Fra Landet

Af Pigen Marthas Historie

UH_I Ikke langt østen for vor By ligger en stor og mærkelig Sø, der, ved Siden af sit almindelige borgerlige Navn "Balderød Sø", ogsaa nu og da af romantiske Gemytter, og især af Præsten, der gjør Vers, med en egen hemmelighedsfuld Stemmeklang benævnes "Nymfesøen" eller "Nymfernes Badekammer".

Naar man trods dens temmelig betydelige Udstrækning ikke kan se den, før man er den ganske nær, kommer det af, at den ligger lavt nede mellem høje Bakker og midt i store Skove, der til alle Sider omslutter den. Som virkelig skinsyge Elskere staar de tætte Træer og skjuler den omhyggeligt for ethvert Blik, mens man nærmer sig. Og mangen fremmed Vandringsmand, der ikke anede dens Tilværelse, har faaet som et elektrisk Stød igjennem sig, naar han ved Skovstiens pludselige Drejning paa Toppen af Kongebakken med ét har staaet Ansigt til Ansigt med den udstrakte, solbeskinnede Flade, der ligger der nede mellem de mørke, stille susende Skovmasser og ser op paa ham som et stort, hemmelighedsfuldt blinkende Øje.

Rolig for alle Vinde; dovent smilende, og ligesom sin egen nøgne Skjønhed vel bevidst, hviler den der nede i uforstyrret Salighed.

Skovkransen hænger ud over den med lange, tørstige Grene og sænker i dens Skjød sine dybe, grønlige Skygger.

Og som et stort, bævende Blade-Hav, – Bølge over Bølge af kuplede Bøgekroner, med Bælter af Birk, og Pletter af mørke kogende Graner – hæver Bakkerne sig stort og alvorsfuldt op fra dens Rand og lukker Verdenslarmen ude.

Der er noget for Sindet trykkende i at staa her ved denne Sø en silde Eftermiddagstime, naar Skyggerne længes, og stirre rundt. Ikke en Lyd, uden netop dette Løv-Havs evige Sus naar éns Øre. En enlig Fugl, der svinger sig ud over Vandet med en Sang, forstummer strax igjen, som blev den forskrækket ved at høre sin egen ensomme Stemme midt i Stilheden.

Man kan til sidst næppe faa Vejret i denne uhyre Grav, hvor kun de sejlende Skyer over ens Hoved bringer Bud fra den levende Verden, der er udenom. Hovedet bliver tungt, og som en fangen Ørn flakker Blikket søgende hid og did over de uendelige Skovbølger, der ruller op imod den blaa Himmel og stænger alle Udveje.

Kun paa et enkelt Sted – imod Øst – hvor Bakkerne i det hele er lavest, Skovene tyndest, brydes Ensformigheden af en mægtig Kløft, der ligesom med en vild Kraft er sprængt igjennem Ringen for at faa Luft. Dens høje, hvide Sider skimtes igjennem det grønne fra alle Punkter ved Søen. Men idet man træder den nær, vider Svælget sig ud; og imellem de stejle, oprevne Grusskrænter ligger det store, flade, lyse Kystland milevidt aabent for éns Øjne!

En pragtfuld, saftig-grøn Ager skyder sig her i Kløftens Bund ned imod Søen, der til Gjengjæld sender et bredt, vandrigt Aaløb ind igjennem Landet. Over en tjæret Pælebro, der lidt inde forbinder dettes sivbevoxede Bredder, kan man følge dets bugtede Løb, Mil efter Mil, midt i det frodige Landskab. Sølvklart og smilende snor det sig forbi smaa rødmalede Landsbyer og hvidmalede Kirker, gjennem rige Marker med lange, lige Rækker af sortbroget Kvæg, og store, fløjelsgrønne Smørenge, hvor Piger i lyse Hætter river Høet i Stak, – snart skjulende sig for Øjet i en lille mørkegrøn Lund, snart bredende sig som til Hvile i smaa blanke Søer, hvori Solen spejler sig som i et Stykke Rudeglas.

Men dèr hvor Engene, langt borte, tager til at mørkne, begynder de store, brune Moser. Og bag disse kommer saa atter smaabitte rødmalede Landsbyer og smaabitte hvidkalkede Kirker, indtil det alt forsvinder ud imod det allerfjærneste blaa, hvor et solbeskinnet Sejl eller en Røgstøtte forraader Havet.

Bag dette staar Solen op. Dens første vandrette Straaler, der i en gylden Vifte folder sig ud over det flade Land og tænder Brand i dets tusende Ruder, finder ogsaa sin Vej ind igjennem Kløften, for at vække det slumrende Liv langs Søens Rand, ruske med den friske Morgenbrise de søvndrukne Skove og løfte Fuglestemmerne fra deres Reder.

Nattens fine Taager, der som hvide Spøgelser har drevet deres Spil hen over Søens Flade, ruller sig sammen for deres brændende Blik, og flygter som i Angst ind under de dybeste Skrænter, hvor de langsomt smelter bort, alt som den stiger.

Men paa de aabne Pletter mellem Buskene her staar de smaa fine Skovblomster og fryser i det vaade Græs. Ved det første Stænk af Sol over Skrænten strækker de deres svage Stilke og aabner som en Favn de alt for tunge Kalke hen imod den gyldne Flod, der nærmer sig over Græsset.

Oven over deres Hoveder faar Edderkoppen travlt i sit dugbesprængte Spind. Fra Huller og Sprækker kommer Smaakrybet tittende, saa vævre og morgenfriske, med en Ilen og Løben, som vidste de alle, at Dagen kun er kort paa disse Steder, og Duggen snart tilbage.

Thi allerede hen paa Eftermiddagen nærmer Solen sig med stærke Skridt de vestlige Bakker, hvor disse hæver sig højest imod Himmelblaaet; og ikke saa snart er dens gule Skive sunken ned bag Kongeryggens mørke, takkede Naaletræsrand, før Skyggerne atter ilsomt lister sig frem fra Tykningerne og ned imod Vandet.

Inden man faar tænkt sig om, har de naaet dettes østlige Bred og kravler ivrigt op over Kronerne.

Og alt som de stiger og løfter Lyset fra Højene, sænker den dybeste Stilhed sig over Dalen. Endnu før de sidste solforgyldte Skovkupler er forsvundne, skumrer det nede i Krogene. Og under den hængende Skovkrans glider Mørket sagte frem, mens Søens store dagblinde Øje langsomt aabner sig i et stort og uudgrundeligt Blik.

Da begynder Musvaagerne deres natlige Flugt paa de bløde Vinger; Uglen svæver ud fra de mørkeste Stammer, lydløs som en Skygge. Alt viskes ud og toner bort. Skovene hylle sig ind i en blaalig, spøgelseagtig Dunst; og i Søens hvide Dampe træder Flaggermusene deres Hexedans, tumlende af Sted med den stive Hale stukket bag ud som et bitte lille Kosteskaft under de udspilede Skjørtevinger.

I deres blinde Fart bumser de snart imod en Skrænt, snart imod et Træ, – eller de kredser omkring Hovedet paa en ensom, ulykkelig Vandrer, der i Nattens Mørke har forvildet sig paa Skovstierne, og som med bankende Hjærte føler sig frem mellem Stammerne, – angst for det Øjeblik, da Maanens første Horn titter frem over Skovkammen.

Thi paa dette Tidspunkt – saa siges der – begynder et sælsomt Kogleri. Da høres, dybt inde fra Skoven, et ynkeligt Raab: Til Hjælp! – Til Hjælp! … Hastige Skridt og Lyden af knækkede Kviste stiger op fra Foden af den nærmeste Bakke, hvor Søen skærer sig ind med sin skjulteste Krog. En Baad skures ud1, – det høres tydeligt – og Aarenes Plask i Vandet, idet den ilsomt forsvinder.

Til andre Tider er det klingrende Jagthorn og Hundeglam i det fjærne. Og ude fra Søen har man hørt svage, klagende Jomfrustemmer, baaret ind paa Ryggen af smaabitte nyfødte Bølger, – Røster, saa siger man her, fra de gamle begravne Aarhundreder, da Stimænd og fredløse Folk holdt sig til i disse Skove og byggede sig Huler mellem Egene; da høje Herrer, med hvide Hattefjer og sorte Hingste, i pragtfulde Optog jagede Vildbassen mellem disse Stammer, og da de rødmalede Landsbyers smukke Døtre i mørke Nætter sneg sig ned gjennem Kløften til dette Vand, for i dets kølige Dyb for evigt at tvætte sig efter Herremændenes Kjærtegn.

Men naar ved Sankt-Hansdags Tider Fuldmaanen sejler over Søen og lægger sit Sølv over Skoven – da lér det saa besynderligt der inde under Træerne … En Gren bøjes til Side ud mod Vandet, et Hoved titter ud, og frem i Maanelyset skrider med forsigtige Trin en ung og dejlig Kvinde, – nøgen, saa siger Præsten, med en Sankt Hansorm i sit dunkle Haar.

Bag hende følger andre – otte, ti, tyve – alle nøgne som hun, og med Sankt Hansorme i Haaret. Under Latter og halvkvalte Skrig glider de ud i Sølvbadet. Rødmende kaster de sig paa de snehvide Arme og vælter sig i det flydende Metal, der skyller over deres straalende Bryster.

Maanen, den gamle Vellystning, der sidder der oppe som de kyskes Vogter, synes ligesom mistænksom at spidse Ørene lyttende efter fjærne Trin. Ivrig spejder den rundt i Skovene, som frygtede den skjulte Fjender nærme sig den henrivende Gruppe, som den kjærtegner med sine Straaler.

Flere og flere stiger op fra Søens Bund; – nogle med Siv i det lange blonde Haar, andre i lette Gevandter, vævede af Nattens silkefine Taager, – indtil ved første Hanegal det hele Syn forsvinder, og Maanen sidder ene tilbage, gusten og fortrædelig.
.........................................................................
 

Et af Søens mærkeligste Punkter er den saakaldte "Ekkokrog". Det er et langt, blæksort Vand, der tæt henne ved Kløften skærer sig ind i en halvt udgaaet Fyrreskov.

Over dets aabne (og smalleste) Ende fører ogsaa her en tjæret Pælebro den brede Kjørevej – Amtsvejen, der kommer inde fra Storskoven – over Vandet; og kun et kort Stykke herfra ligger Søens eneste menneskelige Vaaning.

Den ligger netop dèr, hvor Vejen drejer ind igjennem Kløften – halvt i Skyggen af nogle høje, ranke, men ganske skallede Træer, halvt kiggende frem gjennem selve dette Dalens store Vindue.

Op over Græstørvtaget gror en gammel forvreden Hyldebusk; og selv ser den lange brunmalede Længe saa forældet og affældig ud med sin krogede Egetræs Binding og sine – flaskegrønne Ruder.

Det er den gamle Færgekro.

Siden Broen for en Snes Aar siden blev bygget over Aaen, har den ganske mistet sin Betydning. Den gule Postkareth2, Bøndernes lavhjulede Vogne, ja selv Fragtmænd og Prangere ruller den raskt forbi, uden at ænse den, – højst med et medlidende Smil til de to støvede, gammeldags Karafler med Pommerants og Pebermynte, der endnu ses i Vinduet.

Dens sammenfaldne Dør staar lukket til højt op paa Dagen, og under det fremadludende Tagskjæg, hvorunder Svalerne huserer, smulrer Murene uforstyrret hen, som om den gamle Krøbling endelig havde forstaaet, at dens Tid var omme, og roligt ventede Døden, hensunken i sine Minder. Thi i gamle Dage kjendtes dens Navn over det halve Jylland. Ikke fandtes der vel den Gang fra Sallingland til Hamborg en vejførende Svend, værd at nævne, som ikke havde drukket sig en fuldgod Rus og kysset de fede Kjælderpiger i Balderød Færgekro. I farbart Skovføre kunde der i hine Tider samle sig lange Rækker af Vogne uden for dens Dør – hele Tog af Kjøretøjer, det ene bag det andet, indtil langt ind i Skoven, mens otte Mand uden Ophør satte over Aaen med store Pramme og Baade. – Svimlende høje Fragtlæs med Sejldugsbuer over og med Tjærebøtten hængende mellem Hjulene; Kræmmervogne og grevelige Karosser stod altid pakkede i den snævre Gaardsplads bag Længen; og inde i de mørke, lave Stuer var der overfyldt af Kjøresvende, Probenreutere3, Bønder og Herskabskuske, som bankede i Bordene og raabte paa Pigerne, der røde og forpustede bar ud og ind fra Køkkenet.

