Nyhedsbrev fra Pontoppidan Selskabet, begyndt på nettet 4.9.01. Afsluttet og udsendt til medlemmer 27.9.01

Efterårets program

Den planlagte ekskursion til Horns Herred har måttet udsættes til foråret, og besøget i Skjerbæksamlingen aflyses.

torsdag den 11. oktober kl. 19:

Originaludgave eller elektronisk? 

Bibliofilmøde omkring Poul Sandbergs Pontoppidan-samling der også rummer dedikationseksemplarer og Pontoppidan-breve. Mødet finder sted i Pressens Hus, Skindergade 7, 3. sal. Porten bliver lukket kl. 19.10. Datalogen Karsten Kynde vil demonstrere sine elektroniske udgaver af Det forjættede Land og Lykke-Per – alternativet til de sjældne bøger.

Medtag egne eksemplarer af Pontoppidan-udgaver der er interessante p.g.a. bind, omslag eller andre forhold. Især er de forskellige farver på de komponerede forlagsbind eller fremragende privatindbindinger af interesse, og de vil i aftenens løb kunne fotograferes til de kommende bibliofile sider på selskabets netsted.

Entré: 50 kr. Gratis for medlemmer af Pontoppidan Selskabet. Deltagerantallet er begrænset til 20. Tilmelding foregår eletronisk eller skriftligt til selskabets sekretær, Flemming Behrendt c/o P.E. Hansen, Vester Søgade 18, 1601 V.

torsdag den 6. december kl. 17:

Undervejs til Pontoppidan

Gå hjem-møde i Gyldendals frokoststue, Pilestræde 51, Opgang B, 3. sal (porten er åben til 17.45)

Lektor på Frederiksberg Gymnasium og medlem af Pontoppidan Selskabet, Johan Rosdahl, udgiver i vinter for Dansklærerforeningen et udvalg af Pontoppidan-tekster under titlen Undervejs til Pontoppidan. For selskabets medlemmer og andre interesserede vil han bl.a. tale om de overvejelser af pædagogisk art han har gjort sig i forbindelse med udvælgelsen af teksterne. Og om den erfaring – gennem sit 25årige undervisningsarbejde – at Pontoppidan er så slidstærk.

Entré: 35 kr. Gratis for medlemmer af Pontoppidan Selskabet.

Legatet er på 10.000 kr. og blev overrakt i Forfatterforeningen den 3. september. Her bringer vi sekretariatschef i Litteraturrådet, cand.mag. Marianne Kruckows motiveringstale og Inge Eriksens tak.
   Danmarks Radio bragte den 5. september en samtale med Inge Eriksen om hendes forhold til Pontoppidan. Det skete i programmet "Alfabet", og samtalen kan høres her på DRs Kulturportal.

Legatudvalget har besluttet, at det i år er dig, der skal modtage legatet fra Henrik Pontoppidans mindefond. Legatet har været uddelt siden 1944, hvor fondet blev oprettet med det formål at yde et legat "til en dansk Forfatter, der har ydet en betydende Indsats i dansk Litteratur, og hvis Kaar ikke staar i Forhold til hans Betydning".

At din indsats i dansk Litteratur er betydende, er vist ingen her i tvivl om, og at forfatteres kår – med kun enkelte undtagelser –  står i et helt urimeligt forhold til deres betydning, er en sag, der også står dit hjerte nær –. Så langt så godt. Men forbindelsen – eller forbindelserne – mellem Hr. Pontoppidan og Fru Eriksen, mellem to store romanforfattere i hver sit århundrede, i hvert deres årtusinde faktisk,  er straks sværere at definere, sådan helt klart  – i hvert fald.

Jeg har læst rundt i litteraturhistorier, og jeg har læst i jeres værker, hver for sig og i bunker her hen over sommeren. Jeg har ledt efter fællestræk eller temaer, og det velvidende at man tit finder netop det man leder efter, blot man leder længe nok. Det er noget med intertekstualitet tror jeg.

