"Biografisk" læsning
12.10.2005 skriver en 3G'er:
Hej Flemming Behrendt!
Jeg skal snart igang med at lave en 3.G dansk opgave ang Henrik Pontoppidan. Min tanke er at udvælge et par noveller og derefter tolke dem via tre analysemetoder.
"Nykritisk metode", "Socialhistorisk og ideologikritisk metode" samt "Biografisk metode".
De første to har jeg nogenlunde styr på, men den biografiske metode volder mig problemer. Jeg har fået fat på "Fra Hytterne" (udgivet af Dansklærerforeningen) og ifølge denne er Pontoppidan svær at tolke biografisk, da han "har været særlig ivrig efter at skjule sit personlige engagement". Ikke desto mindre mener jeg at novellen "Anne-Mette" sandsynligvis kan tolkes i forbindelse med Pontoppidans datters død.(? årstal)
Kan du evt hjælpe med at udpege nogle relevante materialer til min biografiske tolkning? Og evt anbefale et par andre noveller der lægger op til en sådan tolkning?
Jeg ville virkelig sætte pris på hjælpen, for jeg står lidt på bar bund!
MVH Urse S. Krüger
P.s Mange ros til hjemmesiden, den er virkelig god !
FB svarer samme dag:
Kære Urse,
Ejendommeligt nok sidder jeg selv – der jo arbejder på en biografi om Pontoppidan – og læser tekster om det umulige i at tolke al litteratur "biografisk", Pontoppidan eller ej. Det er en kendsgerning at folk frygtelig gerne vil læse biografier af kunstnere, også forfattere. Men hvordan undgår man at skuffe dem ved at afvise enhver forbindelse mellem liv og værk, eller i bedste fald anse biografiske detaljer for værket uvedkommende på anden måde end at det kan vise hvordan liv blive til værk'1. Aforistisk har jeg formuleret det sådan: "Når det værker (dvs gør ondt) i livet, virker det i værket." Allerede det er at gå meget vidt. Talrige forfattere har fremstillet en lidelse de ikke selv har oplevet – jævnfør det sted hos H.C. Andersen hvor han (i ungdomsværket Skyggebilleder af en Reise til Harzen, 1831) fortæller følgende:
Efter et Ophold af tre Dage, forlod jeg det venlige Leipzig, hvor jeg havde lært at kjende flere, herlige Mennesker. Mit Reiseselskab med Schnellposten bestod af to unge Herrer fra Frankfurt an der Oder og en gammel Doctor; denne var temmelig bevandret i den danske Literatur, og spurgte, da han hørte mit Navn, om jeg var i Familie med Forfatteren til "det døende Barn". Jeg svarede ham da, at det var mig selv, og nu spurgte han mig ganske naivt, om jeg havde mistet en Lille, den Gang jeg skrev det, da han ikke kunde tænke, at jeg som ungt Menneske ellers kunde føle Sligt; han blev da noget forundret ved at høre, at dette Barn alt var fra min Skolegang, hvor jeg midt under "Kata'l, Katla'", følte og skrev det.1
Og i en senere roman (O.T. fra 1836) lader han sin hovedperson sige:
I et lille Land, som vort, er det godt for Autor, ikke at være kjendt. Her staae vi jo lige op paa hinanden, og see ind i Klædernes Folder; det Personlige gjør meget Udslaget; og saa komme Bladene, hvor Ven eller Uven har en Hjælpers Hjælper, som med Anonymitetens Adels-Patent sætter Seglet paa. Gid man aldrig kjendte en Forfatter! hvad kommer ogsaa hans Person os ved, naar kun Bogen er fortræffelig!
Han var ikke så naiv, den Andersen, som man gerne vil fremstille ham ... Så lad os sige at "Ane-Mette" kan læses/tolkes selvbiografisk. Betyder det så at Pontoppidans eget tab af en datter (den knap treårige Karen som døde i marts 1885) er en forudsætning for at han overhovedet kunne skrive historien? I et samfund hvor stort set alle oplevede at miste mindst et barn. Hvad så med "Knokkelmanden" om det gamle ægtepar der omsider skal til at nyde deres velfortjente otium – og så får hun mavekræft. Hvordan skal den så tolkes biografisk? Ja, dette ægtepar var måske rent faktisk at finde i den befolkning Pontoppidan boede midt i da han første gang skrev historien. Gør det historien "biografisk"? Men man kan godt, synes jeg, sige at Pontoppidans mulighed for at skildre Lykke-Pers forventninger til sine store ingeniør-planer henter indsigt fra Pontoppidans egen tid som polyteknisk student, og det har også med god grund været diskuteret hvor meget han har brugt sine egne professorer som "modeller" for Lykke-Pers lærere. Men så er vi tilbage til det eneste virkeligt interessant: hvordan liv bliver til kunst, ikke hvordan liv forklarer kunst.
Så gør dig nogle seriøse overvejelser om det problematiske ved den biografiske analysemetode. Hvis du endelig vil læse noget "selvbiografisk" af Pontoppidan og tolke på det, skulle du prøve med "En Vinterrejse" som du finder i tredje og sidste bind af Noveller og Skitser.
Tak for dine pæne ord om www.henrikpontoppidan.dk
Venlig hilsen
Flemming Behrendt