Mægtige Drifte af Slagtekvæg'1, der dreves sydpaa ned mod Slesvig, lejrede sig til Stadighed ved Aftenstid omkring dens Mure og lettede igjen ved første Daggry under de raa Driveres Stageprik4 og skingre Skraalen. Vældige Hestekobler – femten, tyve Stykker – helt oppe fra Randers og Viborgegnen, dundrede Dag og Nat forbi den over det halvraadne Kjørebræt, der den Gang førte over Ekkokrogen.

Men naar det ved Efteraarstide faldt ind med de store Markeder i Kjøbstæderne der omkring, foldede Stedet sig dog først ud i sin livligste Glans. Da kunde der samles omkring den en sand Lejr af Bønder og Vogne og Prangere og Kvæg – et saadant Virvar af brægende Faar, skrigende Børn, Invalider med Lirekasser, Skærslibere, ja selv Taskenspillere og tamme Bjørne, som paa den egentlige Markedsplads. Drukne Karle med Fraaden om Munden dansede omkring de stejlende Heste; pyntede Pigebørn drev af Sted i lange Rækker langs ad Søen, hvor Konerne sad i Græsset og gav deres Børn Die.

Og inde i selve Kroen, der – bogstaveligt – var stuvet fuld indtil Tagryggen, idet der med Halm og Brædder var lavet Lejer over Hanebjælkerne for at faa Plads, sad de tyske Studeprangere med deres fede, glinsende Nakker, og smaa jødiske Hestehandlere, fra Ungarn og Siebenbürgen, med Stemmer saa skarpe som Knivsblade.

Ofte, naar Hovederne var bleven hede hos disse Folk, der til Tider maatte vente halve Døgn, inden de blev sat over, og hvis Hjærne var ør af mange Dages Drik og Larm, kunde her blive farligt nok at færdes. Det mindste saarende Ord, et Albuestød eller blot lidt Fjas med en andens Pige kunde paa én Gang bryde Freden over hele Linjen i denne utæmmede Sværm, hvis Lidenskaber blot ligesom ventede paa en Lejlighed for at bryde løs. Da flygtede Fruentimmerne med skærende Skrig og skjulte sig under Vognene; tunge Slag faldt fra Jydernes jærnhamrede Næver, mens Raab og blodige Pander væltede ud fra Krodøren, hvor Stoleben og Tyskernes knortede Kjæppe svingedes i Luften.

… Men ogsaa andre Billeder, fra endnu fjærnere Tider, havde disse Mure set drage forbi. Endnu levede i Folk Sagnet om vilde Mordbrændere, der holdt sig til her; om en Mand med blegt Ansigt og blodige Hænder, der i Nat og Mørke havde banket paa Færgemandens Rude og paa sine Knæ bedt ham om Skjul. Og dersom disse gamle krogede Egebjælker havde kunnet tale, vilde de fortælle om skjønne Damer med skinnende Klæder, der red her forbi paa mælkehvide Hopper, fulgt af smækre Pager i gule Tricots, bærende Falke med røde Læderhætter paa deres opløftede Finger. Eller de vilde hviske om lystne Riddersmænd, der sneg sig herhid om Natten under mørke Kapper, for at bestjæle Skovens kyske Døtre. …

Men nu var, som sagt, alt dette forbi. Nu boede Ellen her med sin unge Datter: Martha.

I Sommertiden, naar Egnen oversvømmedes af Turister og andre rejsende, kunde endnu en og anden falde derind for at spørge om Vej eller bede om et Glas Mælk; til Tider holdt ogsaa Ekvipager ved Brønden, for at faa Vand til Hestene; – ja de gamle brunmalede Mure kunde endog ved Lejlighed udøve en vis Tiltrækning for en ung og glad Student, hvis Hjærte var kommet til at banke ved Synet af den lille fine Martha, der rødmende trak sig tilbage fra Vinduet, idet han hilsende drog forbi.

Men ellers gik Moder og Datter ganske ene omkring her i disse store, lave Stuer, hvis mørke, ormædte Egeloft og flaskegrønne Ruder lukkede dem inde for Verden i et bestandig gravkammeragtig Skumringslys, der ligesom tvang en Dæmper paa deres Mund og deres Fod.

I de lange Dage, hvori deres Dør næppe aabnedes, kunde Martha ogsaa timevis sidde ganske stille ved et af Vinduerne og lytte ud imod det evige Sus, der aldrig forlod hendes Øre. Her var intet at udrette, intet at røgte; end ikke saa meget som et Fjerkræ fandtes her.

Men med dette Tungsindets Evne til at beskjæftige Tankerne gled Timerne hende lydløse forbi. Uden et ondt Ord kom over hendes Læber, blev hun sytten Aar under sin Mors Øjne og voxede op – bleg og fin, som en af disse Skovblomster, der taalmodig staar under Skyggen og fryser i det vaade Græs.

Moderen undgik hun. De talte næppe sammen. Som to Skygger gled de hinanden forbi i de store, tomme Rum, sætte sig hver i sin Krog, spiste hver af sit Fad, og saa' kun nu og da over paa hinanden med et fremmed Blik.

Hun – "Kro-Ellen", som hun kaldtes – var et stort gulligfedt Fruentimmer med ravnsort Haar og Ringe i Ørene og paa Fingrene. Hun havde den Vane aldrig at rejse sig af Dynerne før højt op paa Dagen, og da saa' hun saa forstyrret ud af sine store, nøddebrune Øjne, at Martha gjærne forlod Stuen og gjorde sig Ærende ud i Skoven.

I flere Timer kunde Moderen pusle omkring der inde, kun halvt paaklædt, i en lappet Klokke, eller blot i sit lange grove Linned – smaasnakkende med sig selv, som hun havde for Skik, uden egentlig at tage sig noget til.

Men hver anden Stund søgte hun hen i et lille Skab, der hang i Krogen, og hvorfra hun, idet hun forsigtig saa' sig om, med sin klamme, let rystende Haand udtog noget, der øjensynlig trøstede hende; og naar Martha ved Middagstid vendte tilbage, stod hun fuldt paaklædt og uden Vaklen, med glat kæmmet Haar og glinsende Hage, og rørte Grøden inde i Gruen5.

… Om Aftenen kom "Klubben".

Dette var en halv Snes Mænd inde fra Balderød By – Arbejdsmænd, Skovhuggere og et Par hvidklædte Svende fra Cementfabriken paa den anden Side af Skoven, der regelmæssigt samledes her omkring det runde Bord og Brændevinskaraflerne i Storstuen, – raa, godmodige Fyre med Drukkenboltenes blaa Ansigtsfarve og stive Øjne.

De kom i deres snavsede Arbejdsklæder og havde hver sit bestemte Sæde. Naar de alle var kommen, begyndte Drikkelaget.

I dette lignede de ikke deres støjende Fædre. De sad tavse, for at bedøve sig, – med Armene paa Bordet og Glasset foran sig. De talte saa godt som ikke, lo aldrig, og det store tomme Rum blev næppe halvt oplyst af den døsige Hængelampe, der ganske sagte svingede over deres uredte Hoveder.

Alt som Drikningen skred frem, faldt snart et, snart et andet af disse ned paa Armene. Lidt efter hævedes de saa igjen, og Ellen, som altid sad hos, fyldte Glassene paa ny.

En kæmpemæssig Brændehugger, der kaldte sig Marthas Kjæreste, begyndte at kjærtegne hende med sin vældige Næve. Andre smaaskjændtes om Ellen, der efterhaanden var bleven vaklende paa sin Stol, hvor hun sad med stive Øjne.

Men naar ved det sidste Glas Drukkenskaben steg og Kjævlet blev almindeligt, gled Martha ubemærket ud af Stuen og satte sig med Forklædet for sit Ansigt paa Trappestenen og græd. –

**
*

Kjære Læser! Denne Egn og disse Omgivelser har været Skuepladsen for en Tragedie, i hvis Mysterier jeg næste Gang skal indvie Dem. Den er en af disse dagligdags, som enhver kjender, og som aldrig hører op, før vi alle bæres bort paa Dødens Flaggermusvinger.
 

UH_II

1ste Kapitel
af Pigen Marthas Historie

Der levede en Gang i gamle Dage – d.v.s. for en Snes Aar siden – en lille løjerlig Mandsling med rødt, kruset Haar og sorte Øjne, der under forskellige Navne, saa som "Bettefanden" eller "Bændeljøden", rendte Landet rundt fra By til By med en sort Trækasse i en Rem paa Ryggen og en lang hvid Stav i Haanden, – hilsende, uden at standse sin Fart, enhver, han kom forbi, med den samme gemytlige og saalydende Tilsigelse:

"Her er Jakob igjen, godt Folk! … Her er Bændler og Baand til bitte Kjesten, her er Snus til gamle Moster, her er Mandelklid; Sæbe og lugtendes Vande. Alt hvad Hjærtet begjærer faar I her af Briller, Broscher, Naale, Penne, Knive …"

Inden Ramsen var ført til Ende, var han allerede hen ad Vejen; og Bonden, for hvem Jakob var en gammel Kjending, standsede rolig sin Plov og saa smilende efter Puslingen, der pilte bort langs Grøftekanten paa sine tynde Fugleben.

Saa snart det rygtedes i en By, at Jakob Jøde var kommen, fór der – fortæller man – som en Feber i alt Kvindfolket. Skikkelige Koner, der til dagligdags røgtede deres Hus i al sømmelig Adstadighed, slap baade Grydeslev og Diebarn for at komme først ned til Kroen eller Skolen eller hvor der var nu var, han havde udkrammet sine Varer – ja, endog gamle Bedstemødre saa' man rokke ilsomt ned ad Gaden ved deres Stave, med den tomme Snustobaksdaase og en eller anden gammeldags Sølvgjenstand gjemt i den rystende Haand."

Hvor Soen er, holder Grisene til!" skreg han med sin lystige Ravnestemme, naar han saa' dem strømme ind, og slog sig med et Klask i de lange flade Hænder for at begynde Handelen.

Men der var ogsaa Folk, der holdt sig hjemme og lukkede deres Dør, saa længe Jøden var i Byen, og fornuftige Mødre holdt et aarvaagent Øje med deres voxne Døtre, indtil de vidste ham vel over Sogneskjellet. Thi Jakob – saa sagdes der listig – havde mer end en Kræmmersjæl i sig.

Naar han stod der midt imellem alt det meget Kvindfolk og lod sine Øjne løbe hen over deres bugnende Lemmer, eller naar han med et smægtende Udtryk skød sin spidse Skulder op til Øret foran et lille næppe voxent Pigebarn, der frygtsom nærmede sig med et gammelt Sølvspænde eller en Stump Guldgalon i Haanden, kunde man se det paa hans lange, smalle Læber og store, udvidelige Næsebor, at hans Hjærte var for mer end Søslinger6.

Saa besynderligt det end lyder, skulde den lille blege Mand endog ingenlunde være ufarlig for de unge Fruentimmer, han lod sine sorte Øjne falde paa. Ja, det Ord gik mellem Folk, at endnu havde ingen Pige, – som det var hans Alvor at vinde, i Længden kunnet modstaa hans bønfaldende Blik …

Dette være nu, som det vilde, saa hændte det allenfals mere end én Gang, naar han havde forladt en By og atter var paa sin Vej langs Grøftekanterne, at der paa et ensomt Kammer sad en ulykkelig Stakkel forvirret og skamfuld paa sin Sengekant, gribende sig i sin Fortvivlelse omkring Panden og i Barmen, uden at kunne forstaa sig selv eller hvad for Kogleri der havde omtumlet hende.

Hvert Aars Høst og Jul kom Jakob til Balderød Færgekro; og da han fra gammel Tid var kjendt med Kren Kromand, magede han det gjærne saa, at han tog sit Nattekvarter her.

