansted, ikke sandt?"
"Jo."
"Ja, jeg syntes det jo nok," tilføjede han og holdt fra nu af helt op at tale.
I flere Minutter fulgtes de to Mænd i dyb Tavshed hen ad den lille Sti, der over de øde Udmarker førte ud imod Stranden. En Flok Krager, som deres Skridt havde jaget op fra en Brakmarks Agerfurer, kredsede skrigende over deres Hoveder; og foran paa Stien, ikke tre hundrede Alen fra dem, luntede en Ræv roligt afsted, idet den nu og da standsede og saa' sig tilbage efter de to 336 alvorlige Mennesker, der slet ikke syntes at lægge Mærke til den.
"Har De, Hr. Hansted" – tog Bispen endelig igen til Orde uden at se op – "Har De i Deres Studentertid, eller muligt allerede før, følt Dem særligt tiltrukket af bestemte, aandelige Strømninger indenfor den akademiske Verden … eller maaske udenfor denne?"
"Jeg? … Nej," sagde Emanuel langtrukkent og saa' overrasket op. "Det kan jeg egentlig ikke sige. Jeg har under hele min Opvækst, og navnlig under min Studietid, levet meget ensomt og tilbagetrukkent. I det sædvanlige Studenterliv har jeg saa at sige aldrig deltaget."
"Men De har dog blandt Deres Kammerater haft Venner, der har øvet Indflydelse paa Dem … De har været Medlem af religiøse, literære eller maaske politiske Diskussionsklubber, ikke sandt?"
"Nej, det har jeg ikke … nogen virkelig Ven har jeg overhovedet aldrig haft. Jeg har, siden jeg blev voksen, næsten udelukkende været henvist til mig selv og til Selskab med Bøger. For det politiske Liv har jeg altid været fuldkommen fremmed."
"Ja saa," sagde Bispen kort og rømmede sig; der kom noget skuffet i hans Tone.
"Men hvorledes er det da egentlig gaaet til," tilføjede 337 han lidt efter, idet han standsede og saa' op paa Emanuel med et kunstlet fornøjet Smil. "Hvorledes har De da egentlig faaet Deres, om jeg saa maa sige, i forskellige Retninger temmelig yderliggaaende Anskuelser? En Livsanskuelse erhverver man sig dog ikke alene gennem Læsning af Bøger, selv om disse – hvad jeg indrømmer – kan bidrage til at gøre Sindet modtageligt for den personlige Paavirkning eller hjælpe til at stadfæste dennes Resultater .... Naturligvis," afbrød han pludselig sig selv og fortsatte sin Gang. "Jeg forstaar … Deres Hjem, Deres afdøde Moder har selvfølgelig ikke været uden Indflydelse paa Deres Udvikling. Jeg erindrer nu ogsaa, at De nævnede noget saadant, da vi i sin Tid talte sammen i Anledning af Deres Ordination. Ja, Deres Moder var en mærkelig Kvinde, saa fuld af Begejstring og opofrende Iver. Jeg kendte hende jo – hvad jeg den Gang vistnok ogsaa sagde Dem – meget godt i min Ungdom; vi tilhørte jo, om jeg saa maa sige, samme Kreds. Hendes Død gik mig derfor ogsaa i sin Tid meget nær til Hjærtet. Hun var et Menneske, der ligesom var for god til denne Verden; og hvad der knækkede hende, var vel ogsaa det, at hun paa et afgørende Punkt af sit Liv manglede den Modstandskraft, den aandelige 338 Haardhændethed, som netop alle ædle og opofrende Naturer saa ofte maa begræde Savnet af. Jeg taler saa frit herom, fordi jeg jo véd, at alt dette ikke er Dem ubekendt; jeg erindrer, hvorledes De selv angav Misforhold i Deres Hjem som en af Aarsagerne til, at De bestemte Dem for en præstelig Virksomhed paa Landet. Jeg røber vel heller ikke nogen Hemmelighed for Dem, naar jeg siger, at Deres Moder kun paa Grund af sin Families aarelange Overtalelser og Forestillinger, ja maaske Trusler – og vel ogsaa under Indflydelse af et Øjebliks kvindelig Modfaldenhed – gav efter i Spørgsmaalet om et Ægteskab, som maatte være hele hendes Natur imod; og det var sikkert navnlig Følelsen af at have ladet sig forlede til Troløshed mod sine Idealer, der kastede de bestandig mørkere Skygger over hendes senere Liv og til sidst helt slukkede hendes Aands Lys. De kan derfor forstaa, kære Ven, hvilket forunderligt Indtryk det gjorde paa mig, da jeg hørte, at De, hendes Søn, nu havde knyttet den Traad, som hun havde maattet slippe, og var begyndt at føre de Tanker ud i Livet, der for hende stod som Tidens største."
