Kirken og dens Mænd

Siden Søren Kierkegaard i Halvtredserne rettede sit voldsomme og geniale Angreb paa den officielle Kristendom, har Kirken og dens Mænd været udsat for mange og hvasse Angreb. Men de har alle været ført udefra, af Mænd, som stod Kirken fjærnt, som ikke kendte den og som derfor ogsaa mere rettede deres Skyts mod selve Kristendommen end mod den statsautoriserede officielle Kirketjeneste. Hele den Krig, som særlig rejstes af Halvfjerdserne Mænd, var ført ude fra mod Kristendommen, i Modsætning til Kierkegaard, der angreb Kirken indefra – med Kristendommen selv som Vaaben.

Pontoppidans Angreb i Aftes var ført fra et tredje Hold. Hvor hans eget personlige Stade er, har han aldrig ladet Offentligheden tilflyde Meddelelse om, og det vedkommer heller ikke Offentligheden; men hans Interesse for Kirken og hans Kendskab til den og dens Mænd er utvivlsom. Han talte da ogsaa i Aftes som den, “der har været og endnu er en flittig Kirkegænger”, og alle hans Bøger bærer desuden Vidnesbyrd om, hvormeget dette Spørgsmaal har optaget hans Sind. – Han er jo ogsaa Præstesøn og ud af en ældgammel Præsteslægt, hvis Navne i Kirkefolkets Øre gennem flere Hundrede Aar har haft en god Klang. – Pontoppidan’erne var alle Dage Mænd, der bar Hovedet højt, og som kun kendte deres egen Vilje næst Guds.

Det er først og fremmest ud fra dette “nedarvede” Kendskab til Kirken og dens Mænd, at den berømte Forfatter talte i Aftes. Han har det i Blodet – baade det ene og det andet. Baade den intime Forstand paa, hvad der var og er Kirkens Væsen før og nu – højst forskelligt som det er – og ogsaa Slægtens Trang til at gaa op mod Vinden. Og den samme Stilling indtog han i Aftes. Helten ej med Tiden følger, mod ham brydes Tidens Bølger; over ham vel Sprøjtet slaar, men forsølver kun hans Haar!

Henrik Pontoppidan føler sig selv som Sandhedsvidne. Hele hans Liv har været en uafbrudt Kamp i Sandhedens Tjeneste; han har aldrig søgt sit eget – altid holder han sin egen Person tilbage, beskeden, som en trofast Soldat i Sandhedens Riddervagt.

Stærkest og med den tungeste Alvor faldt hans Ord, da han talte om de fjærne Grænseegne mellem denne Tilværelse og det gaadefulde Hinsides, hvor et Menneske lærer at tro – eller tvivle! Ingen, der hørte Pontoppidan i Aftes, kunde være i Tvivl om, at han havde rejst i disse øde og stille Egne, og han havde da det at meddele sine Landsmænd, at derude havde han ikke truffet mange af de Statskirkepræster, han hørte rundt i vore Kirker. – Han kom som en ensom Mand fra Vidderne og talte til os om den Kirke, der optraadte med den teologiske Autoritet, men som kendte altfor lidt til den Visdom, der blev vundet gennem Sjælekamp – eller fandtes hos jævne og enfoldige Mennesker, hvis Visdom ganske simpelt var “Summen af deres Livserfaring”. Han fandt Præsterne i Stedet for optaget af “Sager” og sociale Spørgsmaal; ja, selv Sjællands Biskop tumlede rundt i socialistiske Problemer, som en Flue i en Flaske!

– Her vil vi gerne gøre den Bemærkning til Pontoppidan, at 1100 Præster ikke alle kan være Profeter eller Aandshøvdinger, og det er da, mener vi, langt bedre, at de søger gennem praktisk Arbejde at virkeliggøre Kristendommens Retfærdighedstanker, end at mure sig inde, som i ældre Tid, ved teologiske Studier – eller som i Rationalismens Dage, hvor de mangen Gang var den verdslige Selskabeligheds Midtpunkt i Sognet.

Der var, forekom det os, her et Hul i Pontoppidans Tankegang. Han spændte her den “ideale Fordring”s Bue saa højt, at den bristede – men maaske hans Ord bedre vil kunne forstaas, naar man læser dem i Sammenhæng. Han talte desuden saa sagte, at ikke alt kunde opfattes, og vi vil derfor her opfordre ham til at offentliggøre Talen i et eller andet Tidsskrift.

Først da vil den helt komme til sin Ret, og da vil den i højere Grad blive det Stridens Tegn, den i saa høj Grad fortjener at blive. – Kirkens Mænd vil sikkert ikke tavse tage mod de hvasse Hug, der i Gaar blev dem tildelt.

– Pontoppidan er nu allerede en ældre Mand, og han taler derfor med Livserfaringens Vægt. Og Livet har ikke lært ham at blive stor paa det. Hele hans Fremtræden er yderst beskeden; naar han staar og taler, falder hans Ord jævne men klart, fast, myndigt og vittigt – fyldt med Lune og Vid og Alvor, som kun en Aandens Stormand kan tale. Over hans høje, klare Pande løfter Haaret sig som en Hjælm – Alderens Sne er begyndt at dale paa hans kraftige Hoved, hvor Haaret bøjer sig tilbage, som gik han stadig mod Blæsten. Og hans Blik er hvast og klogt under de buskede Bryn.

– Men faar Tilhøreren Lejlighed til at se ham i Øjnene, da mødes han af et Par gode og milde Øjne, der uendelig vemodigt-tungsindigt lyser ham i Møde.