Kromanden havde ogsaa en Datter. Hun hed Ellen, og var et stort, haandfast Fruentimmer med et Par hvasse, brune Øjne, med hvilke hun forstod at holde sig al den Slags Nærgaaenhed fra Livet, hvortil hendes svulmende Former her under visse Forhold kunde indbyde. – Jakob, der havde set hende voxe op, talte hende faderlig til; og hun, der trods sin Størrelse dog ikke var stort mere end et Barn, tillod ham villig at sætte sig hos hende.

Naar han en enkelt Gang – hvad der kunde hænde – spøgte med hende, skete det altid med stor Forsigtighed. Thi Ellen havde lært saa meget af Livet, at hun uden Afbrydelse var paa sin Post; og der var i hendes hurtige, sikre Blik, naar hun saa' paa en, noget vist koldt og fjendtligt, for hvilket selv hendes bedste Venner aldrig var rigtig tryg.

For Jakob var dette imidlertid kun en Beroligelse; og i sit stille Sind frydede han sig hver Gang over, hvor hun modnedes.

En Dag tog han, som i Tanker, hendes Haand og begyndte at lege med hendes Fingre. Hun saa' noget forundret paa ham, men hæftede sig dog ikke videre derved – ja smilte endog svagt, da han selv strax efter slap Haanden, ligesom med en Undskyldning i sit Blik for sin Tankeløshed.

Men da han Julen efter vendte tilbage, kom det Jakob for, at hun modtog ham venligere, end hun plejede; og da han tog hendes Haand til god Dag, syntes han bestemt, hun blev rød.

Imod Sædvane satte Jakob sig denne Aften hen imellem de drikkende Gjæster, der havde samlet sig omkring fire Spiddelys7 og en Kaffeknægt midt i Storstuen. Hele Selskabet dèr bestod i øvrigt kun i et Par af Omegnens Bønder og en Uldkræmmer fra Inderherredet, foruden Kroens egen Husstand; thi Skovvejene var ved et otte Dages Snevejr med Tø bleven saa godt som ufremkommelige, og siden en Vogn var bleven siddende midt i Æltet, havde ingen turdet vove Vejen.

Dette talte man om, samt om det store Snefald nordpaa og Vinden, der ikke vilde vende sig; og Jakob, som ellers ikke plejede at drikke Spiritus, klinkede baade med den ene og den anden, og havde den hele Aften næppe et Øje tilovers for Ovnkrogen med Spinderokkene, hvor Kvindfolkene var samlede.

Ellen var til sidst gaaet ud i Køkkenet, hvor hun gjorde sig det travlt med noget, som ingen kunde forstaa. Hun viste sig først sent paa Aftenen igjen med sin Strikkestrømpe, og da mente nogle, at hun var blegere end før.

Men da Kræmmeren endelig ud paa Natten med et "Tak for Skjænken" drak ud af sit Glas, og Bønderne lettede paa sig for at gaa, snappede Jakob – saadan som han undertiden havde for Skik – med en lystig Gebærde den gamle rustne Guitar, der som et Arveminde om en her paa Aaen forulykket Zigeuner hang over hans Hoved, kastede sig med denne i Skjødet og Fødderne over Kors, tilbage i Stolen, greb en kraftig Akkord og saa' sig smilende omkring, idet han viste sine hvide Tænder.

Strax hans Fingre berørte Strængene, blev der stille omkring ham. Kræmmeren og Bønderne gled atter sagte ned paa Bænken; Pigerne vaagnede op i Krogene; endog den gamle Kren Kromand, der efter Sædvane havde siddet og smaablundet for Bordenden, løftede sit solbrune, ildfulde Natmands-Hoved og lyttede op8, med Haanden bag sit lodne Øre.

Thi dette var Fest: Jacob vilde synge.

Selv havde han lukket Øjnene og lagt Hovedet tilbage, mens han prøvede Strængene. Sveden perlede paa hans Pande, han var bleg, men Smilet laa endnu over Ansigtet.

Saa slog han an og begyndte.

Men nu var der det, at Jakob ikke ejede Tone skabt i sin Krop. Og naar de ikke desto mindre alle sad grebne omkring ham, lutter Øren, saa var det, fordi hans mærkelige Ravnestemme, der var bøjelig som en Vidie, der kunde være skærende som en Klingeeg9 og saa sagte og hviskende, at den næsten blev borte i det evige Skovens Sus, der drog over Huset, gjennem en indre Ild fik en Trolddom og Klang, der virkede besnærende som Melodi.

Det var gamle Viser og Sange om elskovssyge Riddere, om Damer i Maaneskin, om Nøkken, der lokkede for Jomfruer, om Munke og Nonner, om Mord, Vold, Elskovsdrikke, Elskovskval, Elskovslyst. Den ene Vise gled over i den anden. Der var intet Ophold. Og hans Stemme rullede Billederne lyslevende op for deres Øjne. Snart lød den stille og enstonende som en Bøn under en Kirkehvælving, snart klagende som en Smerte, snart skrigende som en Storm gjennem Lyngen og knitrende som en Hedebrand. Saa var det som Hovslag paa en Vej, Klirren af Vaaben, tunge Porte, der sloges op og i, og Citherspil i høje Sale. Saa lød den atter ensom og fredelig som en Kirkeklokke over vide Enge, nynnende som en Vuggesang, eller vild som en Kæmpes Rus med Krusenes Slag i Bordene.

Han standsede ikke.

Nu smeltede hans Stemme hen i en Elskers Længsler nu lød der som Hulken mellem Løvet, som Kys i Maaneskin, som Suk og Elskovsvaande … og alt som han selv blev varm under Sangen, fór hans lange, blege Knokkelfingre ilsommere hen og frem over den døde Zigeuners rustne Instrument.

De fine Linjer i hans Ansigt sitrede som Strænge; Øjnene brændte stille som glødende Kul; og selv den gustne Hud paa hans Kind fik et Skjær af dyb og skjøn Rødme.

Kun nu og da fór, ligesom hændelsesvis, hans Blik hen over Ellen, der sad ubevægelig og stirrede paa ham. Hun mærkede det ikke selv, hvorledes han – som en Edderkop – spandt hende til sig med sit Spil og sine Øjnes Straaler. Men før hun helt vaagnede af sin Fortryllelse, var det for længst til Ende, Stuen tom, og hun befandt sig ene med Jakob, der kom listende ind gjennem Døren.

Kun et svagt Lys stod og brændte ved en Spinderok inde i Krogen; foran Ovnen laa en stor gul Hund med Snuden mellem Poterne … Jakob gik stille hen og satte sig paa hendes Skjød. – Hun lukkede Øjnene, og han kyssede hende.

**
*

Det skulde, mærkeligt nok, være Jakobs sidste Besøg i Balderød Færgekro. Allerede om Efteraaret rygtedes det nemlig herop, at han var funden liggende i en Mose paa Fyen, udplyndret og med flækket Hjærneskal.

Men paa samme Tid fødte Kromandens Datter i Hemmelighed en liden voxgul Trold med rødt Haar og sorte Øjne. Den gamle døende Fader kom netop tids nok ind i Kammeret for at skænke Barnet Livet sammen med sin Forbandelse; og Ugedagen efter blev det hjemmedøbt i et blaatavlet Vandfad, hvor det i Daaben fik Navnet Martha. –
 

UH_III

2det Kapitel
af Pigen Marthas Historie.

Saaledes10 fortælles Begivenhederne ved Marthas Tilblivelse af ældre Folk, der har set og kjendt Jakob Jøde. Nogle tilføjer endnu en Beretning om, hvorledes Ellen i sin Skam og Fortvivlelse kun med Magt afholdtes fra at kaste sig i Søen for i den at unddrage sig de spodske Smil og skadefro Blikke, som alle Vegne mødte den forhen saa knibske Jomfru. Men hele det mystiske Skjær, der er kastet saavel over Jakobs Person som over hans Foreteelser i Balderød Færgekro, maa staa for Fortællernes Regning; jeg gjengiver kun. – Blot saa meget er sikkert, at efter Faderens, den gamle Kren Natmands Død, sank Ellen hen i en Sløvhedsrus, en søvngængeragtig Døs, af hvilken hun egentlig aldrig mere vaagnede, og som hun nu, efter at Broen var bleven bygget, ogsaa uforstyrret kunde hengive sig til sammen med de Par andre Skyggegjæster, der endnu af gammel Vane samledes om Egebordet.

Men Martha voxede op og blev sin Fader lig.

Fjorten Aar gammel var hun allerede en komplet lille Jomfru, der tog sig frisk og forførerisk ud i rødt Seleliv og hvide Særkeærmer, og over hvis hele ranke, fintbyggede Skikkelse med den faste Fod og svaje Ryg de unge Herrers Blikke gjærne hvilede, idet de rullede forbi paa Vejen.

Naar man saa' hende staa i den aabne Dør med Karmkanten mellem Skulderbladene, den ene nøgne Fod løftet bag om, op i Haanden, og Øjnene op imod Himlen; – eller naar hun om Vinteraftenerne sad træt tilbageslængt paa sin Halmstol i Krogen, flettende sine spinkle Fingre om de løftede Knæ, og betragtende med et lille anstrængt Smil det tavse Drikkelags nikkende Hoveder inde i Hængelampens døsige, støvfulde Skjær, – da var det, som om man i disse fine, kloge Træk, i dette vaagne, spejdende Øje og hele lille nervespændte Legeme saa' Jakob i forklaret Skikkelse.

Den høje, smalle Næse og de store, sitrende Næsebor, der lod Skillevæggens lyserøde, halvt gjennemsigtige Brusk til Syne; de smalle, matte Læber, de store, klare Tænder; det lyse Bryn, der, hver Gang hun skulde se vist, rynkede sig let under Pandens hvide Flade – alt var Faderens – lige til den noget hæse Stemme og dette lille tungsindige Smil, med hvilket hun nu og da, som i Drømme, kunde afbryde sin egen Lystighed.

Men hendes Haar var af et lysere rødt og flød glat og blankt ned over hendes blaanende Tindinger og skjulte med to smukke Fletninger den dybe Nakkegrube. Øjet var mere stort, mere klart, mere dybt. Som en fuldtro Afspejling af selve Nymfernes drømmende Sø laa det dèr under Brynet i ubevidst hemmelighedsfuld Blinken eller Blunden og saa' frem mellem den mørke Krans af lange, sorte Øjefrynser, der sænkede deres Skygger i dets stille Vande.

Fra Moderen havde hun kun det roligere Blik og den høje, klare, blændende Hals. Og som med en instinktmæssig Følelse af denne deres ydre og indre Ulighed havde Martha lige siden Barn holdt sig fjærnt fra enhver Fortrolighed, og med en fremmeds hele Foragt set ned paa dette store, tunge, dvaske Dyr, der kaldte sig hendes Moder.

Overladt til sig selv, som hun saaledes var, havde hun derimod kastet hele sin Barnekjærlighed over paa "Klubben". Disse snurrige Fyre, mellem hvis snavsede Fødder hun havde trillet omkring som en lille kjælen Killing, og under hvis fortinnede Øjne hun var voxet op, var efterhaanden bleven hendes eneste og virkelige Venner.

I deres Selskab befandt hun sig egentlig først ret til pas11. Deres drøje Spøg, deres Eder, deres Bulder og Kjævleri, ja selv deres Fuldskab og drukne Lader gottede12 hende som et saftigt Krydderi ovenpaa den lange ferske Dags ensformige Ørkesløshed; og saa snart Solen gik bag Skoven, længtes hun blot efter det Øjeblik, da den første Træsko klaprede i Forstuen.

Om hun ogsaa – hvad oftere kunde hænde – maatte sidde og hoste den hele Aften i Dampen af deres skrækkelige Tobak og Osen af Finkel13 og Øl, kunde hun dog aldrig faa over sit Hjærte at svigte dem. Og selv om de – nu hun var bleven ældre – undertiden tog lidt for venligt omkring hende, naar hun som deres fælles Kjæledægge flyttede fra Skjød til Skjød, saa vidste hun jo, at det hørte sig saadan til imellem Mandfolk, og morede sig blot over det.

