Karl Larsen

Forfatter (1860-1931). Den ældste kilde om kontakt mellem ham og Henrik Pontoppidan er dennes korte medlemsskab i 1895 af det københavnske læseselskab Athenæum1. Fastelavnssøndag (16/2) 1896 spadserer de to (sammen?) i Frederiksberg Allé, hvis man skal tro Johs. Jørgensens dagbog som den refereres i Mit Livs Legende2. 1900-15 var Karl Larsen redaktør af Juleroser, udgivet af Pontoppidans forlægger Ernst Bojesen, og modtog som sådan bidrag til ros og kritik fra Pontoppidan.

Karl Larsens omfattende forfatterskab ligger i sin art ret langt fra Pontoppidans, mens hans hengivenhed over for det kommer klart til udtryk i et brev 3.4.1907 i anledning af Pontoppidans 25 års forfatterjubilæum.

Et ejendommeligt sammentræf sker dog mellem Karl Larsen dobbeltroman Hvi ser Du Skæven – (1901-02) og Pontoppidans Borgmester Hoeck og Hustru i dens første version, "Livets Kilde" (1902).

Karl Larsen var 1902-08 formand for Dansk Forfatterforening og udfoldede her stor organisatorisk dygtighed. Han gik af efter en paladsrevolution opstået efter hans udgivelse i 1907 af Den episke Brand

Titulær professor i 1899.

 
[1] Athenæum: Athenæum blev oprettet i 1824 og ophørte 1901. Det havde lokale i Østergade hvor medlemmerne kunne finde de vigtigste dagblade og tidsskrifter samt et efter tidens forhold betydeligt bibliotek.

Citat fra skuespillet Kvinder Københavnsk Studie (1889):

FRU KRAFT.

Ja, og jeg forsikrer Dig for, Manna læser alle de fremmede Bøger, som vi bare kan overkomme. Kraft er bleven Medlem af Athenæum, for der havde de saadan en Mængde franske og engelske Romaner, vidste jeg fra Fru Andersen.

tilbage
[2] Mit Livs Legende: Bind IV, "Det usyrede Brød", 3. kap. tilbage