Emanuel gik tavs og saa' ufravendt mod Jorden. Bestandig, naar man i den senere Tid talte til ham om hans Moder, ja blot han selv kom 339 til at tænke paa hende, blev han grebet af en saa heftig Bevægelse, at han næsten maatte anvende Vold paa sig selv for ikke at briste i Graad.
Bispen vedblev:
"Men lad nu mig, som Deres Moders gamle Ven – for det tør jeg nok kalde mig – lad nu mig give Dem et godt Raad, Hr. Hansted. Eller … fortæl De mig hellere først, hvad De tænker paa, og hvorledes De i det hele stiller Dem til Spørgsmaalet om Deres fremtidige Stilling paa dette Sted. At De har fæstet Dem en Brud her ude, det har jeg allerede erfaret gennem en privat Meddelelse, ligesom det er mig bekendt, at Deres Anskuelser og hele Deres Forhold til en vis begrænset Del af Menigheden i høj Grad har vakt Provst Tønnesens Misbilligelse. Vi staar altsaa her overfor en Konflikt af meget alvorlig Natur. Hvorledes har De egentlig tænkt Dem denne løst?"
Emanuel betroede aabent Bispen sine Hensigter; han fortalte om det lille Sted ude ved Stranden, som han tænkte paa at købe, og hvor han vilde leve som fri og uafhængig Agerbruger, idet han forøvrigt vilde virke som Præst og Lærer mellem sine Venner.
Bispen hørte opmærksomt til og saa' et Par Gange hurtigt og overrasket op paa ham, mens 340 han talte. Efter at Emanuel havde sluttet, gik han endnu en Tid tavs og syntes grundigt at overveje.
Derpaa løftede han Hovedet og sagde:
"Hvad De dér har fortalt mig, kan jo være meget smukt tænkt og i visse Maader ogsaa rigtigt set … men jeg vil ikke des mindre paa det bestemteste fraraade Dem at foretage et saadant Skridt. Jeg vil ærligt tilstaa for Dem, at jeg anser det for en Ubesindighed, som De før eller senere vil komme til at fortryde. Vil De lyde mit Raad, saa forlad ikke den gejstlige Vej. Kirken har i vore Dage Brug for alle unge og friske Kræfter som Deres; og det gælder ogsaa i dette Forhold om – til Værn mod fælles Fjender – at samle og ikke at adsprede. Lov mig derfor, at De vil slaa de Tanker ud af Hovedet."
"Deres Højærværdighed, … det kan jeg ikke. Jeg føler, at det er her paa dette Sted, jeg har min Gærning, og jeg er allerede knyttet til Egnen og til Befolkningen med saa stærke Baand, at jeg ikke længer kan løsrive mig."
"Nu ja – hvem siger ogsaa, at De skal løsrive Dem?"
Emanuel saa' forbavset op.
"Men jeg troede … jeg troede, Bispen vidste, 341 at Provst Tønnesen ønsker min Forflyttelse. Der staar altsaa ingen anden Udvej aaben for mig."
"Ja, dette er netop, hvad jeg gærne vilde tale et Ord med Dem om .... Men lad os vende om. Solen brænder alligevel for varmt nu i Middagsstunden .... Hvad var det nu, vi talte om? Naa jo, det var altsaa det, jeg vilde sige Dem, eller rettere betro Dem … for hvad jeg her meddeler Dem, er i Grunden en Embedshemmelighed, som De ikke paa nogen Maade maa bringe videre. Kort og godt: Provst Tønnesen vil efter al Sandsynlighed i den nærmeste Fremtid søge sin Afsked fra dette Embede."