Kun mod Jesper, den store Brændehugger, der absolut vilde kaldes hendes Kjæreste, holdt hun i den sidste Tid af at spille den knibske. Naar han med sin vældige Næve gramsede efter hendes Hals eller trak i hendes Haarfletninger, kunde hun rynke sine Bryn og stampe med Foden som en Prinsesse. Og Jesper, der i det hele var en noget underlig Fyr, paa hvem man ikke let blev klog, trak sig tilbage som en Hund og lagde atter Hagen ned paa Bordpladen med dette sit mærkelige, djævelsk-godmodige Blandingsgrin.

Men naar han ud paa Aftenen var bleven drukken, greb han hende pludselig, uden at agte hverken paa det ene eller det andet, og krystede hende under de andres Jubel, som om han vilde knuse Benene inden i hende.

Under disse Forhold og mellem disse Mennesker voksede Martha altsaa op, og var lykkelig.

Undertiden kunde det dog hænde, at noget som et Savn, en ubestemt Længsel strømmede hende igjennem Sjælen og for en Stund gjorde hende vemodig eller tung i Sind. Ja, det kunde [ske,]14 at hun pludselig, uden hun kunde forklare sig Grunden, faldt i en stærk Graad og følte sig ganske fortvivlet.

Men i Almindelighed var disse Anfald ikke af lang Varighed. De første Træskotrin i Forstuen vejrede dem gjærne hen. Og endnu fortælles omstændelig, hvorlunde hele Klubben med Kresten Saltebrød i Spidsen paa Marthas Konfirmationsdag mødte op i Kirken for i et højtideligt Optog med Cylinderhattene under Armen at følge deres "egen Tøs" op mod Koret.

Saa hændte det en Dag – hun var den Gang femten Aar – da hun i Middagstiden stod nede ved Aabredden for at vaske sine Fødder, at en Baad med to Personer kom roende op imod Broen.

For ikke at blive set, dukkede hun sig i en Fart ned mellem Sivene og iagttog derfra nysgjærrig det mærkelige Par, der langsomt nærmede sig.

Den ene var en ung Dame i lys Sommerdragt med en højrød Parasol, der skinnede som en Valmue i Bagstavnen af Baaden. Hun havde lagt Kinden ned i sin Haand og saa' med et tankefuldt Blik ud over Landskabet. Herren, som sad lige over for hende ved Aarene, var en ung, blond Kæmpe, hvis mægtige Skuldre næsten tog sig ængstelig ud i den lille skrøbelige Jolle. Han vendte Ryggen til Martha, saa hun kun kunne se den solbrune Hals og de lyse, smaakrusede Nakkehaar under Straahatten, samt det øverste af et stort, lyst Skæg, der bølgede ham ned over Brystet. Men det var dog tydeligt, at hans Øjne ufravendt hvilede paa den unge tankefulde Dame; og Blikket, hvormed han betragtede hende, blev ligesom aabenbaret gjennem den sagte, næsten kjærtegnende Maade, hvorpaa han bevægede Aarene i Vandet.

Martha sluttede strax, at det var to forlovede.

Saa lydløst som overhovedet muligt bøjede han Baaden ind mod Land og lagde til imellem Sivene, ganske tæt ved Martha.

Men i det samme vaagnede dog Damen af sine Drømmerier; og idet hun forundret saa' sig til Siderne, fløj en let Rødme over hendes Kinder. Hun smilte. Og først i dette Smil saa' Martha, hvor smuk hun var.

Tys! – Herren rejste sig. Hans Øjne hvilede bestandig paa hende. Hun modtog, endnu siddende, den Haand, han paa ridderlig Vis rakte frem imod hende; og da hun stod ved hans Side, gav hun ham begge sine, og saa' fortroligt op paa ham.

Men der maa have været noget i hans Blik, der bønligt har bedt om mere. Thi efter forsigtig at have set sig om, lagde hun sig stille ind til hans Bryst og rakte ham rødmende sin Mund. Han lagde ærbødig sin Arm om hendes Liv og kyssede hende med Spidsen af sine Læber.

Bag sit Skjul var Martha nær bristet i Latter over dette højtidelige Kjærtegn. Men da hun i det samme fangede det Blik, hvormed de to under Omfavnelsen ligesom sænkede sig hinanden – hans hæftigt brændende, hendes fugtige og bløde – samt saa' den stærke Blussen, der midt under Kysset skjød sig op i begges Kinder, blev hun paa én Gang selv ganske undselig og saa' sig tilbage, som angst for, at nogen skulle have beluret dem.

Men bankende Hjærte dukkede hun sig dybere ned i sit Skjul og iagttog dem begjærligt, imens de steg i Land. Og først idet de, Arm i Arm, var forsvundne ind i Skoven, rejste hun sig langsomt og med glødende Kinder op af Sivene.

Men da hun i det samme hørte Lyden af Mandstrin paa Broen, snappede hun hurtig sine Strømper og løb hjem. Her lukkede hun sig strax inde i sit eget Værelse; og uden at vide, hvordan Timerne fløj bort, stod hun hele Eftermiddagen ved det lille grønne Vindue, der vendte ud imod Søen, og saa' hen over den – med bankende Tindinger og store, skinnende Øjne.

Hun forstod, at det, hun havde været Vidne til mellem disse to; det, der havde tændt hin forunderlige Ild i deres Blik og bragt deres Læber til at skjælve, det maatte være denne Menneskenes overjordiske Lykke, denne Livets egen hellige Ild og og saligste Lyst: Elskov.

Hvor forunderligt! Vist de tusende Gange, ja mer, havde hun set og læst dette Ord i de smaa røde Romanhæfter uden at fatte, hvor meget der laa deri, ja egentlig uden at tænke derover. Nu syntes hun, blot hun holdt sine Fingre over Ansigtet og lukkede Øjnene, at kunne føle, hvad det var.

Nu faldt det med ét som et bævende Lys over hendes Vej. Med en højtidelig Gysen forstod hun først nu, hvor de hørte hjemme – disse svævende Længsler og ubestemte Savn, som forhen kunde gjøre hendes Hjærte tungt og bedrøvet.

Elskov! – Elskov! … Der groede ligesom nyt Liv frem i hende, blot hun hørte Ordet klinge for sine Ører. – Verden blev paa en Gang helt ny og forandret, som hun stod dèr ved Vinduet og saa' ud over den. Der blev som højere til Himlen rundt om hende; Søen blev mere klar, Skoven mere grøn, og Blomsterne foran Muren sendte op imod hende deres berusende Virak, som fik hende til at græde.

Hun fortumledes helt. – Dette ene skjælvende Blik af to elskende; denne pludselige Aabenbaring fra en ny, oversanselig Lykkeverden, havde i et eneste Nu slaaet selve Fløjporten op for de gyldne, ukjendte Lande, for dette Menneskenes straalende Fata Morgana, som hun netop havde anet i sine Drømme.

Og med dette en vaagnende Lidenskabs første, mægtige Begjær sænkede hun sig nu fra denne Dag med hele sin Sjæl i en eneste stor og brændende Længsel ud imod disse skinnende Lande, der vinkede til hende fra det fjærne. Med denne det gryende Tungsinds glødende Fantasi tryllede hun nu frem for sit Blik i rige Farver et Elskovens Paradis, en Kjærlighedens Have, i hvis skyggefulde, sødt duftende Gange hun fordybede sig med sine Tanker.

Hun levede fra nu af kun i en Verden af Kjærlighed og Kjærtegn, og kunde ikke blive træt.

Gik hun inde i Skovene, hvor Træerne var tættest, og søgte hun dèr de mørkeste Stier, der tabte sig i Tykningerne – strax skabte det ophidsede Blod hende Billedet af en ridderlig Svend, der fulgte hende ved Siden. Et Blad, der strejfede hendes Kind, blev et Kys, som fik hende til at skjælve. En Gren, der hagede sig fast i hendes Skjørt, var frække Hænder, der vilde gribe hende. – Og naar hun sad der hjemme paa Flisestenen foran Døren og saa' ind i Solnedgangsskyernes glødende Guld, der byggede sig op med Buer og Taarne og vidtstrakte Lunde over Kongeryggens sorte, takkede Naaletræsrand, saa befolkede hun i sine Tanker disse Lunde og Taarne med silkeklædte Riddersmænd, der rakte smukke Damer deres ringbesatte Haand og ærbødigt kyssede dem med Spidsen af deres Læber.

Men naar det sidste Skjær døde hen over Himlen, og Søen aabnede sit hemmelighedsfulde Øje, da kom hun uvilkaarligt til at gyse sødt. Og om Natten drømte hun om et stort blondt Skjæg, der trykkede sig blødt mod hendes Mund.
 

UH_IV Ærede Læsere, der har fulgt denne min sandfærdige Beretning om Pigen Marthas Liv og Levned gjennem dens indledende Kapitler, ville maaske forundret have spurgt sig selv, hvor vel den Tragedie bliver af, jeg i Begyndelsen stillede i Udsigt. Men jeg beder Dem, ikke at være utaalmodige. Paa gammel Vis pynter jeg mit Offerlam, før jeg slagter det. Og jeg beder Dem tilgive denne snakkevorne Vidtløftighed hos en gammel Jægersmand, der var Marthas Ven, ja halvt fortrolige, og hvis Hjærte endnu krymper sig ved Tanken om denne lille Skovens Due, han med saa meget Haab havde set fjedres.

Gjærne havde jeg endog endnu en Stund dvælet i Mindet om hendes første glade Ungdomstid, inden Tungsindets mørke Bølger slog sammen over hendes Hoved, – og søgt med Ord at fæste paa Papiret det fagre Drømmeliv, hvis Gjenskin jeg saa' skjælve i hendes Smil og kogle frem fra Dybet af hendes Øjnes mørke Vande.

Meget kunde der vel ogsaa være at antegne om den Tid der fulgte paa, – da hun vaagnede og blev seende; om Sorgen i hendes Sjæl, naar hun fra de gyldne Syner og salige Vandringer i Kjærlighedens duftende Haver atter sænkede sit Blik mod Jorden og saa' sig om i den kvalme, mørke Stue, i hvis Finkelstank og Støv hendes Dage skulde henrinde; – om Kvalen, der sled i hendes Hjærte, naar hun fra sine lykkelige Drømme om ømme Kjærtegn, om kjærlige Ord og bløde Haandtryk vaagnede op mellem raa Næver, der vilde gribe hende, mellem drukken Tale og svinske Eder, der fik hende til at rødme af Skam, mellem Slagsmaal, Stank, Skraal, Banden og Moderens stive, stirrende Øjne.

Meget – meget var at fortælle om det Øjeblik, da den stakkels fattige Pige til fulde forstod, at Livets højeste Fryd – den var ikke for hende; at det straalende Lykkeland, hun i saa rige Farver havde tryllet frem for sit Blik – dets Porte skulde hun altid finde lukkede for sig, og dets Lykke skulde hun aldrig lære at kjende.

Men jeg tør ikke opholde mine Læsere længere, før jeg skrider til den enkle, tragiske Begivenhed, det har været min egentlige Hensigt at fremdrage for Dem; – før jeg lader Livet rette sit sidste, afgjørende Slag mod den Sjæl, hvis Slagtning jeg har været saa fri at bede Dem bivaane.

Dog – inden jeg løfter Kniven imod dig, min Veninde, vil jeg i Erindringen tilbagekalde mig dit Billede, saaledes som jeg saa' dig den sidste Gang, inden Ulykken førte dig bort fra mine Øjne. – Det var i Aftenskumringen; du sad paa din vante Plads uden for den aabne Dør og mærkede det ikke, at jeg15 nærmede mig over Gruset … Hvor var din Kind bleg – dit Blik sygt og sky! Du løftede det næppe fra Sømmen i det grønne Skjørt, der hvilte i dit Skjød; og naar du, nu og da, tog til Saxen, som laa paa Bænken ved din Side, var det saa tungt, saa træt, som mægtede du næppe at klippe Traaden over. – Og da du tog til Vejret, fortalte du med dit Suk, at du havde opgivet alt, glemt alt, og at du stille, uden Klage havde givet dig hen i din mørke Skæbne.

