Det tabte Paradis
Naar den svindende Sol med et bristende Skær
Af de Roser, der falme, den Flora, som dør,
Paa sin møjsomme Vandring er Vejgrænsen nær,
Se da løfter en stakket Minut den sit Slør:
Og der væves i Sløret paa tryllende Vis
Overjordisk et Landskab, en hængende Have;
Det er Gudernes Straf, det er Feernes Gave:
Vi stirrer, vi kender –
Det tabte Paradis.
Paa Marken staar Adam med Skovl og med Hakke;
Han staar dér, hvor Jorden skal lystre hans Lov,
Og han løfter mod Glansen den bøjede Nakke,
Og ser gennem Taarer den blaanende Skov;
Og det var, som dens Led i det glødende Hegn
Sprang op, og han kendte de Mærker og Tegn,
Hvorefter han Vej kunde finde;
Og han knuger sin Skovl i den senede Haand,
Nu var det, som brast alle Lænker og Baand; –
Han har været i Haven derinde.
Han har elsket derinde, som Fuglen, som Løven,
Som Barnet uskyldigt, som Manden bevidst.
Til Arbejd! og bort med al drømmende Tøven;
I Spænd over Skovlbladet bues hans Vrist.
Hvad sang saa den Fugl paa den skælvende Kvist?
Den sang om den Tid, hvor din Sjæl ej var tung
Hvor Blomsten var dugfrisk og Eva var ung.
Da var det Berusning, om blot hun var nær,
Et Smil var en Vellyst, et Haandtryk var Døden,
Og død under Kys, i Forklarelsens Skær
Opstod Du som Sol gennem Morgenrøden;
Med hende, ved hende, som Fyrste Du nød
Hver skyldig Tribut af dit Vidunderrige,
Herren i Himlen Du Broderkys bød
Og omgikkes ham som din Lige.
Og nu? – Du kan strække din Haand efter hende,
Og fælles i Gerning og fælles i Brøst
Kan Du kalde ved Navn din Ledsagerinde:
Hun jubler ej mer ved din kaldende Røst.
Du jubler ej selv; denne Sved paa din Pande,
Den Sol, som Dig bager paa Skyherrens Bud,
Den mægter af Barnet en Tvivler at danne:
Du selv er din Herre – og Nøden din Gud.
Paa Marken staar Eva; hun stryger tilbage
Det viltrede Haar, som vil Arbejdet hindre;
Lidt smal er den bleven, den svulmende Hage, –
Hun bøjed sig gerne lidt mindre;
Da sidst hun i Bækken bag Krattet sig saa',
Da dækked hun Barmen og fælded en Taare:
At elske sin Skønhed og se den forgaa,
Ja sligt kan en Eva vel saare.
Hun tænker paa Haven, paa Træet ved Gangen,
Paa Æblet som hang dér og smiled saa rødt,
Hun tænker paa Herren – lidt mere paa Slangen
Og atter paa Frugten, som fristed saa sødt;
Hun tænker paa Adam, paa Brystmusklens Hvælv,
Paa Skægget, som spired saa morsomt om Munden,
Hun tænker paa, hvor han var barnlig i Grunden,
Saa tænker hun, dybest og mest, paa sig selv.
Og Skumringen falder, og Adam han vinker;
I Tavshed ad Marken til Hjemmet de drager,
Hvor Hytten er rejst mellem Hede og Ager,
Og Bækken bag Krattet fredsommeligt blinker;
I Tavshed, – alt længst har de Forraadet tømt
Om Udsæd og Høsten, om Regn og om Blæsten,
Om Faar og om Fæhold. Naar før de har drømt,
Saa virker de nu – og tier for Resten.
Og tungfodet skridter ad Stien han ud
Og tørrer med Bagen af Haanden sin Pande,
Og bøjet hun gaar dér paa Skyherrens Bud,
Bekymret og blaa under Øjnenes Rande;
Det mørknes alt mere og mere mod Vest,
Der synker en Sky over Aftenrøden, –
Det er, som om Haabets hensmeltende Rest
Forsvandt nu og slugtes af Døden.
Da springer dem Barnet i Møde. Det jubler,
Det danser imod dem med legende Hop,
Det udstrækker Hænderne, iler og snubler,
Og falder og rejser sig leende op;
Af Tvivl ikke tynget, af Sorg ikke bøjet,
Det giver dem Navne – de bedste paa Jord; –
Et Paradis spejler sig gyldent i Øjet
Med Adgang for begge: for Fa'r og for Mo'r.
Og Adam han slipper sin Skovl og sin Hakke,
Og Eva hun glemmer i Barnet sig selv,
Til Hest sidder Barnet paa Faderens Nakke
Og klemmer sin Fod mod hans Brystmuskels Hvælv;
Og Moderens Blik imod Rytteren ser, –
Hvor er det nu alt som har knuget og smertet?
Vidt over Heden tre Mennesker ler;
Velsignet den Latter fra Hjertet!