Da Henrik Pontoppidan sad model
"JEG undrer mig over, at De under udarbejdelsen af busten ikke i langt højere grad benytter Dem af tegning – især med tuschpen – hvor hver iagttaget streg bliver staaende. Jeg synes det maatte lette Dem betydeligt paa denne maade at gøre Dem rede for, hvordan Deres model burde se ud for at være skulpturel. For det er jo dét, det kommer an paa!"
Paa denne forbløffende og sjældent forstaaende maade saa Henrik Pontoppidan paa den opgave, der var stillet mig af Ny Carlsbergfondet, at skabe en broncebuste af digteren til det mindeværelse, som allerede i 1933 blev oprettet for ham i Centralbiblioteket i hans barndomsby Randers. Jeg tror det sjældent er faldet i en billedhuggers lod, at møde saa megen forstaaelse hos sin model.
Ganske vist havde Pontoppidan i begyndelsen, inden han havde affundet sig med tanken om at sidde model, gjort nogle flugtforsøg og ikke helt paa skrømt som det ellers ofte er tilfældet med portrætmodeller, der for første gang stilles ansigt til ansigt med begrebet "billedhuggeren". Hos Pontoppidan var det ikke "beskedenhed". Jeg tror, han virkelig syntes, det var ubehageligt at skulle modtage et nyt menneske i sit hjem og være nødt til i en længere periode dagligt at tilbringe timer i hans selskab. Men da beslutningen var taget, var Pontoppidan selv den første til at forstaa betydningen af, at der skabtes en kontakt mellem model og billedhugger. Han forstod, at kun den inderlige oplevelse af selve mennesket kan stemme billedhuggeren i den rigtige toneart, den der skal klinge gennem hans arbejde.
Hvor ofte stilles billedhuggeren ikke overfor det banale krav om lighed, hvormed der i reglen tænkes paa den fotografiske. Fotografiet er gengivelse ved mekaniske midler, kunstneren forsøger at skabe af sin oplevelse med de midler hans kunstart raader over; for billedhuggeren formen. Selv udtrykte Pontoppidan det paa denne maade:
"Det drejer sig jo om, at De laver et godt kunstværk fremfor en buste, der ligner mig med alle mine tilfældigheder. Hvis De 169 bestræber Dem paa at lave en god skulptur, kommer ligheden nok som tilgift. Forøvrigt, tror De Leonardo's Mona Lisa har lignet modellen rent realistisk? Men billedet siger, hvordan hun burde have været for at virke rigtig i malerisk henseende."
Han var dengang en aldrende mand paa 76. Legemlig svag efter et fald bevægede han sig med forsigtighed. Efter billeder, jeg kendte af ham fra de yngre aar, havde jeg ventet at sé en høj mand, ikke ulig Drachmann. I stedet for saa jeg nu en kun middelhøj mand, hyllet i en slaabrok, kuldskær som han var. Slaabrokken skjulte en fin, nok spinkel og slank, men skulderbred skikkelse, ualmindelig smuk i proportionerne, der ligesom gav skikkelsen vækst. Men indtrykket af hans person samledes i hovedets stærke, vejrende og fint nuancerede træk, med dets løftede holdning, den hvælvede pande. Over ansigtets højre del laa skyggen af et smertefuldt drag, reminiscensen efter 10 aars pinefulde nervelidelser, som han nu efter en operation var blevet befriet for. Hans udtryksfulde og ædle hoved førte tanken hen paa en buste af en græsk filosof eller en Homer. Vel manglede hans stærke blaa øjne ikke synets kraft, men en anden sans, hørelsens, var stærkt svækket, hvilket gav ham den gamle skjalds anspændt lyttende og indadvendte udtryk. Pontoppidan havde affundet sig med denne brist, som man jo synes at høreevnens svækkelse er, ja, han betragtede den snarest som et gode, alderen havde tildelt ham. Hans trang til omgang med mennesker var vist aldrig stor, og nu som gammel levede han meget isoleret i sit stille hjem i Ordrup. Den svigtende høreevne tillod ham nu at holde dagens tilfældige indtryk paa afstand. "Avisernes nyheder skal ikke spolere mit arbejde i morgen-timerne. Jeg ser kun "Børsen", der jo mest indeholder finansielt stof, der ikke interesserer mig synderligt, og saa læser jeg den først om aftenen."