Du gav mig, som vanlig, din Haand, da jeg kom; – søgte endog at smile med dit gamle gode Smil; men det lykkedes dig ikke. Og da jeg saa' dig ind i Øjnene, vendte du Hovedet bort, for du havde grædt.

Vilde du skjule for din gamle Ven, hvad der trykkede dit lille Hjærte? Vidste du ikke, jeg havde læst ind i dine Tanker, eller troede du ikke, jeg havde set dig skælve, naar den store Brændehugger nærmede sig dig for at lægge sin frække Næve om din Hals? …

Tung i Sinde satte jeg mig under Vinduet, og tænkte sukkende tilbage paa den Tid, da du sprang mig i Møde som et ungt Kid, blot du hørte mine Skridt over Broen; da du huslig tog min Bøsse og hængte den paa dens Knag, strax jeg var over Tærskelen, – hentede mit Krus, satte dig hos mig paa mit Knæ og tørrede Sveden af min gamle, knudrede Pande16. – Jeg erindrede de mange lystige Timer, vi havde sladret bort sammen i Fortrolighed; dine skjælmske Smil, naar du nappede mig i mit Skjæg; din muntre Latter, naar du fyldte mine Næsebor fra Snustobaksdaasen. Jeg mindedes din rørende Rædsel for min blodige Kniv og mine stinkende Rævebælge; og jeg saa' den dybe Rødme paa din Kind, den Gang du i Skumringen hviskede i mit Øre, hvad du hin ulykkelige Sommerdag havde været Vidne til mellem Sivene.

… Nu ligger du nede i din friske Grav, i det sorte Gjemme, hvor du skal smulre hen til det intet, du længtes efter. Vandet siver ned over dig gjennem Kistelaaget; dine smukke Øjne stirrer brustne frem i Mørket, og Orme mætter sig i din Bug. Ingen græder ved din blomsterløse Tue. Snart vil dit Minde være glemt, dit Navn slettet ud – vejret hen som den Urt, der nu visner paa dit Bryst. Jeg plukkede den nede paa det Sted mellem Sivene, du ved. Lad den være dig en Hilsen fra en, der ikke fordømmer din Brøde.

Men det er sandt – det var om denne, jeg skulde berette. –
 

3dje Kapitel
af Pigen Marthas Historie.

Det var St. Hansdags Eftermiddag. Martha stod foran et lille Spejl, der hang paa Vinduesposten i Storstuen, og flettede sit lange Haar. Hun stod i rød Klokke og Særk. Hendes Hals var blottet; og dersom hendes salig Fader havde kunnet se hende i dette Øjeblik, vilde han sikkert have frydet sig over, hvorledes hun, trods alt, dog modnedes.

Det var lyst i Vejret. Solen skinnede langt ind over Gulvet; og for ikke at blive set, trak Martha sig tilbage, hver Gang hun hørte Trin eller Vognrummel over Broen.

Men paa denne Maade blev hun ofte forstyrret. Thi det var saa, at der denne Dag holdtes stort Kildemarked inde i en Dal mellem Bakkerne bag Storskoven, og Vogn for Vogn af pyntet Folk kom rullende forbi fra alle Byerne paa Kystlandet. Naar Vinden bar til, hørtes ogsaa nu og da Toner af Musik der ovre fra.

Inde i Stuen ved Siden af, hvortil Døren stod paa Gab, rumsterede Kro-Ellen. Men med hende gik det aabenbart snart mod Fældenden17. Mange ventede, rent ud, det værste. Og skulde man regne efter den forvirrede Støj, der kom der inde fra, kunde det ogsaa lyde betænkeligt nok. Snart tabte hun en Kam, snart en hel Skuffe ned paa Gulvet; og hendes halvhøje Enetale afbrødes hvert Øjeblik af en anstrængt Hiven og Pusten, som var hun i Færd med at kvæles i sit eget Fedt.

Endelig kom hun frem i Døren.

Hun saa' uhyggelig ud. Hun havde pyntet sig. En gammel, nu alt for lille Hat med højrøde Uldgarns-Blomster og himmelblaa Baand, sad skævt paa hendes ravnesorte Haar. Det tynde, blommede Shawl havde hun trods al anvendt Umage netop faaet vendt med Vrangen ud; en stor Staalnaal var klemt ind under Hagen og lysegraa Tøjstøvler snørt om de uformelige Fødder.

Efter en rum Tid at have staaet i Døren og stirret hen paa Martha med et stift, tomt Blik, traadte hun til sidst, idet hun støttede sig med Haanden mod Karmen, et Skridt ind i Stuen. Her blev hun endda staaende en Stund og hev med Vejret18, indtil hun omsider fik fremlallet de Ord:

"Skal – skal du ogsaa til Fest?"

Ved at høre hendes Stemme, drejede Martha Hovedet over sin Skulder og betragtede hende med et halvt forbavset, halvt forarget Blik.

"Nej," sagde hun kort, og vendte sig igjen mod Spejlet.

Der blev stille lidt. Ellen traadte atter et Skridt frem, og fik Haanden hen paa en Stoleryg, men uden at tage Øjnene fra Vinduet.

Det var, som om der langsomt arbejdede sig en Tanke frem i denne syge Hjærne ved at se Datteren staa der saa usædvanlig ivrig i sin Fletning og med Rødme paa Kinderne. Hun lagde sin frie Haand op mod Tindingen, som for at erindre sig noget; og efterhaanden kom der ogsaa som et virkeligt Udtryk – af Frygt – i hendes Ansigt og et svagt Liv i Øjnene, mens hun holdt sig fastere om Stoleryggen.

"Kommer Jesper?" spurgte hun omsider; og i Stemmen var der en let Skjælven.

"Jesper! Du skulde nok se det, at han henter mig til Fest. Den Ulejlighed sparer han sig vist nok. – Desuden har han ikke ladet sig se i otte Dage. Han er nok ude paa Tur tænker jeg, og har vist nok med at klare sig selv. Jørgen havde truffet ham i Grøften i Forgaars; kanske ligger han dèr endnu."

Ellen satte sig nu tungt ned paa Stolen; hun var paa en Gang helt vaagen, og saa' ivrig frem.

"Det – det er ikke sandt," stammede hun. "Jørgen er en Løgnhals, jeg ved det bedst. Du skulde ikke tale saadan Ord om din Kjæreste, Martha! Han gjør mere af dig, end du tror. Se blot an, jeg faar Ret."

Martha vendte sig atter helt om og betragtede hende med stigende Forundring. Dette var det længste, hun i mange Aar havde hørt sin Moder tale.

"Ja saa. – Saa' du maaske ikke selv, hvordan han slog mig med Knytnæve midt i Ansigtet sidst, saa Blodet flød ned over Munden? Og har jeg set ham siden? Er det paa den Maade, han gjør af mig, saa er jeg det helst foruden."

"Du ved det godt, det er dig selv, der gjør ham ond Martha! Naar du blot vilde … "

"Snak! Vilde han blot holde sig fra mig, skulde jeg saa vist ingen Skade gjøre ham. Jeg har ikke tigget ham om at tage mig, og er han kjed af mig, kan han jo gaa."

Hun slyngede hæftig den færdige Fletning over Skuldren. Hun vilde ikke tale mere.

Men nu rejste Ellen sig langsomt, men med en usædvanlig Sikkerhed, af sin Stol og gik lige ind paa hende. Tanken for dette hendes Barn, den eneste menneskelige Følelse, hun endnu havde igjen, gav hende paa en Gang al hendes gamle Kraft tilbage. Hun greb hende fast om Haanden, saa den rystede, og saa' stift paa hende.

"Hvem var det, du mødte i Skoven forleden?"

Martha blegnede; hun vilde rive sin Haand til sig.

"Det angaar ingen. – Slip mig!"

Men Moderen holdt.

"Martha! Vogt dig! – vogt dig, siger jeg! – Du véd ikke, hvad du gjør. – Du gjør en Ulykke paa dig …"

"Slip min Haand!" raabte hun. "Slip min Haand! – Eller ved den levende Gud, jeg slaar dig midt i Ansigtet."

Forfærdet over den pludselige Lidenskab i Datterens Blik, tumlede Ellen tilbage; og idet Martha løb ud og slog Døren i efter sig, sank hun atter tungt ned paa en Stol og gispede.

Men i samme Øjeblik syntes ogsaa al Samling igjen at forlade hende. Ansigtets Muskler slappedes, Underlæben faldt ned som paa en Avtomat, og Blikket sløvedes. Og da hun efter en Stunds Forløb atter rejste sig og dinglede bort ad Vejen, var det, som om intet var hændt. Hun støttede sig majestætisk til sin Paraply og holdt det rene, sammenlagte Lommetørklæde krampagtig i Haanden foran den opsvulmede Mave.

Paa Martha havde denne Scene gjort en besynderlig Virkning. Den havde i alle Fald ikke forringet den eksalterede Stemning, hvori hun øjensynlig i den sidste Tid havde befundet sig. Hun klædte sig nu, efter Moderens Bortgang, hurtig paa, dvælede kun med særlig Forkjærlighed ved en højrød Rose, hun paa sær fantastisk Vis anbragte i sit Haar; prydede sit Øre med store tunge Gulddobber, sin Hals med et spraglet Silkeklæde, som hun tog frem af et hemmeligt Gjemme bag ved Kommoden, – lukkede derpaa omhyggelig Bagdøren i Køkkenet, et Vindue i Moderens Sovekammer, og satte sig endelig paa en Stol ved Bagvæggen og lagde Ansigtet i sine Hænder.

Saaledes sad hun længe, og rørte sig ikke. Kun hver Gang der hørtes Lyd af Fodtrin over en af Broerne, løftede hun hurtig Hovedet, – og sænkede det langsomt igjen, naar Trinene gik forbi og forsvandt ind i Skoven.

Hendes Kinder brændte som Luer, Brystet svulmede. – Til sidst kunde hun ikke finde Ro og begyndte at vandre op og ned ad Gulvet; men da hun i det samme hørte hans Trin i Forstuen, standsede hun brat; og da han tog om Klinken, holdt hun Hænderne op for Øjet i en let Svimmelhed.
 

UH_V

4de Kapitel
af Pigen Marthas Historie.

Endnu to Timer efter Moderens Bortgang sad Martha paa sin sædvanlige Plads paa Bænken henne under et af de Vinduer, der vendte ud imod Vejen og Søen, og gjennem hvis flaskegrønne Ruder det gulrøde Aftenlys strømmede ind over hendes Skuldre.

Hun syntes aldeles fortabt i sin Syssel. Hun flyttede sig ikke, saâ sig ikke om, men sømmede flittigt paa et blaatærnet Forklæde, der laa i hendes Skjød, og som med en Naal var fæstet til hendes ene, svagt løftede Knæ.

En jomfruelig Rødme blandede sig med Solnedgangsskjæret paa hendes Kind og Hals. Og hun løftede ikke Hagen op fra Brystet, der steg og sank bag hendes lyse Sommerkjole.

Thi paa Halmstolen foran hende, og saa nær, at de næsten berørte hinanden, sad en ung Mand af et forelsket Udvortes og betragtede hende ufravendt med et Par store blaa, sværmeriske Øjne.

I mindst fem Minutter havde de siddet saaledes over for hinanden uden at tale. Mere ubevægelig end en Marmorstatue slugte han enhver af hendes Bevægelser, og fulgte hvert Sting, som om hans egen Skæbne var fæstet til Traaden. Og med urolig Iver løb Marthas Fingre frem og tilbage over Sømmen trods den lette Taage, der skjælvede under hendes Øjne.

Lyden af hendes Naal og hendes trange Aandedræt var det eneste, der hørtes. Kun med lange Mellemrum kom endnu en Efternøler af en Markedsvogn buldrende forbi ude paa Vejen og fik hele Huset til at rumle; og da løftede den unge Mand et Øjeblik sit blonde Hoved langsomt op imod de klirrende Ruder, men sænkede det atter lige saa fraværende ned imod Haanden, endnu inden Lyden havde tabt sig i Skoven.

