Dit Figentræ er gaaet ud

Dit Figentræ er gaaet ud
Trods al den ømme Pleje:
Nu ligger hun, den væne Brud
Iskold paa sidste Leje!

Din Smerte siger: hun er død,
Vorherre, at hun sover;
Og af den stille Hvile sød
At vække op han lover.

Du kappes nu med Moder om,
Hvem der kan dybest sukke;
Mens Englene Guds Helligdom
For Bruden højt oplukke!

Dit Figentræ er gaaet ud,
Gaaer aldrig dog af Glemme;
Og Frugterne, de friske Skud,
Hun gav til Trøst at gjemme.

Af Diendes og Spædes Mund
Sig Herren Lov bereder:
De "frygte ej men tro ikkun" –
Og see, hvor de sig glæder.

Saa lærer I af Barnet nok
At lade Herren raade,
Og som en enig Børneflok
At prise højt hans Naade!

Gid jeg var rigtig Barn selv
Og kunde øse, række
En Trøstedrik af Livets Elv
Og styrke Eder begge!

Hvad jeg ej kan – det kan og vil
Han selv, vor Frelser kjære:
Forvandle Graad til saligt Smiil,
Til Lov og Priis og Ære!

Vi alle græde stille med
Til Herrens Time kommer
Med Sjælero og Hjertefred
Og med en ny Skjærsommer.

23/10 78 D. P.