For billedhuggeren, der skal skabe et portræt af et betydeligt menneske, er der ofte noget forstemmende i det faktum, at han i reglen stilles over for en person, der mere var end er. Dette var ikke tilfældet med Pontoppidan. Han var netop paa den tid, busten blev modelleret, begyndt at arbejde paa sine erindringer, der blev et saa stærkt og krystalklart udtryk for hans usvækkede aand. Det faldt mig derfor helt naturligt at skildre den Pontoppidan, jeg 170 lærte at kende i foraarsmaanederne 1933, uden skelen til de erindringer, vi alle har om den yngre digter. Selv følte han det ærligst at man glemte erindringsbilledets laante fjer. "Se blot bort fra de tynde haar paa min isse, som kun til nød er en malerisk virkning."
Naar Pontoppidan sad model om eftermiddagen fortalte han gerne om dét, der havde beskæftiget hans tanker i arbejdstimerne om morgenen.
Han kredsede ofte om de unge aar, om skolegangen i Randers Latinskole. Sjældent har jeg set ham saa glad og oplivet, som en dag hans gode ven Frederik Poulsen, den daværende direktør for Glyptoteket, der selv var randrussianer, om end af yngre aargang, var paa besøg. Randers og Randers skole var emnet for deres samtale. Gæst og vært overgik hinanden i underfundig fortællemaade og fin pointering, saa den tredie nærværende takkede sin skaber for høreevnens velsignelse.
Med udgangspunkt i randersaarene talte Pontoppidan ogsaa om slægten og slægtens betydning. "Man er intet af sig selv – slægten skylder man alt." Hans tale var meget stilfærdig, meget klar. Han søgte aldrig ordene og formede sine tanker knapt og sluttede ofte med en overraskende pointe. "Intet menneske kan foretage store spring! Derfor naaede L.A. Ring, den lille husmandssøn, der forstod at forædle og betydeliggøre det, der allerede var givet ham gennem slægten, det største, mens skrædersønnen … , (og saa nævnte han et navn1) der fornægtede sin afstamning, blev kunstlet og uægte." Og han fortsatte: "Grundvolden for kunstnerisk skaben er en gennem slægter opsparet kraft. Derfor ses det ofte, at det bedste opstaar i haandværkerslægter, der har ejet personligt snille, men ikke har ødet sin kraft."
Lige saa stor betydning som han tillagde slægten som kondensator for individets aandelige kraft, lige saa overbevist var han om, at denne kraft – naar det drejede sig om kunstnerisk evne – kun kom til sin rette udfoldelse indenfor den kulturkreds, man var opvokset i. Kosmopolitisme var et af de ord, Pontoppidan agtede ringe. "Jeg tror aldrig en kunstner kommer til at yde noget betydeligt udenfor den kultur, han er opvokset i. Det er kun de træer, der er saaet her i landet, der vokser sig store og stærke i den danske muld." Og han tilføjede: "Naturligvis er en kunstner i stand til at lære af det fremmede – som Ring af franskmændene, Kai Nielsen 171 af Michelangelo og Rodin, Skovgaard af de italienske prærafaeliter – men grundelementet maa forblive dansk, som hos disse kunstnere."
Det undrede mig ofte, hvor klart og rigtigt Pontoppidan saa paa bildende kunst. Han havde nok i sit liv mødt malere og følt sig knyttet til dem, L.A. Ring f. eks. og hans meget nære ven gennem et helt liv, den fine og kloge Johan Rohde, en mand med et klart og fordomsfrit syn. Det var ham, der tidligere end nogen dansk kunstner saa en van Gogh's genialitet og selv erhvervede hans malerier. Rohde kan naturligvis have skærpet Pontoppidans sans for de maleriske værdier. Men jeg tror, det var Pontoppidans egen usnobbede og uimponerede maade at sé paa kunsten og livet, hans kunstneriske og menneskelige redelighed, der lod hans øje gennemtrænge de skranker, der skiller de forskellige kunstarter, og forstaa, at alle stræber de mod det samme maal, blot med forskellige midler. Maaske fandt han sit eget væsen forankret et sted midt imellem Rohde's dagklare begavelse og hans anden malende ven, Poul Christiansen's tungere natur. Een egenskab havde i alt fald hans fulde foragt: virtuositeten. "Teknik og virtuositet er meget ofte kun to ord for det samme."