Han var meget ung; næppe stort over de tyve. Han var spinkel; sart som en Jomfru, fint bygget som en Fugl. Under Hagen fremtraadte et "Adamsæble" saa stort som en lille Kro19; og hele Kroppen syntes med sine skraat faldende Skuldre, der saa at sige gik i ét med den lange, opadstræbende Hals, ikke at have anden Bestemmelse end at munde ud i den store, kraftige Næse, der gav hele Personen Udtryk. Paa dennes skarpe Ryg red en blank Næseklemmer, over hvis kraftigt slebne Glas de lyse Øjenbryn havde løftet sig.

Den Maade, hvorpaa han som Følge af Halmstolens lave Sæde maatte knække sine lange tynde Ben sammen som et Par Foldeknive for at skaffe dem Plads, gav ham – særlig under forhaandenværende Forhold – et lidt komisk Anstrøg, der ikke formindskedes ved det Tilfælde, at han, uden at mærke det, havde sat sig midt i sin egen Straahat. Men det Blik, hvormed han bag Glassene betragtede Martha – saa helt bevæget, saa fuldt af hemmelig Ømhed, saa ganske fortabt i Beskuelse, … den dulgte, frygtsomme Lidenskab, der bankede i hans Tindinger og farvede hans Kinder med en lyserød Pigerødme, gav den næsten barnlige Skikkelse en egen rørende Skjønhed. Nu og da lod han Fingrene glide gjennem sit fugtige Haar, ligesom for at mande sig op, – tørte sig over Panden og rømmede sig bag sin Haand, som for at gjøre en højtidelig Meddelelse.

En Gang kom han endog saa vidt, at han fik sagt nogle Ord; men trods alle Anstrængelser var hans Stemme saa bevæget, at han maatte standse. Og endnu var der ikke kommet andet Resultat ud af disse Forberedelser, end at han for hver Gang med des større Kraftesløshed sank tilbage til sine vemodige Sværmerier.

Det var aabenbart, at han havde noget ganske usædvanligt paa Hjærte: Skulde man regne efter de højtidelige Udtryk, der i visse Øjeblikke formørkede hans Ansigt, turde Meddelelsen næppe være af udelt glædelig Beskaffenhed.

Sagen var da ogsaa den, at han, efter nu i Dage og Nætter forgjæves at have kæmpet med den Fortryllelse, hvori Marthas modne Skjønhed havde hildet ham, endelig i Dag havde fattet en afgjørende Beslutning.

Ved at tvinge sig til med et Øjebliks Ro og Besindighed at gjøre sig deres Forhold klart, saaledes som det paa det sidste havde udviklet sig, kunde han ikke skjule for sig selv, hvortil det efter al Sandsynlighed inden ret lang Tid vilde føre; og denne Tanke gjorde ham svimmel. Nu, da han saa' sig Maalet saa nær, følte han paa én Gang Modet svigte sig.

Inde fra hans allerinderste begyndte hans hidtil uplettede Samvittighed at tale ham til med strænge, advarende Røster. Endog Bibelsprog blandede sig imellem dem. – Tanken paa hans Moder fik ham næsten til at græde. – Hans Forstand, hans Undseelse, og til sidst selve hans varme, oprigtige Kjærlighed blandede efterhaanden deres Stemmer med i det Kor, der fyldte hans Bryst.

Hans Beslutning var nu tagen. Han vilde rive sig løs, han vilde rejse. Han vilde kue denne sit Livs første fremstormende Lidenskab, der truede med at opsluge ham.

For at gjøre sig endnu uimodtageligere for al Vaklen, havde han allerede pakket sin Kuffert og bestilt Plads i Diligencen til den næste Dag. Til Gaardskarlen i Kroen havde han endog med stor Strænghed uddelt Ordre om at blive vækket saa betids, at ingen Forsinkelse var mulig. Og nu var han kommet her hen for kort at sige Martha dette, for at se hende endnu en Gang, og for endelig i det sidste Haandtryk at tilhviske hende sin Tak for de lykkelige Dage, hun havde skjænket ham.

Og med alt dette havde han dog endnu ikke kunnet faa Ordet over sine Læber.

Strax han havde sat sin Fod inden for Døren og faaet Øje paa hendes lille, yppige Skikkelse, var der sprunget ligesom en Prop op i hans Hals. For at faa Mod havde han øjeblikkelig forlangt to Glas Pebermynte og paa staaende Fod stukket det ene i sig. Men nu sad han her paa anden Time, og følte med Skræk, hvorledes alle hans gode Forsætter vaklede i hans Indre.

Men hvor var hun ikke ogsaa bedaarende, som hun dér sad, let bøjet over sine Hænder! – Solnedgangens milde Lys faldt bestandig rødere paa hendes hvide Nakke, gjennemildnende de smaa krusede Haar, der groede hende ned imod Halsens fine, flimrende Dun, dér hvor denne sænkede sig ned under Kjolestrimlen. Hen over hendes bløde Kind var der ligesom aandet en dyb Lykke. Naalen sitrede let mellem hendes fine Fingre. Og under Kjolens halvt gjennemsigtige Stof vuggede Barmen, som vilde den vinke ham til et Blund paa sine hvide Puder. Han kunde gjerne have grædt!

I sit stille Sind lovede han sig selv, at som hun sad for ham nu, saaledes vilde han bære hendes Billede med sig i sin Sjæl; saaledes vilde han gjemme det i en trofast Erindring, indtil Dødens Haand viskede det ud. Og da skulde det være hans Trøst og Løn, at han i sit sidste Blik kunde sé paa det uden Blussel.

Naar han snart atter sad mellem sine dumme Bøger, skulde Tanken om hende og deres korte, lykkelige Samliv være hans eneste Glæde. Hendes Minde skulde være ham helligt. Træk for Træk vilde han i mismodige Stunder tage hende frem for sit indre Øje for at frydes ved Erindringen om Skjæret over denne bløde Kind, Glansen over dette lyse Haar og Gløden fra disse underlig mørke Øjne, hvis hemmelighedsfulde Dyb strax ved deres første Møde havde vakt hans Attraa.

… Deres første Møde!

Han mindedes det, som laa det Aar tilbage; og dog var det kun fjorten Dage siden, han som en fri og ubekymret Vandringsmand med Taske paa Ryggen og under en lystig Opsang havde forskrækket Fuglene paa sin Marsch gjennem Skoven – uden Anelse om, at bag den lille Busk, han saa' foran sig ved Stien, laa den Kvinde skjult, der for første Gang skulde vække Dæmonerne i hans Bryst.

Han gøs endnu ved at erindre sig det Øjeblik, da han midt i disse store mørke Skoves tavse Ensomhed pludselig saa' et Par nøgne Fødder halvt skjult i Græsset, – derpaa en blaafalmet Kjole, svøbt om Benene, – et langt, gult Haar – og endelig et Par store, mørke Øjne, der under en skjælvende Arm saa' op paa ham med en frygtsom Bøn i sit Blik om ikke at gjøre hende Fortræd.

Hvor var Blodet ikke strømmet ham til Kinderne i det Øjeblik! Hvor havde Hjærtet ikke faaet travlt under sine Ribben! – Og dog anede han ikke den Gang, hvilke Kvaler og hvilken Lyst, hvilket Vanvid og hvilken Salighed dette Møde skulde faa i sit Følge, – hvor mange vaagne Nætter og hvor mange lidelsesfulde Timer der vilde gro frem af dette ene frygtsomme Øjekast. –
 

Martha fór sammen, da hun atter hørte hans Stemme.

Den lød nu stille og inderlig, – talte ligesom ud af selve Stilheden omkring dem, og smeltede sammen med den.

Den Klang af Hjælpeløshed og rørende Fortvivlelse, han trods alle Anstrængelser endnu ikke helt kunde beherske, svandt bort, efterhaanden som han kom paa Gled. Til sidst var han rolig, næsten højtidelig.

"Hvad tænkte De paa, Jomfru Martha?" havde han spurgt.

Og da hun kun svarede ved med Skyggen af sit lille, gaadefulde Smil at sænke Hovedet dybere ned over Hænderne, føjede han lidt efter til:

"Hvorfor er De saa tavs? … Hvorfor i det hele altid saa alvorlig?"

"Det er vel, fordi der ikke er saa meget at være glad over," svarede hun.

"Aa nej – sig dog ikke det! … Men det kan heller ikke være Deres oprigtige Mening. Saadanne Tanker maa man ikke have, naar man er sytten Aar – og allermindst da De."

Martha spurgte stille: "Hvorfor ikke jeg?"

"Fordi – fordi dertil er De alt for smuk, Martha."

"Det mener De jo slet ikke," sagde hun sagte efter en lille Pavse, men sænkede Øjelaagene halvt ned imod de blussende Kinder, ligesom i sød Svimmelhed, medens han vedblev:

"Mener jeg det ikke, Martha? … Ak, alt for meget! – alt for meget!" sukkede han, og rystede paa Hovedet med en Slags vemodig Munterhed… "Vidste jeg det ikke bedre, kunde jeg tro, De var en af disse rigtige Elverpiger fra Skovene – født en Maaneskinsnat af en Alf under et Skræppeblad – og at en eller anden venlig Fe havde skjænket Dem et Tryllepulver i Faddergave – en hemmelighedsfuld Hexesalve til at smøre Folks Øjne med, ikke sandt?"

Hun lo. Han strakte sig længere frem imod hende og sænkede Stemmen.

"Sig mig – havde De ikke Krukken med Dem den Dag, vi mødtes i Skoven, De véd? Det kom mig for, at jeg den Gang følte ligesom en usynlig Finger stryge hen over mine Øjelaag. Og fra samme Time har der siddet et Billede derinde – en ung Pige i blaa Kjole og med gult Haar! – det har helt som brændt sig fast, det vil slet ikke ud … Men nu – nu vil" – (han begyndte at stamme, men samlede sig strax igjen) – "nu vil jeg tage det med mig over Vandet, Martha! – dér skal det altid være hos mig, hvor jeg saa gaar; og hver Gang jeg ser paa det, vil jeg tænke paa Dem, paa Skoven og Søen og alt, hvad jeg kjender herfra. – Maa jeg det?"

"Aa – det glemmer De vist nok alt sammen, naar De først er kommet derover," sagde Martha. Hun strøg med den flade Haand Haaret bort fra Tindingen og tog hemmeligt til Vejret.

Han trak sig atter tilbage og saa' tungsindig paa hende.

"Hvorfor vil De nu gjøre mig bedrøvet ved at sige saadan? Er der gaaet Dem noget imod? … Nu skal jeg fortælle Dem, at da jeg i Eftermiddag saa' Vejene fulde af pyntede og muntre Folk, saa tænkte jeg, at saadan vilde jeg ogsaa træffe Dem i Dag; og jeg syntes, at saadan var det smukt at se Dem netop i Dag. Og da jeg saa kom, vilde De knap give mig Haanden, ja De vidste næppe, om De rigtig vilde sige mig god Dag. Har jeg fortjent det af Dem? De skulde blot vide, hvor ondt det gjør mig."

Martha svarede ikke strax. Bevæget bøjede hun sig atter dybere over sine Hænder.

Lidt efter sagde hun saa: "Jeg synes ikke, De selv er, saadan som De plejer, Hr. Krogh."

"Aa – jeg!" udbrød han med en lille Latter, der skulde skjule den indre Kamp, der ved disse Ord brød frem med fornyet Voldsomhed. "Jeg … jeg …" Han tørte sig over Panden og strøg sig gjennem Haaret; det saa' et Øjeblik ud, som om han skulde kvæles, – da det endelig ganske uforvarende dumpede ud af hans Mund: "Jeg er kommet for at sige Dem Farvel, Martha!"

"Skal De rejse?" spurgte hun og saa' nu med ét lige op paa ham.

Bag Glassene duggede hans Øjne ved at se den Bevægelse, hvori Efterretningen satte hende. Han nikkede, bøjede Hovedet og ligesom sank sit Adamsæble.

"Ja saa," sagde hun stille.
 