"Provst Tønnesen!" udbrød Emanuel og standsede af Forbavselse midt paa Stien med opspærret Mund.
"Ja, som sagt … efter al Sandsynlighed," vedblev Bispen, idet han lod, om som han ikke mærkede den andens Overraskelse. "Der er tilbudt ham … der vil rimeligvis blive tilbudt Provst Tønnesen en betroet Post udenfor den egentlige Præstegærning, en Post, der just passer for hans særegne Evner; jeg tvivler ikke om, at han vil modtage den, især da hans Stilling her i Sognet aabenbart ikke tilfredsstiller ham, ja maaske endog rent ud er bleven uholdbar. Jeg 342 ønsker derfor alene af den Grund meget, at De foreløbig forbliver her i Embedet. Der vil jo nemlig nu opstaa en Vakance, under hvilken De altsaa vil blive konstitueret; og sandsynligvis vil denne komme til at udstrække sig over et længere Tidsrum, idet det er Hensigten at benytte Lejligheden til at foretage en længe paatænkt Omregulering af Embedet. Som De maaske véd, har Beboerne i Sognets nordlige Spids i mange Herrens Aar klaget over den lange Vej, de har til deres Kirke og Skole; der er nu al Grund til at imødekomme deres Ønsker om at blive overflyttede til Nabosognet, især da dette – efter hvad de altid selv har paastaaet, og hvad der mærkeligt nok netop nu er bleven godtgjort – virkelig er deres gamle Modersogn. Fuldbyrdelsen af en saadan Omregulering kræver nu altid adskillige Forberedelser; der vil maaske hengaa flere Aar, og hvilke Udsigter der til den Tid og under de forandrede Omstændigheder – der jo nemlig ogsaa vil faa Indflydelse paa Embedsindtægterne – kan blive for Dem her, det skal jeg ikke udtale mig om, men ganske overlade til Dem selv at tænke paa. Jeg skal i det hele ikke fordybe mig mere i Emnet; det finder jeg ingen Anledning til, ja jeg har maaske næppe en Gang Ret til det; jeg har kun betroet Dem saa meget, 343 som jeg allerede har, fordi jeg har villet forhindre, at De gjorde noget overilet Skridt. Jeg skal blot tilføje, at ogsaa efter min Mening er det netop her, De i det mindste foreløbigt bør og skal have Deres Gærning; men De vil forhaabentlig nu have indsét, at der netop i Deres nuværende Stilling aabner sig en stor og betydningsfuld Virksomhed for Dem her … i hvert Fald for en Aarrække. Som jeg sagde Dem før, vi har i vore Dage Brug for alle Kirkens unge og friske Kræfter … og dette gælder maaske ikke mindst for denne Egn, der længe har haft Ord for at være meget langt tilbage i aandelig Henseende … ja, endogsaa Politikerne kalder nok dette for et af deres "døde" Punkter," tilføjede han smilende, som om det var noget, der i Øjeblikket faldt ham ind.
De var imidlertid naaet tilbage til den lille Laage i den yderste Ende af Præstegaardsparken. Bispen standsede og rakte Emanuel Haanden.
"Ja, her vil vi skilles. Tænk nu over, hvad jeg har sagt, og opsæt i hvert Tilfælde at træffe nogen Afgørelse før om en Uges Tid eller saa. Skulde De til den Tid ønske en Samtale med mig, véd De jo, hvor De altid kan træffe mig."
Han trykkede flygtigt Emanuels Haand og bortfjernede sig gennem Haven.
344 Overvældet af Bispens Ord blev Emanuel staaende og stirrede efter ham med det fortumlede Udtryk, som Mennesker faar, naar de med ét ser alle deres tidligere Fremtidsplaner kuldkastede af en uventet Lykke og derfor i første Øjeblik ikke ret véd, om de skal le eller græde.