Farvel til Hertha

130 Det er forbi – min Stav er brudt!
Hvad har jeg meer tilbage?
Mig Skjæbnen grumt nu har forbudt
At tolke selv min Klage! –
Jeg vandrer som en eensom Fugl,
Forladt – og Skjæbnen tvinger
Mig til at flye fra Glædens Skjul –
Jeg mener Herthas Vinger!

#

Jeg lyder, Hertha! Dommens Bud,
Fornuftens Røst jeg følger,
Jeg rejser sorgfuld ene ud
Paa Verdenshavets Bølger:
For sidste Gang mit Hjerte her
Udtaler Dig sin Smerte:
"Jeg har Dig, Hertha! evig kjær
Du, Hertha! har mit Hjerte!"

#

131 Men jeg fik ikke Dit igjen
Det var bestemt for andre;
Du med en anden bedre Ven
Skal gjennem Livet vandre: –
Tro ej, at jeg misunder ham
Hvem Du forsøder Livet –
Nej, Hertha! jeg velsigner ham,
Hvem Du Din Haand har givet!

#

Selv kan jeg ikke see derpaa,
Kan ikke see hans Lykke –
Jeg beder kun han værdig maa
Paaskjønne sligt et Smykke:
Jeg beder, Hertha! fromt for Dig,
At Dydens Vink han lyder,
Jeg ønsker, at han bøjer sig
For Hjertets rene Dyder!

#

Selv vil jeg, Hertha! Langt fra Dig
Kun høre om Din Lykke,
Kun bede fromt og hjertelig,
At Gud vil den betrygge!
132 Og naar jeg hører Du er glad,
At Herren Bønnen hørte,
Saa er jeg glad fordi jeg bad,
Glad over det jeg hørte!

#

Selv vil jeg gjemme i min Sjæl
Dit Minde, Din Erindring;
Og af dens glæderige Væld
Jeg øser Trøst og Lindring:
Selv vil jeg tænke kun paa Dig,
Ethvert Dit Træk jeg gjemmer,
Min Phantasi skal trøste mig
Igjennem Harpens Stemmer!

#

Men naar Du i Din Glædes Vaar
Erindrer Ungdoms Dage,
Naar engang Tanken stille gaaer
Paa svundne Vej tilbage:
Vil Du da, Hertha! huske naar
En Yngling, som beskeden,
Med Ærefrygt og bange seer
Paa Dig – Uskyldigheden!

#

133 Det er min sidste Bøn til Dig,
Vil Du kun den bønhøre,
Saa er jeg, Hertha! lykkelig
Saa skaaner jeg Dit Øre:
Saa skal jeg aldrig bede meer; –
Kun i mit Enekammer
Jeg paa Dit ædle Billed' seer
Og bærer selv min Jammer!

#

Og nu – Farvel! Gud signe Dig
Til Livets Aften kommer!
Gid Lykken den berede Dig
En evig Vaar og Sommer! –
Og naar Du hører om en Mand
Med mørke Taareblikke –
Mig er det, som ej trøstes kan;
Thi Hertha kunde ikke! – –

April 1836