Hr. Krogh var den, der først fik Mælet. Men Martha hørte ham ikke. Hun sad bortvendt, med lukkede Øjne, som i en Bedøvelse. Kun enkelte løsrevne Ord trængte ind i hendes Bevidsthed og frembragte for hende lyslevende Billeder, der skiftede uden Mening. Han nævnte Ordet Diligence, og hun saa' den gule Postkareth rumle hen over Broen, saa' lille Jørgen Post med sine mørkegraa Støvbriller paa Bukken og Puddelen mellem Hjulene. – Han talte om at skulle læse, om Bøger, og hun saa' sin egen Konfirmations-Salmebog med det forgyldte Kors ligge paa et Bord med en hvid Serviet og en Lysestage. Og da hun hørte Havet nævne, laa det strax for hende – stort og blankt – som paa en ganske tidlig Sommermorgen, naar de lange, flade Bølger langsomt skyder sig op paa Strandens Sand som store, blanke Skiver af Guld og Perlemor.

Da hun atter kom til Besindelse, stod Hr. Krogh foran hende. Hun rejste sig ogsaa. Han tog op af sin Vestelomme en lille Pakke i Silkepapir, som han viklede op, og fremtog deraf et Guldkors i et Fløjelsbaand.

"Jeg vilde bede Dem at tage dette som et lille Minde om mig. Det har en Smule Historie, som ligger mig nær, og derfor vilde jeg være glad, om De vilde modtage det. Det har tilhørt min Søster, som er død. Jeg har i mange Aar bestemt det til én, jeg kom til at holde meget af."

Han rakte det hen imod hende, men hun rystede paa Hovedet.

"Vil De ikke modtage det?"

Hun rystede igjen. Men i det samme vendte hun sig pludselig omkring og trykkede Armen op imod Øjnene.

Vistnok et helt Minut stod de saaledes. Graad hørtes ikke. Hr. Krogh var hvid som en kalket Væg; hans Læber var blaa og sitrede. Endelig knyttede han krampagtig sine Hænder; med et halvt Skrig sprang han frem og omslyngede hende med sine Arme.

Saaledes sank de begge ned paa Bænken. I sin alt for store Heftighed knugede han hende op til sig og raabte ned over hende med Graad i sin Stemme:

"Martha! – Martha! – vi to maa ikke skilles!" –
 

UH_VI

5te Kapitel
af Pigen Marthas Historie.

Ved denne pludselige Omfavnelse, dette voldsomme Udbrud af den unge Mands saa længe tilbagekæmpede Lidenskab, vaktes Martha helt til Besindelse. En dyb Undseelse skyllede atter Farve hen over hendes Hals og Kinder, da hun for første Gang følte Spidsen af hans brændende Læber paa sin Pande. Hun bøjede sig helt sammen over sit bankende Hjærte, vendte sig bort og begravede Ansigtet i sine Hænder, som for med Magt at lukke Hjærte og Øre for den Strøm af Ømhed og Kjærtegn, af stammende Tilstaaelser og syndefulde Bønner, han uden Samling øste ud over hende.

Hun forstod ikke, at han i sin Beruselse gav sig helt hen til hende – med sit Liv, sin Fremtid; og hun havde ikke Kraft nok til at modstaa hans ømme Omfavnelser. Men det var et Minut af den højeste Lykke, da han til sidst gled ned paa Knæ foran hende – bleg, forvirret, bedækkende hendes Haand med Kys og de kjærligste Navne.

En stærk Skjælven betog hende ved at føle varme Taarer paa sin Haand; og en pludselig Angst for, hvordan dette vilde ende, drev netop paa ny Farven bort fra hendes Kinder, da hun i det samme med et hurtigt Kast rejste Hovedet, lagde Haanden paa hans Mund, vendte sig mod Vinduet og lyttede.

"Tys! …"

Over Broen lød Trin, der nærmede sig.

"Det er Mor! – hun maa ikke se Dem … De maa gaa," bad hun bønligt.

Han rejste sig strax. Men idet han beholdt begge hendes Hænder, drog han hende op til sig, for bevæget at trykke det sidste brændende Kys paa hendes Øre.

"Far vel! – Far vel!" hviskede han ned over hende saa ømt, saa lidenskabeligt, at hun sank sammen ved hans Bryst.

"Aa, gaa dog – gaa! – De gjør mig ulykkelig," stønnede hun. Men han trykkede hende blot tættere til sig og hviskede hende ind i Øret:

"Kom til mig i Aften ved den store Bøg til højre for Stien, du véd. Naar du hører tre smaa Slag paa Stammen, venter jeg dig dèr. Jeg har saa meget at sige dig – netop i Dag – aa kom, kom!"

Hun vilde i sin Fortvivlelse rive sig løs; men da han ikke vilde slippe, før hun havde lovet ham at komme, hviskede hun endelig et hæst "Ja", og skjulte sit Ansigt. Han bøjede sig atter over hende, svingede straalende sin Hat, og var borte.
 

De Skridt, der havde nærmet sig fra Broen, standsede paa Gruset foran Gavlen netop i samme Øjeblik, som den unge Herre smuttede ud gjennem Yderdøren. Lidt efter hørtes de imidlertid igjen – og nu klaprede de i Forstuen. Under et forsvarligt Tag skramlede Klinken, og Døren aabnedes.

Martha, der i sin Sindsbevægelse havde kastet sig over Ryggen af en Stol, rejste sig langsomt op og strøg med Haanden Haaret fra sin Pande, men udstødte et let Skrig, idet hun ved at vende sig om saa' Jespers store Skikkelse staa dèr ved Døren og stirre paa hende. Han var kridhvid. Hans blaa, opsvulmede Læber, hans vældige Næve, der knyttede sig om Øxeskaftet langs hans Ben, hele hans stærke Legeme dirrede, mens han med den halve venstre Arm dybt i Lommen paa sine snavsede Buxer og den gamle hullede Hat trykket ned over Øjnene uafbrudt fixerede hende.

Han har opdaget alt! tænkte Martha og for sammen ved at møde hans Blik. Men med en pludselig Viljesanstrængelse rettede hun strax sin Ryg og gik med faste Skridt forbi ham over Gulvet, satte sig rolig paa sin Plads under Vinduet og tog sit Sytøj. "Er det dig," sagde hun tørt. "Jeg troede, det var Mor."

"Ja, jeg kom nok lidt ubelejligt," svarede han med sit stygge, ubestemmelige Grin, idet han fra hende skottede hen paa Flasken og de halvtømte Glas, der endnu stod paa Bordet … "Du har nok haft fremmede," føjede han til lidt efter og traadte langsomt nærmere.

"Her var en Herre, der drak et Glas Pebermynte," bemærkede hun ligegyldig.

"Hm!" – han bøjede sig over Bakken – "drak han af to Glas, monstro?"

"Han bød mig med."

"Natyrlig! – natyrlig … Du la'r ham betale godt, ser jeg. To blanke Kroner ligger her."

"Han gav, hvad han vilde."

Nu saa' han op.

"Han fik nok ogsaa, hvad han vilde! … Hold Kjæft …" han satte sig paa en Stol ved Bordet og strakte Benene fra sig … "Nej, vil man se – et Guldkors! ej, ej! … Og denne hersens Snudeblé forleden – af den barestens Silke! – den var vel ogsaa fra ham?"

"Fra dig var den allenfals ikke."

"Du bli'er jo myrderlig fin, Martha! – snart helt af Silke sagtens! … Det er nok en rigtig Guldfisk, du har fanget dig dèr; – en rigtig Fløjelspeter, hvabeha'r? … Og hvad var saa Lokkemaden? Det kommer mig for, du ser saa belumret ud."

"Du har nok ikke faaet snorket Rusen ud endnu, som du har gaaet og tosset om med de sidste otte Dage, kan jeg mærke," sagde Martha stille, men med dirrende Stemme og harmblussende Kinder. "Jeg gider ikke høre paa al dit fulde Præk. Jeg har vist sagt dig det tit nok, at det ikke er mig, der har tigget dig om at tage mig. Du véd vist nok, at jeg er dig helst foruden; og synes du bedst om det saadan, saa kan du jo bare gaa" – og med et pludseligt Øjekast, der brændte af Foragt, smed hun sit Sytøj langt hen ad Bænken og vendte sig om mod Vinduet.

Jespers store Næver skjælvede mer og mer, som han dèr sad og krammede sin Hat meIlem Knæene. Han havde trukket Benene til sig under Stolen og bøjet sig frem over dem, idet han ufravendt stirrede paa hende.

"Det kan jeg ogsaa, Martha – og det vil jeg ogsaa," svarede han endelig meget langsomt og betænksomt; hans Stemme var med ét bleven blød og sørgmodig, ligesom hans Blik. "Men du skulde dog ikke ta'e det saa let, Martha! – og det gjør du heller ikke, om jeg kjender dig ret. Men det er nu li'emeget, og nu er det forbi mellem os; for ingen skal sige om Jesper Andersen, at han lar sig spille paa Næsen af enhver Abekat, der maaske ser en Smule godt ud, og som har lidt flere Skillinger paa Lommen end som en anden; og har du Lyst til at komme i Skidtet for denne hersens bitte Kys-mig-her, som har snust omkring her paa det sidste, saa for mig gjærne; men angaaendes det, at jeg skulde ha'e været svirendes i otte Dage, saa vil jeg bare sige, at det nu kan være li'emeget, hvor jeg har været, for mellem os er det forbi, men dersom ingen har været værre ved Dunken end jeg, saa kan han sige, at han ikke har gjort den stor Skade, og det er hverken Løgn eller Vaas."

Hertil svarede Martha intet. Hun havde støttet Hagen i sin Haand og saa' bestandig ud gjennem Vinduet paa det svage Solnedgangsskjær, der døde hen paa Skovtoppene. I Stuen var der næsten mørkt.

"For Resten," begyndte Jesper igjen, efter en Stund at have siddet og drejet Hatten rundt i sin Haand, og idet han nu saa' ud til Siden med en Taare hængende i sin ene Række Øjenhaar.

"For Resten var det Skade, at jeg ikke vidste det noget før. – Saa kunde jeg have sparet mig Ulejligheden med at kjøbe Møllehuset."

"Møllehuset …," gjentog Martha og vendte sig langsomt omkring.

"Jeg havde jo hørt, du syntes om det. Det ligger jo ogsaa ganske net, baade med Have og Stakit. Og nu havde jeg faaet pudset det og malet det, og der er kommet nye Vinduer i de tre Fag til Vejen. Det er ikke fint, jeg véd det nok, ihvorvel jeg har gjort det saa godt, jeg kunde. Men nu kan det være det samme, for nu har jeg ingen Brug for det mere."

Efter disse Ord blev der stille i Stuen. Martha sænkede langsomt Hovedet og saa' ned paa sin højre Haand, der begyndte at maale frem og tilbage i Spænd langs Bænkens Kant.

"Jesper," sagde hun endelig, men uden at løfte Øjnene, og med en Stemme, der var stille og hæs. "Hvorfor er du saadan?"

"Fordi jeg ikke er anderledes," svarede han og saa' nu atter fast paa hende. "Og som jeg nu er, saadan tog du mit Ja, den Aften, da Lars var død. Men hvorfor er du ikke længer, som du har været?"

"Hvorfor er du ikke altid god imod mig, Jesper?"

"Aa – det véd du meget godt, jeg ikke mener med, og at jeg fortryder det bag efter. Men er det ikke dig selv, der gjør mig gal i Ho'edet og faar mig til at drikke? Dersom du havde været mod mig saadan som andre Kjærestefolk, saa var jeg vel ogsaa bleven, som jeg skulde være."

Han lagde Hovedet i sin Haand og saa' tungsindig ud over Gulvet.

Men nu rejste Martha sig langsomt fra Bænken og gik stille hen til ham og lagde sin Haand paa hans Skulder.

"Jesper! – Skal vi være gode Venner igjen?"

"Aa – det kan vist ikke nytte mellem os to."

"Jo," svarede hun og lagde nu hele Armen om hans Skulder, men saa' endnu ikke paa ham. "Dersom du nu vil, saa skal alting blive godt. Fra i Dag af skal jeg kun tænke paa dig."

"Er det nu ogsaa din virkelige Mening, Martha, og tror du ogsaa, du kan overholde det, for ellers maa vi hellere gjøre det forbi med det samme."

"Nej, du kan stole paa mig. Fra i Dag skal jeg være dig tro."

