Rebekka Wreschner

Rebekka Wreschner, født 27.5.1865 i Randers, var det ældste af de tolv børn i ægteskabet mellem rabbiner Meyer Abraham W. (1832-1903) og hustru Betty Oppenheim (1839-1922). Rebekka er utvivlsomt model for Frk. Rachel i Pontoppidans fortælling "Rabbinerens Datter" (1930). Fortællingen bygger på Pontoppidans erindringsbillede "Præstens Datter. Et Minderids" (1918) fra et sommerferieophold i Blokhus i 1887 hvor de to tilfældigt stødte på hinanden. Rebekka Wreschner står angivet i folketællingen 1.2.1890 som musiklærerinde, boende hjemme hos forældrene i Middelgade 4 (hjørneejendommen til Apotekerstræde) i Randers. Hun døde som 25-årig "blidt og rolig" lørdag morgen 4.4.1891 og blev begravet fra sygehusets kapel til den mosaiske kirkegård.

Kaj Wreschner, der venligst har givet sin tilladelse til at offentliggøre digtene, har arvet to bøger hvori Rebekka har skrevet sit navn: Henrik Ibsen: "Et Dukkehjem" (1880) og G.E. Lessing: "Nathan der Weise" (1856; første udgave 1779).

Rebekkas veninde Amalie Louise Bruhn blev født 18.3.1864 i Grenå som datter af Heinrich Bruhn (1825-1902) og hustru Christine Christiane Ilsøe (1828-97). Familien flyttede i 1867 med seks børn til Randers hvor faderen i 1871 blev udnævnt til havne- og fjordinspektør. Amalie Louises ældre bror, Carl Adolph Bruhn (født 6.2.1858) kom i den lærde skole og blev kammerat med Henrik Pontoppidan. Carl Adolph blev i 1872 medstifter af skoleforeningen Valhal hvor Pontoppidan var primus motor.

Heinrich Bruhn var engageret i Indre Mission i Randers som bestyrelsesmedlem. Han blev i 1872 leder af Randers Søndagsskole. Fra 1889 var han med til planlægningen af Skt. Mortens Menighedshus som i 1895 blev opført på hjørnet af Staldgaardsgade og Søren Møllersgade.

To af Bruhns døtre blev gift med præster med tilknytning til Indre Mission. Julie Johanne blev gift i 1886 med Hans Ferdinand Poulsen og Amalie Louise blev gift i 1893 med Hans Peter Martin Mollerup.

Heinrich Bruhn fik en alsidig karriere. Han var søn af inspektøren ved Skt. Petri tyske drenge- og realskole i København. Han blev exam.jur. ("dansk jurist") kun 15 år gammel og blev derefter landbrugsuddannet på herregårde på Djursland (Stenalt, Gammel Estrup). Han købte Kolstrupgaard ved Nimtofte i 1847, men forpagtede den ud i 1850. I 1852 blev han bestyrer på Bredstrup kalkbrud ved Grenå og samtidig forpagter af gæstgivergården på Storegade i Grenå. Han fik i 1858 eneret på pramfarten på vandvejen fra Grenå by til Kolindsund og blev også bjergningsentreprenør og tillige borgerrepræsentant. Da Frederik 7. og grevinde Danner i 1861 besøgte Grenå og der blev holdt taffel på gæstgivergården, underholdt Bruhn kongen med sit projekt: at gøre åen farbar for sejlads fra havnen ved Kattegat op til Grenå og videre ad Kolindsund til det indre af Djursland. Dagen efter besøgte kongen og grevinden Kolindsund ved Fannerup, hvor Bruhn efter kongens ønske var tilsagt som sagkyndig. Herefter blev en af Bruhns næste opgaver at oprense Gudenå-Nørreå-systemet. Han kaldte sig i 1870 civilingeniør indtil han i 1871 blev udnævnt som havne- og fjordinspektør i Randers. Titlen kammerassessor havde han fået i 1864.

Det er ikke en umulig tanke at Bruhns entreprenørarbejder har inspireret Pontoppidan til Lykke-Pers vandbygningsprojekt: "et vidtforgrenet Kæmpeværk, der forbandt det østlige Midtjyllands større Vandløb, Indsøer og Fjordindskæringer med hinanden."

Henrik Loft Nielsen (23.5.2021)