De danske, der vil lære Norges Natur og Folk rigtig at kende, skal læse Kinck. Han er ganske vist – som Landet selv – ikke let tilgængelig, hvor han er størst og skønnest. Han er endog en ualmindelig genstridig Digter. Jeg kender ingen, der så ubekymret gør Tilegnelsen så vanskelig for sine Læsere. Man har en Fornemmelse af at befinde sig i en Billedhuggers Værksted, mens han med Hammer og Mejsel går løs på en uformet Marmorblok. Det ryger En om Ørene med Splinter og Støv, og man spørger undertiden sig selv, hvad der vel sluttelig skal komme ud af den vrede Rasen. Men efterhånden lægger Støvet sig, Huggene mildnes, og tilsidst står Marmorgruppen der på Plinten med sikre Linjer og faste Former – et fuldbåret og uforglemmeligt Kunstværk.
Henrik Pontoppidan |
[25] Det er vistnok kun et Fåtal af Danske, der kender den mærkelige norske Digter, som nu er død, – lukket ned i en altfor tidlig Grav efter et utrætteligt Arbejdsliv, fattigt på Blomster, men rigt på Kamp og Modgang. Hvor mange Danske har overhovedet haft en Bog af Kinck i Hånden? Hamsun kender alle, og han er jo også god nok på sin Vis. Men han virker mere ved sin skælmske Fortællekunst end ved sine Bøgers Åndsindhold. Som personlig Fortryller kan han med Respekt at sige undertiden minde om vor egen Troldmand Professor Labri, der jo også sjælden har store eller mærkelige Vidundere i sit Markedstelt, men er en uforlignelig Foreviser af, hvad han har.
Heller ikke i sit eget Hjemland vandt Kinck nogensinde stor Folkeyndest. Hans mere end fyrretyve Bind er ingen Gyngestols-Læsning. Det er en tung Vandring op ad et stejlt og vildt Fjeld. Til Tider føler man sig sært foruroliget – Luften bliver trykkende. Man har en Fornemmelse af at vandre på en Vulkan i Udbrud. Det buldrer og koger i Dybet. Jorden bæver. Nu og da slynges en glødende Sten i Vejret; til andre Tider regner det med Aske, og man vader i Slagger.
Nu har han udraset, er segnet under Byrden, fortæret af den indre Ild, der ikke lod sig slukke.
[27] Jeg har i Dag på Kincks Begravelsesdag læst i "Den sidste Gæst", et af hans store Renaissance-Dramaer. Hvad det dog er for et uhandleligt Værk! Og hvor var han i det hele en hensynsløs Digter! Jeg kender ingen, der med en så stolt Ubekymrethed gør Tilegnelsen så vanskelig for sine Læsere. De skånes ikke for noget af den Møje, hvormed han selv har tilkæmpet sig Sejren over det genstridige Stof. Man har en Fornemmelse af at være Vidne til, hvordan Kunstværket modstræbende bliver til under hans Hænder. Det er, som om man befandt sig i en Billedhuggers Værksted og fulgte hans Arbejde lige fra det Øjeblik, da han med Hammer og Mejsel knurrende går løs på den uformede Marmorblok. Det ryger En om Ørene med Splinter og Marmorstøv, og man spørger lidt beklemt sig selv, hvad der vel sluttelig skal komme ud af al denne Rasen, der tilsyneladende er en Huggen løs i Blinde. Men så dæmpes Hammerslagene, Støvet lægger sig, og tilsidst står Marmorgruppen der på sin Sokkel med sikre Linjer og faste Former – et fuldbåret, uforglemmeligt Kunstværk.
Og denne store, utrættelige Skaber, der har efterladt sin Nation, ja hele Norden så rige Gaver, levede og døde i Armodskår – som så mange andre store, for hvem Berømmelsens Vej først er begyndt på den anden Side Graven. |
Ved Deres Fars Død skrev jeg i min Dagbog bl.a.:
"Vist ikke mange her i Danmark har endnu læst ham. Og dog var Hans E. Kinck vel nok den rigeste Ånd blandt Nutidens nordiske Skribenter. Hamsun kender alle, og han kan jo også være god nok, når han med sin underfundige Fortællekunst ligesom vor egen Troldmand og Pudsenmager Professor Labri henter hvide Mus, mjavende Kattekillinger, Roser og flagrende Duer ud af en tom Hat. Kinck var en vulkansk Natur. De 40 Bind, han efterlader sig, er Udbrud fra et glødende Krater. Det er ingen Gyngestols-Lekture men en eventyrlig Vandring op ad et stejlt og vildt Fjeld, fattigt på Blomster, men med mægtige Udsyn og strålende Luftspejlinger. Nu har Vulkanen udraset. Næsten ukendt af den store Læseverden er den ensomme Mand segnet under Vægten af sit Geni, fortæret af den indre Glød, som Kritikkens mange kolde Vandstråler ikke formåede at slukke. Det hedder som bekendt, at i Kunsten er det bedste det godes farligste Fjende. Men det er ikke altid rigtigt. Ofte er det netop det næstbedste, der er det virkelig stores sejrrige Rival. Sådan også i dette Tilfælde." |