"Saa giv mig et Kys paa det," sagde han, idet han rejste sig i sin fulde Højde og tog begge hendes Hænder.

Der gik et let Gys igjennem hendes Legeme, da hun følte hans haarde Næver om sine Haandled og saa' de svulne Læber, der bøjede sig ned imod hende. Men med en kæmpende Bevægelse samlede hun sig sammen, lagde sig ind til ham og rakte ham sin Mund.
 

Martha havde fattet sin Beslutning, og fra samme Øjeblik var der faldet ligesom en forstenet Ro over hende. Jesper var bleven hos hende endnu en Times Tid, i hvilken de fornuftigt og roligt havde talt om Forberedelserne til Giftermaal, om Møllehusets Møblering og Præstens Tillysning og meget andet.

Endnu ude i Døren havde Martha paa ny lovet at ville blive ham tro, ligesom han paa sin Side havde givet højtideligt Løfte at blive flittig og ordenlig, saa de kunde komme tiI at leve lykkeligt sammen. Man da hun havde lukket Dørene i Huset og var kommen ind i sit Kammer, sank hun om ved en Stol i en dyb og stille Hulken.

Dette var altsaa Enden; hertil førte altsaa hendes Ungdoms store, skjønne Drøm!

Da Taarerne holdt op at rinde, rejste hun sig langsomt og trykkede Hænderne ind mod Ansigtet, ligesom for ved et eller andet Minde at styrke sig til den Kamp, hun følte forestod.

Thi hendes Beslutning stod urokkelig fast. Hun vilde endog ikke – som hun dog havde lovet – møde ham i Aften for at sige ham Farvel, og overhovedet ikke se ham mere. Naar først Natten var gaaet. og hun i Morgen vidste ham rejst, vilde hendes Hjærte, mente hun, nok igjen finde den Ro, som nu var hendes eneste Ønske.

Men endnu var der helt mørkt uden for hendes Vindue; og før Maanen kom op over Skoven, vilde han næppe være ved Træet.

Hun begyndte at klæde sig af, idet hun med urolige Skridt gik frem og tilbage i det store, tomme, mørke Værelse. Ofte satte hun sig tungt ned paa en Stol og strøg Haanden over Ansigtet, og en Gang foldede hun Hænderne i Skjødet for at bede.

Men rundt i Bønnen saa' hun igjen for sig det fine, blonde Hoved, der havde hvilet i hendes Skjød, – og syntes endnu at føle hans bløde, skjælvende Haand og Spidsen af hans glødende Læbe. Og i hendes Øre sad endnu ethvert Ord, han havde talt, med denne ømme Klang, disse stammende Tilstaaelser og syndefulde Bønner.

Hun rejste sig fortvivlet og begyndte atter sin Vandring.

Hele hendes Liv fra hin skæbnesvangre Dag, da hun i Sivene blev Vidne til de to elskendes Kjærtegn, stod lyslevende for hende og fik hende til at græde af Smerte. Hver Længsel, hun havde huset, hver Drøm, der havde gjæstet hende, strømmede i dette Øjeblik paa ny gjennem hendes Sjæl med forstærket Magt. Og, netop som hun tilintetgjort sank ned paa sin Sengekant, lød der ude fra Skoven tre smaa dumpe Slag. Hun lod sig langsomt synke tilbage i Sengen, dækkede sine Øjne med Puden og blev saaledes liggende ganske stille, ligesom ventende. Da efter et Par Minutters Forløb Lyden virkelig gjentog sig, gik der en Gysen gjennem hendes halvt afklædte Krop … Det var ham – ham? … Han stod der ude under Træet og ventede paa hende – spejdede omkring – utaalmodig – urolig – maaske grædende.

… Ventede? Hvorpaa?

Hun borede sig ned i Puden. Under Skjælven saa' hun atter for sig dette hendes Ungdoms gjøglende Paradis, denne Kjærlighedens straalende Have, i hvis skyggefulde, sødt duftende Gange hun saa ofte havde fordybet sig med sine forfængelige Drømme. Men nu var den traadt hende saa levende nær; Elskovens glødende Salighed strømmede ud over hende gjennem de aabnede Porte, og paa Tærskelen stod han og bredte Armene imod hende.

Det bankede igjen.

Hun rejste sig med ét op paa Armene og saa' vildt frem.

Hvad om hun vovede det – denne ene Gang? Ingen vilde jo faa det at vide. Naar han var rejst, vilde det være begravet som i Natten selv. Hun vilde erindre sig det blot som en Drøm. Og det skulde være hendes Livs store dyre Hemmelighed, som ingen skulde ane.

Hun vred sine Hænder … Hun maatte se ham én Gang til, om blot for at tage hans Haand, og et sidste Kys til Farvel. – Hun kunde dog umuligt lade ham staa der ude, tilmed da hun havde lovet ham det.

… Blot denne ene Lykke, og hun vilde give Afkald paa alt. Hvor skulde hun da ikke være god og trofast; aldrig skulde hun klage, aldrig give mindste Grund til Mishag.
 

Da det bankede fjerde Gang, aabnedes forsigtig en Dør, der fra Marthas Værelse førte lige ud til Vejen, og en Skikkelse forsvandt hurtig ind i Skoven. –
 

6te og sidste Kapitel

Det er ganske tidlig Morgen. Solen er endnu ikke staaet op; men langt derude i Øst gløder Havet.

Hen over det store flade Kystland driver smaa Taagestumper – som Flosser af de natlige Spøgelsers hvide Gevandter. Men alt menneskeligt sover.

Mellem Agrenes jævne, foraarsgrønne Flade og Himmelens mælkeblaa Kuppel, under hvilken smaabitte, lette Skyer svæver'2 bort som løsrevne Rosenblade, stiger og synker de morgenglade Lærker i et tusendstemmigt Halleluja. De sirlige Skader sidder paa Grenene i Bondens Haver og pudser Fjerene. Og fra Skoven kommer de dumme Krager i store Flokke med tung Flugt, raabende, hvor de kommer frem, paa deres grove Maal: "Gaa væk, gaa væk," inden de sætter'3 sig i Pløjemarken.

Det er et næsten øredøvende Spektakel, efterhaanden som alle Stemmerne vinder med og blandes.

Men pludselig bliver alt stille. Som tusende mørke Prikker synker Lærkerne lynsnart ned gjennem Luften og bliver borte i Agren. Skaderne hopper forsigtig ind paa de inderste Grene og strækker Halsen i Vejret. Tre vildfarne Høns løber ilsomt over Vejen og klumper sig sammen under en Hyldebusk foran Møddingen – ja selv de store Krager trykker sig rækkevis ned i Brakmarkens Plovfurer og kigger frygtsomt op med det ene Øje.

Oppe over Byen sejler en Glente.

Hængende, højt oppe, paa de brede Vinger, skyder den sig rolig frem gjennem Luften med en spejdende Dvælen, hvori man ligesom aner det frokostsultne Blik. I tre store Buer svinger den sig hen imod Skoven, hvorpaa den strækker Vingerne ud til et Par korte kraftige Slag og forsvinder over Toppene.

En lille Stemme høres pippe i Græsset; derpaa en Krages hæse "Væk!" – og snart er Luften atter et eneste Jubelkor. – Denne Scene var bleven iagttaget henne fra Skovleddet af en besynderligt udseende Skikkelse med et forviltret Haar, der stod dér – halvt som en Søvngænger, halvt som en Dødning – med Haanden paa Leddet og et tomt Blik op i Luften, hvor Glenten havde kredset. Det var Martha.

Langsomt, Skridt for Skridt, ligesom for ikke at vække sin egen Slummer, sneg hun sig langs Hegnet over Engen og ind ad den Dør, hun om Aftenen havde ladet staa ulaaset efter sig.

Kommen ind i Stuen saa' hun sig om med et sky, fremmed Blik og lod Shawlet falde.

Hun maa have følt Kvalme; thi hun'4 gik hen og stødte Vinduet op og trak Vejret dybt. – Vinduet vendte ud mod Kløften, med Udsigt helt igjennem den. Og derude bag Havet i Øst stod netop Solen op.

Stor og mægtig hævede den rolige Ildglobus sig op over Himlens ganske skyløse Rand, spredende sine Straaler som en Guldvifte ud over Landet, der nu langsomt vaagnede. Ude fra de smaa Huse langs Mosen med de luende Ruder steg allerede tynde blaa Røgsøjler op i den stille Luft. Flere kom snart efter, og til sidst selve Gaardene med den tykke brune Tørverøg. Porte blev slaaet op. Hist blinkede en Le i Solen, her hørte man Børnene vaagne. Og ude paa Kløveragrene begyndte Køerne at give Hals, da den første Pige muntert syngende viste sig paa Vejen med Malkespanden paa Hovedet.

Martha havde lagt Haanden op paa sin Pande og drog et tungt Suk, uden selv at vide, hvad det var, der i dette Øjeblik foregik i hendes Indre. Alt forsvandt for dette Syn, der bredte sig foran hende, og hun betoges af en Følelse, hun aldrig før havde kjendt.

Pludselig vaktes hun ved et Raab nede fra Broen. Det var Jesper, der med sin Øxe paa Nakken gik til Skovs, og paa Vejen sendte hende en frisk Morgenhilsen, idet han svingede sin Hat.

Hun tumlede tilbage som af et Slag for Brystet, og sank skjælvende om paa en Stol.
 

Da Jesper til Middag, svedt af sit Arbejde, kom ind i Kroen for at se til sin Kjæreste, var hun ikke at finde noget Steds. I alle Stuerne, hvor han kom, var der tomt, skjønt han mærkeligt nok ganske bestemt syntes at have hørt hendes Trin lige forinden. Moderen fortalte, at hun om Morgenen var stødt paa hende i Gangen, men da havde hun set saa forstyrret ud og ikke svaret hende. – Om Aftenen var det, man fandt hendes Lig mellem Sivene i Aaen.

Rusticus.

 
[1] skures ud: slæbes ud, se ODS IV. skure 2.1. tilbage
[2] Postkareth: usædvanlig stavemåde, se ODS Karet. tilbage
[3] Probenreuter: nedsættende betegnelse for en (tysk) handelsrejsende. tilbage
[4] Stageprik: en prik er en spids kæp. tilbage
[5] Gruen: gruekedlen, stor gryde der er indmuret over et lukket ildsted. Bruges til kogning af store portioner mad eller til tøjvask. tilbage
[6] Søslinger: lille pengebeløb, "skillinger". tilbage
[7] Spiddelys: tællelys dannet ved at dyppe en pind med en påklistret væge (et lysespid) gentagne gange ned i flydende tælle. tilbage
[8] lyttede op: løfte hovedet (spidse ører) for bedre at kunne høre. (ODS). tilbage
[9] en Klingeeg: d.v.s. en klinges æg. tilbage
[10] i originalen er der her tilføjet flg. fodnote: Som i forrige Nummer gjengivet. tilbage
[11] til pas: tilpas, blev tidligere ofte skrevet i to ord. (ODS) tilbage
[12] gotte: glæde, fryde. tilbage
[13] Finkel: dårlig brændevin; fusel. tilbage
[14] udgivers tilføjelse. tilbage
[15] jeg: Her optræder fortælleren for første gang i billedet. tilbage
[16] ydre karakteristik af fortælleren: han er jæger, han er gammel. tilbage
[17] mod Fældenden: ned ad bakke, spec.: mod døden. tilbage
[18] hev med Vejret: hev efter vejret; ODS kender ikke "hive med vejret". tilbage
[19] Kro: den poselignende udvidelse af spiserøret hos visse fugle. Chr. Winther i Hjortens Flugt, "Den vandrende Sanger" s.54: "En Herre lader op sin Haand / Og fylder deres [ɔ: Himlens Fugle] Kro." tilbage
['1] Slagtekvæg < Slægtekvæg tilbage
['2] svæver: < svæve (rettet, fordi verbernes flertalsform overalt i denne tekst er den samme som entalsformen.) tilbage
['3] sætter: < sætte (rettet, fordi verbernes flertalsform overalt i denne tekst er den samme som entalsformen.) tilbage
['4] hun < kun tilbage