Men jeg har faktisk også fundet ud af, at koblingen mellem Fru Eriksen og Hr. Pontoppidan slet ikke er så tosset endda. Og det uanset at jagten efter fællestræk også byder på meget andet, der ikke passer i mønstrene. Men jo, I to har meget tilfælles – først og fremmest indignation og passion. Tager vi afsæt i legatets formål om forfatternes kår, så fortæller Henrik i en klumme fra Politiken den 4. december 1888:

- Det er som regel ikke nogen misundelsesværdig Lod at være Digter i Danmark. I dette lille land, hvor Spidsborgerligheden bestandig har siddet til Højbords og forvaltet det store Ord og det fede Flæsk, frister Poeten med sin Zigøjnernatur i Almindelighed en temmelig kummerlig Kæltring-Tilværelse paa Forsagelsernes graa Hede, og ofte er det først Alderdommen, der giver ham Fristed, og Dødens klamme Haand, der sætter ham Lavrbærkransen om den kolde Pande.

Naar al Ild er slukket, naar hans Krop hviler vel forvaret i graven, og hans Sjæl har forputtet sig i det Hinsidige, hvorfra ingen vender tilbage – da strømmer de salte Taarer, Røgelse brændes og Lovsange synges til den udødeliges Ære.–

Velvidende at der stadig – og gud ske lov – er megen ild i Fru Eriksen og hendes bøger, så er denne tone, denne indignation og næsten hvislen, noget af det I politisk har til fælles.

Fælles for Inge og Henrik er også at ingen af dem har villet indtage positionen som samfundskritiker med kendte meninger og positioner. Pontoppidan havde en kortvarig og heftig karriere hos Brdr. Brandes på henholdsvis Politiken og Børstidende, men blev aldrig for alvor en journalistisk forfatter. Fru Eriksen sagde også pænt nej tak til at overtage rollen som "Rigsrappenskralde" efter Elsa Gress, og ses kun fra tid til anden i dagspressen og da er det altid aktuelle begivenheder i Europa, der har tændt dig og bare kræver dine ord.

For Inge er livet som venstreintellektuel efter murens fald det der optager debat og klummeskriveri, for Henrik er det livet efter ægteskabets og den landlige idyls ramlen, der kan optage både Rusticus og dog mest Urbanus. Begge temaer, der også giver indslag i deres respektive fiktioner.

Litterært – og nu kommer jeg på glatis – for begge har I været mange steder i fiktionens riger – i science fiction, i realisme, i romantik og så videre – er I de store romaners kvinde og mand. Det er med Victoria vi lærte Inge Eriksen for alvor at kende, og det er med Per Sidenius vi ikke kan glemme Pontoppidan.

Med Inge Eriksens seneste trilogi: Sommerfuglens vinge er blandingen mellem europæisk politik og det som romaner i virkeligheden altid er gjort af: kærlighed og død, rørt sammen til en udsøgt nydelse, som jeg også tror er en af grundene til at legatudvalget ikke kunne komme uden om at give mindelegatet for romanforfatteren med trykket lagt i bestemt form ental til Inge Eriksen.

Nydelsen ved romanerne er i sproglegen, mere end i plottets forløsning af senmoderne frigørelses-kærligheds- drømmerier. Forløsning er der nemlig ikke tale om – tror jeg - vi har jo endnu en måneds tid endnu bind tre til gode – men livet inden for havelågen findes ikke i det 21. århundredes fiktion af Inge Eriksen. Altid er det i kontakt og dialog med begivenhederne i den politiske europæiske omverden – og dermed har vi nok også grunden til at fortællingerne er uden egentlig happy end.

Der er hos Eriksen en Anna til at løfte troen på eller ideen om revolutionen, mens Clara et øjeblik falder ud i kontemplation og fysisk kærlighed, men vi ved som læsere, at det kun er for et øjeblik og at kampen med historien nødvendigvis vil tage over på samme måde, som Lykke-Per Sidenius gives forelskelsen i kvinden, den store verden og  videnskaben, hvorefter Pontoppidan må  sende ham tilbage i småborgerlighedens jyske anger og religiøse frustration en tid.

Måske kunne Pontoppidans Jacobe og Eriksens Anna have sagt hinanden et eller andet om tiden – om det at være bundet af viljen og i historien. I hvert fald siger de os som læsere en masse om det at være kvinder med vilje, politisk trang og mod i en konkret samtid.