Indenfor samtidens franske litteratur foretrak han langt Proust for Gide. "Hos Gide2," sagde han, "kvæler teknikken det umiddelbart fængslende paa lignende maade som hos Krøyer og Tuxen. Deres modsætninger er Hans Smidth, L.A. Ring og Poul Christiansen."
Oftest holdt Henrik Pontoppidan enetale, mens jeg arbejdede, og mange af hans monologer har prentet sig i mit sind, klare og fyndige som de var. Men det kunde ogsaa hænde, at han sagde: "Nu er De blevet et slags vindu for mig ud mod tilværelsen, og det forpligter." En dag medbragte jeg en bog om den franske billedhugger Charles Despiau3, som foruden reproduktioner af hans skulpturer ogsaa indeholdt en række tegninger, mest modeltegninger efter nøgen kvindelig model, som med sin inspirerede førstehaandskarakter fortalte om en af Frankrigs betydeligste nulevende kunstnere, saadan som han er i sit værksted.
Hvor ofte forbavses ikke en kunstner over det, en tilskuer faar ud af hans arbejde, de motiver der tillægges ham, og som han ikke er sig bevidst. Egenskaber, naturlige for fransk psyke, maatte 172 blive en Pontoppidan fremmede, hvilket tydeligt fremgaar af denne udtalelse: "Det er dog mærkeligt med en kunstner som Despiau, men vel karakteristisk for franske kunstnere, at han er saa optaget af at skildre "Livets Port". Saa snart Despiau ikke er bundet af motivet, men "dessine pour s'amuser" som De siger, kredser han om denne "Livets Port", slet ikke paa nogen frivol eller pikant maade. Men kunde De tænke Dem Joakim Skovgaard4 med en lignende interesse!"
Hvordan arbejdede Pontoppidan selv?
Til sit arbejde vilde han være frisk. Derfor begyndte han i de tidlige morgentimer, naar han "havde sovet gaarsdagens uro bort" og arbejdede sjældent længere ved sin skrivepult end til frokost. Men digterens arbejde foregaar jo ikke blot ved et skrivebord. Ideerne undfanges f. eks. hyppigere paa en spadseretur. Herom sagde Pontoppidan en dag: "Husker De hvordan Goethe sammenligner en romans tilblivelse med at tænde op i en kakkelovn. Først sætter man fyrstikken til hist og her. Saa kommer der megen røg. En flamme viser sig, nu hér, nu dér, og pludselig slaar det hele sammen i eet baal. – Man modtager indtryk mange steder fra. De samles og bearbejdes i underbevidstheden til en helhedsidé, som saa med ét dukker op i overbevidstheden. Saa gælder det om i saa høj grad som muligt at nedskrive sine indtryk straks, mens de har umiddelbarhedens styrke, og saa lade det hele staa – urørt."
Den der har set et manuskript af J.P. Jacobsen med utal af overstregninger, rettelser og tilføjelser, hvor man oftest skal søge teksten i marginen, kan ikke tænke sig nogen større modsætning end manuskriptsider, jeg har set fra Pontoppidans haand, skrevet med hastig, men klar skrift, uden een rettelse.
Pontoppidan lagde megen vægt paa, at et kunstværk ikke mistede friskheden. Dette krav stillede han naturligvis først og fremmest til sig selv. "Friskheden i et kunstværk er i virkeligheden helheden af det første indtryk bevaret. Kort sagt, man maa smede mens jærnet er varmt. Er man først blevet kølig tilskuer til det man arbejder paa, er friskheden gaaet sig en tur." Lidt bidsk kunde han saa tilføje: "Den franske ræsonnerende metode lader mig kold."
