Hans Kvast og Melusine

28. 7. 2002 spurgte en læser:

Hvem Melusine er, får jeg en forklaring på til sidst i romanen. Men hvem Hans Kvast er, har jeg ikke fået at vide – eller har jeg været uopmærksom?

Ifølge Ordbog over Det Danske Sprog (bind VII fra 1925) kommer betegnelsen ”Hans Kvast” fra nedertysk hvor quast betyder ”nar, tåbe”. Ordbogen forklarer udtrykket som en ”person, som er latterlig, eller som spøger, fjanter paa en dum, overdreven maade; nar, fjante; også (nu næppe i rigsspr.): person, som praler, bruger store ord ell. gør sig vigtig; pralhans; vindbøjtel.”

Pontoppidan kan blandt andet have truffet ordet Hanskvast hos Sophus Schandorff.

Den 2.12.2003 spurgte en anden læser:

Hvori bunder titlen Hans Kvast og Melusine?

Han skulle have haft dette svar:

I slutningen af den lille romans anden udgave fra 1920 (men ikke i 1. udgaven fra 1907) siger dens ræsonnør Doktor Martens om sin fætter, komponisten Hugo Martens:

Kunstnerfolk som Hugo faar mig undertiden til at tænke paa det gamle Eventyr om Ridderen, der forelskede sig i den skønne Fe Melusine i Lilleputland. Kan du huske? For at de kunde forenes i hendes Lilleputverden, maatte han ved Trolddom lade sig omskabe i hendes Lignelse og blive en Mandsling paa en kvart Tommes Højde. De blev lykkelige; men sin tidligere Tilværelse kunde han dog aldrig helt glemme. Der spøgede en dunkel Erindring i ham om fordums Kraft og Vælde, som paa latterlig Maade pustede hans Selvfølelse op. I sine Drømme knuste han Himlen med sin Isse og omfavnede Uendeligheden. Saadan er det ogsaa med Kunstneren. I det ene Øjeblik føler han sig en Gud lig, i det næste lader han sig træde ned af en Skarnbasse.¹

Det er så megen forklaring på titlen, forfatterens syntes var nødvendig. På Internet kan man finde 34.300 henvisninger (inklusive til et band af dette navn) til Melusine, og det var en litterært velkendt metafor Pontoppidan anvendte fra den franske middelalder og frem. Oprindelig en form for Agnete-figur, en kvinde der om lørdagen fik sin underkrop forvandlet til en fiskehale – en farlig ting for hendes elskere. Men Pontoppidans version er ikke at finde, og endnu véd vi ikke hvor den stammer fra.

Litteraturhistorikeren Vilh. Andersen citerer en avisudtalelse fra Pontoppidan som svar på det samme spøgsmål:

Hvor dybt der alligevel er til Bunden i [Pontoppidans] Ironi, saa man, da han i en Notits i et Blad som Svar paa et Spørgsmaal om Betydningen af Bogens [i.e. Hans Kvast og Melusine's] Titel forklarede sin Helt, denne lille gule Flødebolle med det grumsede Ansigt og de sodbrune Øjne, som en af Menneskehedens Faust-Karikaturer, en ny Ridder af den stækkede Ørns Orden. Historien er et Eventyr, siger han, Helten var en Ridder, der forelskede sig i Melusine, en underskøn og hjertensbrav Fe, der var Prinsesse i Lilleputternes Land. Han blev saa selv til Lilleput, men gækkedes af Minder om sin fordums Storhed. "I sine Drømme knuste han Himlen med sin Isse og omfavnede Uendeligheden. Han følte sig en Gud lig og blev til sidst traadt ihjel af en Skarnbasse. Hans smaa Medskabninger kaldte ham paa deres Lilleputmaal Homo sapiens. Det er udlagt Hans Kvast." ²

Det er ikke klart hvor Vilh. Andersens karakteristik af Hugo Martens ender og Pontoppidans egen begynder, og desværre har vi endnu ikke fundet originalstedet for dette aviscitat.

(Senest redigeret 30.11.2010.)