Der findes et slægtskab, nogle fællestræk eller pudsige sammenfald mellem Lykke-Pers persongalleri og nogle af Fru Eriksens figurers præferencer – hvilket ses tydeligt i bemærkningen som Per lader falde til Skolelærer Mikkelsen, da han er flygtet helt ud til – et fattigt, vejrpisket land, hvor Faarene selv ved Midsommertid har ondt ved at bjerge føden, – der hvor fru Eriksen i øvrigt bor og har boet længe. Per siger:

– … at hvad det for ethvert Menneske kom an paa, var at bringe sig i saa vidt mulig selvstændig og umiddelbar Forbindelse med Tingene i Stedet for at sanse dem gennem andres Organer (…) Et saadant, virkeligt levende Forhold til Livet var den nødvendige Forudsætning for at kunne høste frisk Erkendelsesglæde af enhver Oplevelse, den ringeste saavel som den største, ja selv af den smerteligste. Den, der ikke af Erfaring kendte den Lykke, som det var, naar en hidtil uoplukket Afkrog af Tankens eller Virkelighedens Verden oplodes for En, vidste overhovedet ikke hvad det var at leve.– (Lykke-Per, Gyldendal 1946 bd. 2, p. 292; [se Tranebogsudgaven p. 403]) 

Både den viden og den erkendelsesglæde har du, Inge. Det er det, der forbinder dig med Pontoppidan, med dine figurer og med den virkelighed og nutid, der ligger dit hjerte så nær – og jeg tror, at det er lige præcis derfor din indsats for dansk litteratur er så stor, at det er dig, der skal have legatet.

På egne og de øvrige læseres vegne vil jeg derfor ønske dig: Til lykke.

Marianne Kruckow

Inge Eriksen svarede under overskriften:

FRU ERIKSEN OG MCWORLD

Danmark siges at have været et vidunderligt, selvstændigt land, men viste sig i 1990'erne at være en tilskuernation, der ikke – som Tyskland og Frankrig f.ex. – behøver at tage konsekvenserne af politiske beslutninger så nøje: Vi lever sådan lidt for sjov, for vi kan jo alligevel ikke rigtig stille noget op. Med McWorld.

Med en postuleret fortid som målestok kan man risikofrit hengive sig til vederkvægende kulturpessimisme – noget ikke mindst højrepopulisterne scorer på i disse år. Mod det sætter jeg de europæiske kulturers robusthed eller en sammenhængskraft, der næsten har karakter af en anstændighedens undergrund, som medierne ikke beskæftiger sig med. Anstændighed er ikke særlig sexet, og hvis den endelig trækkes frem i lyset, fremstår den ofte som en forbuds- og påbudskultur.

På de overordnede præmisser vil jeg antyde nogen konsekvenser for romanen.

Med risiko for at blive anklaget for generationschauvinisme vil jeg fremsætte den hypotese, at vi i modsætning til Pontoppidan og hans tid befinder os hinsides begreber som kulturpessimisme og -optimisme. Alene det sidste par års forskning i og debat om nyere dansk historie underminerer vores vanebestemte brug af fortiden som målestok og muligt sammenligningsgrundlag – vi er i bestræbelsen på at forstå nutiden kastet tilbage på os selv, og da er det alene sindelag og temperament, der gør os til pessimister eller optimister.

Det har litteraturens folk forstået for længe, længe siden. Guds død, den lineære kausalitets opløsning og centralperspektivets forsvinden har plaget adskillige forfattergenerationer og gør det sådan set endnu, om end begrebsapparaterne har ændret sig i de sidste hundrede år.
   Når jeg læser senhalvfemsernes unge litteratur, får jeg en følelse af, at disse sammenbrud er størknet i dogmatik. Jeg finder ikke en existentiel smerte over sammenbruddet indbygget i texterne, snarere en mildt sagt altmodisch mistillid til sproget og et overbærende smil ved tanken om værdihierarkier.
   Alligevel aner jeg trangen til en form for litterær kilometersten, der kan udgøre den moderne litteraturs År Nul, hvorfra man så kan bedømme, forkaste, promovere og åh så diskret sætte normer. Psykologisk er længslen efter holdepunkter og målestokke forståelig, litterært er det tvivlsomt, for så vidt som sensitiviteten afstumpes med alt for faste kriterier.
   I al vores inderlige provinsialisme er vi blinde for, hvor stor mangfoldighed, der findes i dansk romanlitteratur.