173 Den, der ikke selv er opvokset paa latinsk grund, men dog er kommet fransk aand og kunst paa nært hold, har sikkert følt hvor uopnaaeligt det er for ham at tilegne sig den særlige psyke, der er den gode franske kunstner egen; den aandelige balance, der er lige langt fra føleri og fortænkthed, evnen til at leve i sit arbejde, være eet med det, og samtidig uden at svække intensiteten i oplevelsen, at "kunne gaa to skridt tilbage" og køligt betragte arbejdet. Pontoppidan havde, naar det drejede sig om fransk litteratur, mest øje for den side, der for ham syntes at udslette den umiddelbare friskhed, og derfor lod ham kold.
*
Pontoppidans menneskelighed stod maal med hans betydning som kunstner. Han var en sjælden redelig mand. Han var ikke blid overfor andre i sin dom, var langtfra blevet tam med aarene, som det jo ellers kan gaa selv de drabeligste stridsmænd. Kunde han være bidsk og sarkastisk, naar han talte om modstandere og anderledes tænkende, kunde han ogsaa forbavse ved at vise saadanne stor forstaaelse. Ofte fremhævede han Holger Drachmann som den virkelig store digter i hans egen tid, og han talte med harme om den miskendelse og modstand Drachmann havde mødt i kredse, han, Pontoppidan, selv havde staaet nær, og han følte sig overbevist om, at Drachmann vilde faa en renaissance.
Under et længere sygeleje havde en søster fra et nærliggende katolsk kloster plejet ham. Han var fuld af lovord om hende. Hun var i moden alder, velbegavet, men kendte mindre til verden end en ganske ung pige. "Det var et vidunder," sagde han, "at se hendes glæde over uendelig lidt, som sikkert var større end andre menneskers store glæde. Var det ikke rigtigt, at sætte en begrænsning for sit eget jeg, og saa opleve den rigdom, det var, at give og give!"
Ydre æresbevisninger tiltalte ikke Pontoppidan. Ved en lejlighed sagde han: "Med berømmelse forholder det sig som med ridderkors. Der er alt for mange idioter og kriminelle mellem begges indehavere til at man kan befinde sig godt i det selskab."
Selv afslog han at modtage ordner. Dog saa han baade med forstaaelse og smilende overbærenhed paa, at andre kunde have en anden opfattelse af Spørgsmaalet.
En videnskabsmand i hans familie5, som havde modtaget den 174 franske æreslegion, rejste sammen med franske kolleger til en videnskabelig kongres i Amerika. Ombord paa skibet følte han sig isoleret. De franske kolleger vilde ikke akceptere ham. Indtil en dag det blev opklaret, at ogsaa han havde æreslegionen, men blot ikke bar den til skue. Da den fejl var rettet, var han straks optaget i franskmændenes kreds og havde stort videnskabeligt udbytte af samtalerne med dem. "Selvfølgelig er det godt og rigtigt, at en saadan mand gør brug af sit Adgangskort," tilføjede Pontoppidan.
En sommerdag fik Pontoppidan besøg af den elskelige gamle maler Poul Christiansen, formummet til næsetippen i en tyk vinterfrakke, som kraven var slaaet op paa.
"Tag dog og læg den frakke, Poul." – – Næ, det vilde han da ikke. Det var alt for flovt.
"Jo vist skal du lægge frakken, Poul. Jeg har da set en mand i arbejdstøj før." – – Næ da, det var meget værre.
Og saa viste det sig, at Christiansen var i kjole og hvidt. Han havde været hos kongen for at sige tak for ridderkorset6, og nu syntes han da, det var saa tomt at gaa lige hjem. Men flovt det var det jo! – – –
*
"Nu er De dén, der kender den gamle Pontoppidan bedst," sagde han til afsked til mig, da busten var fuldendt. Maaske er det de ord, der har givet mig mod til at nedskrive disse linier.
Naar jeg tager min "Lykke Per" ned fra min reol og slaar op paa første side i den, læser jeg disse manende ord prentet med Pontoppidans tydelige og sirlige haandskrift:
"Den sande Kunstner har det bedst med sig selv og sit Arbejde, inden Pressen har lavet Sensation om det og Publikum gjort ham til sin Afgud. I en virakmættet Atmosfære, en Dunstkreds parfumeret af Røgelse og Tilbedelse, trives kun Helgener og Skuespillere."