Et par bemærkninger om mit eget arbejde de senere år.
   I sin anmeldelse af bind II af min trilogi Sommerfuglens Vinge bemærkede Erik Skyum Nielsen i 1999, at romanen var præget af Plotlosigkeit, og at forfatteren tilsyneladende led af modvilje mod at konkludere.
   Begge observationer er fuldstændig korrekte.
   Men i denne narrative elendighed er der dog spørgsmål. Hvad kan kaosteorier betyde for indsigten i menneskelige relationer? Hvad kan de nye teknologier betyde for generationernes indbyrdes forhold? Hvilken indflydelse har lyset i en egn for menneskers følelse af at høre til?
   Og der er temaer som værdiernes implosion efter Murens fald. De hjemløse røde. Flygtningene. Konformiteten som et af McWorlds mest slående kendetegn.
   I disse forhold og spørgsmål begrunder jeg Plotlosigkeit og manglen på konklusion: Det blir ved og ved og ved og ved. Min fortid flyder og jeg tør ikke artikulere en tidskarakteristik, der i sig rummer forudsigelsen – sådan som Pontoppidan gør i første halvdel af 1890'erne i sidste del af Det forjættede Land:
   Pastor Petersen taler om en "eksalteret tidsalder":
   "... hvor man kun anerkender yderlighederne – de eventyrlige udskejelser eller askesens selvtilintetgørelse – og i grunden har lige meget tilovers for bægge disse standpunkter og derfor også idelig slingrer frem og tilbage imellem dem ... fordi det er selve yderligheden i dem, man beundrer. Kunne de godtfolk endda blive enige om et fælles ideal, skulle jeg endelig finde mig deri. Men der er for tiden akkurat lige så mange "livssyn", som der er personer, der brænder efter at gøre sig bemærkede."

Forestil jer Pontoppidan på ecstacy – så går der McWorld i "realismen" med hollywoodsk retorik og metasprog.
   Sagt på en anden måde: Hvor er forskellen på Pontoppidan – og fru Eriksen for den sags skyld – og en standard-film fra Hollywood?
   I sprogarbejdet. Hvor ellers?
   Naturligvis er selve begrebet realisme en åben invitation til at måle fiktionen på virkeligheden. Men man kunne jo sige nej tak til invitationen og i stedet undersøge fiktionens troværdighed som fiktion, dens sprogarbejde, fortællerposition osv.
   At arbejde med sproget i mere end et kvart århundrede uden at se så meget som en bisætning om æstetikken i egne og andres romaner i den såkaldte realisme-kasse, tja, det kunne jo give én et dårligt forhold til kritikken. Sjovt nok har jeg det sådan set udmærket med dagbladskritikken, på dét punkt ligner jeg Dickens' Micawber: Altid håbefuld!
   Med Jens Smærups Pontoppidan-essay ved Pontoppidan Selskabets åbning i forsommeren aner jeg en åbning til mere og andet end den forkætrede Pontoppidan. Her findes en ny og forfriskende rummelighed, en vilje til at læse. Modsat dagbladskritikken. Dens job er at formidle, men den synes i bedømmelsen mere optaget af snævre, aldrig klart definerede værdikriterier end interesseret i de bøger, der faktisk skrives.

I McWorld-verdnen forekommer – som antydet i indledningen – centrale begreber at have mistet betydning. Selvom parallellen ikke kan drages, kan man alligevel spørge, om dét at vi er kastet tilbage på os selv som individualiteter ikke også kunne gælde for romanerne? I stedet for at kyle dem ned i et stadig mere illusorisk kassesystem, kunne de stå alene og blive bedømt hver for sig.
   Modernisme-traditionen har i Danmark været ualmindelig slidstærk – og vé den, der anfægter den! Ikke desto mindre foreslår jeg, at moderniteten – som er noget helt andet – stilles til diskussion. Som historikerne har undermineret vores nationale fortid, kunne litteraterne se på, hvor mange sprog der faktisk ligger i flux. Hvad man også kunne sætte til diskussion er, om de litterære manifester og teorier ikke overser, at deres værdikriterier hviler på enestående litteratur, at altså de litterære ideologier ikke afhænger af proklamationer og teoretisk logik men henter troværdigheden i texternes kunstneriske kvalitet.
  Lad mig illustrere det med en anekdote: I kølvandet på Fukyiamas bog om historiens afslutning kunne man høre, at Den store Fortælling nu var død. En veninde sagde spagfærdigt: Jamen, er der bare ikke mangel på Store Fortællere?

I en anmeldelse af Carlos Fuentes' nye roman, skrev Ilan Stavan i foråret i Times Literary Supplement:
   Must all of reality be inserted in a single book? Hasn't the lesson of the minimalists, that the trees are as important as the forest, sunk in yet?
   Jo, det er sivet ind. Problemet er bare, at minimalisterne i dag knap nok skriver om træerne. Og hvorfor – iøvrigt – skal de nu være målestok? Hvad er det for en romantisk tankegang, at jo færre træer, jo større sandhed? Blir en text på mere end hundrede sider utroværdig alene på grund af sidetallet? Er den forfatter, som tager ansvaret for sin text uden ironisk distance, simpelthen idiot?
   Nejnej, men som i politik – således også i litteratur: Vi behøver ikke at tage det så nøje, det hele er jo egentlig bare for sjov.

Så – med et lille glad, ironisk smil modtager jeg denne pris!

Inge Eriksen

På Bjørn Nørgaards gobeliner finder man ikke Henrik Pontoppidan blandt de mange indlagte portrætter. Men i Politikens "Danmarksudstilling" er han kommet med – lige over havregrøden – som det ses her fra avisens kulturforside den 2. september.

Søren Krarup om Pontoppidan

I dagbladet Politikens søndagsserie, "Danmarksudstilling", vælger den enkelte bidragyder blandt andet et maleri og et digt. Den 2. september skriver Søren Krarup til en gengivelse af Michael Anchers maleri: "En Barnedåb":

Den danske kirke skal hvermands hjemhus være, og den er i hvert fald mit. Hver gang jeg er kommet hjem fra det katolske Sydeuropa og har oplevet de tunge, lumre, røgelsesfyldte kirkerum, har jeg glædet mig ved den danske kirkes renhed, enkelhed og ægthed. Selv popularitetsjagende præsters pjat og pop kan ikke udslette dette grundpræg. Som så fornemt understreges i Michael Anchers billede af en barnedåb i Skagens Kirke. Med Henrik Pontoppidans ord: "Hvor langt den enkelte end kan have fjernet sig fra den brøstfældige lutherske kirke, den er nu dog en gang vor ånds vugge og rangle, der har lagt grunden i os til det, vi er blevet. Som modermælken fortsat har indflydelse på barnet længe efter, at det er vænnet fra, sådan også med hjemmets trosliv og alt, hvad der er sunget ind i os som små. Ad mange skjulte veje vedbliver det at indvirke også på de frafaldne med mindets magt og i alle livets store øjeblikke at stemme sindet i orgeltone." ('Drengeår').

Senere citerer Søren Krarup som sit digt:

HENRIK PONTOPPIDANS 'TILSTÅELSE' FRA 1931

Tilstaaelse. (I et Ekspl. af mine samlede 'Romaner og Fortællinger'.)

Hvad jeg fra Dreng har set og hørt,
og hvad jeg selv har levet
paa Alfarvej og vildsom Sti –
alt staar deet her nedskrevet.

Der er lidt mer end Spøg og Spot
i denne Billedrække
om Danskens Træge Folkesind,
som nødig la'r sig vække.

Der er et Angstens Raab fra en,
som under Middagsluren
et M e n e  M e n e  T h e k e l saa
i Lueskrift paa Muren.

Et Drømmesyn? Et Mareridt?
Naa – ingen lod sig skræmme.
Da Verden nys i Flammer stod,
vi leved op herhjemme.

Vi aad og drak med Velbehag
og priste fromt Gudfader,
som skaaned os for Ildebrand
i vore fyldte Lader.

Nok er jeg selv en sindig Fyr
med Trang til Fred i Sindet;
men denne onde Varselskrift
har brændt sig ind i Mindet.

Ved Dag og Nat som Lynilds-Glimt
den spøger mig i Hoedet.
Tilgiv det! Undergangens Angst
er gaaet mig i Blodet.

Søren Krarups kommentar lyder:

Henrik Pontoppidans digt blev bragt i Flensborg Avis i 1931 – en ikke tilfældig omstændighed efter den genforening, hvor sydslesvigerne blev ofret – og det er ikke i æstetisk forstand poetisk. Men det er en etisk advarsel til et dansk folk, der synes ham at glemme, at der er noget, som hedder en arv og et ansvar. Danmark kan gå under. Folket kan udslettes. Henrik Pontoppidan, hvem begivenhederne i 1864 altid var brændt ind i mindet, bar i sig den undergangens angst, som i sidste instans enhver dansker er pligtig at kende og besinde sig på. Er nogen tekst mere aktuel i dagens Danmark?