Valdemar Thorup til Johan Rohde
Sendt fra Helsingør. 4. marts 1879

baade kærne og vid i den fyr

Helsingør1 d. 4 marts 1879.

Kære gamle ven!

Du tror det maaske ikke; men jeg forsikrer dig, at jeg næsten kunde have lyst til at begynde at være sentimental i anledning af dette brev – ikke just, fordi din slanke personlighed og smidige skægvæxt særlig leder tanken hen paa altfor følelsesfulde stæmninger; men jeg har en fornemmelse af, at den gæld, jeg siden sidste sommer er kommen til at staa i til dig, er noget andet end en blot og bar l'hombregæld – og det er ellers den slags, jeg mest har beskæftiget mig med hidtil. Forunderlig nok er en lignende betragtning aldeles ikke falden mig ind ligeoverfor vor fælles ven Bierring2. Om det nu er fordi han har gjort saa mange knuder under mit hospitalsophold eller fordi jeg ingen rigtig tillid har til samme individ, (ihvorvel jeg indrømmer, han har gjort mig store tjenester), eller maaske allersnarest fordi han skylder mig 20 kr, som jeg foreløbig betragter som satte rentefrit 2 fast i en længere aarrække, eller alle disse ting i forening, nok er det, jeg har ransaget hjerter og nyrer – for at bruge hans yndlingsudtryk – men ikke kunnet finde de taarer, som nu rinde stærkt og rigelig ved tanken om din trofaste vedhængen ved en æsel som mig. Jeg kunde have lyst til ligefrem at "stortude", hvis ikke det unge menneske3 herinde ved siden af for tiden betog mig alt mod til at prøve en konkurrence. Men jeg sér, at det sentimentale ikke rigtig ligger for mig. Jeg vil derfor nøjes med at række dig en næve néd ad sundet, trykke din og sige dig tak. Dermed maa du foreløbig lade dig nøje.

Hvad mit befindende angaar, kan jeg meddéle dig, at jeg har haft 3 kortvarige, men stærke anfald, hvert ledsaget af 3 dages feber og 7 dages sengeliggen; naar dertil føjes, at jeg de dage, jeg "er oppe", dog tilbringer over halvdelen af dagen i sengen, saa vil du indsé, hvor meget mit liv oven senge har at betyde. I mandags havde jeg det sidste anfald, og det holder jeg fræmdeles sengen efter.

Men jeg er bleven ked af at skrive om mine jammerligheder. De gør alligevel krav nok paa min tid og opmærksomhed. Jeg kan meddele dig en nyhed af en mærkværdigere 3 art, nemlig den, at jeg har lagt planen til, paabegyndt og fuldendt en novelle paa nogle og fyrre af mine bekendte tætskrevne sider – og alt dette i løbet af de sidste 3 uger. Det kalder jeg en kraftanstrængelse! Hvis du nu strax efter modtagelsen af dette brev vilde tage din fedtede hue paa og trække din lurvede overfrakke paa dit jomfruelige legeme, samt derefter begive dig op til papirhandelen, der har indgangsdør tilfælles med Priors boghandel (Købmagergade), samt bede den tjenstgørende gentleman dér om at udlevere dig et kollegiehefte i stort oktav til 35 øre (af de bekendte, du ved nok), pakke det omhyggelig ind, vandre derfra ned til posthuset og øjeblikkelig sende det afsted op til mig, altsammen strax efter mit brevs modtagelse, saa vil du gøre mig en besynderlig stor tjeneste samt erholde det nye produkt renskrevet til gennemlæsning, naar du kigger herop i paasken4. Er det ikke fristende?

Jeg hører, at Kvast er sluppet ud af røverkulen dernede i Bredgade og foreløbig giver gæsteroller som "Skelettet i huset" hos en familie ude i Valby. Det forundrer 4 mig, at saa lidt kunde opsluge hans det ved en hæderlig vandel erhvervede og gennem en lang aarrække grundfæstede, sikkert temmelig kondenserede lag af madfedt, der havde lagt sig i skønne former om hans vel meriterede lægge og laar; men formodentlig vil den skønne gudinde Juventus snart igen pryde sin yndling med disse uvurderlige adkomster til damernes gunst.

Jeg gier forresten, naar jeg af og til viser mig i en engere kreds herhjemme, den interessante "svavelige", hvis hud er saa hvid og gennemsigtig som æther, hvis smalle hænder ere kolde og fine som marmor og hvis øjne har et næsten overjordisk, forklaret udtryk, som om aanden, der indesluttedes i dette skrøbelige lér, allerede skuede op i hine herligheder, hvorom mennesket ikke kan gøre sig nogen tanke. Saadan omtrent er opskriften.

Hils Pontoppidan! Jeg har før gjort ham uret. Der er dog baade kærne og vid i den fyr, selv om han "schwanker" lidt vel vidt om. Ligeledes maa du huske frøken Tornøe5 med hilsen og kom saa i paasken en gang, det bedes af doktoren, Laura og din gamle ven

Valdemar Thorup

 
[1] Helsingør: Valdemar Thorup boede hos sin søster Laura (1855-1904) og hendes mand Theodor Peter Knudsen der var praktiserende læge i Helsingør. tilbage
[2] Bierring: Viggo Martin Bierring, f. 24.9.1856 i Randers, Thorups studenterkammerat. Bierring læste først jura; han boede som stud. jur. på Regensen i 1880. Han skiftede studium og blev cand. mag. og var i 1901 sproglærer på Østre Borgerdydskole og Frk. Adlers Fællesskole. Samtidig var han rigdagsstenograf, i 1911 rigsdagskasserer. Gennem sin mor, der var født Elmenhoff var han fætter til Otto Elmenhoff. tilbage
[3] det unge menneske: formentlig Thorups lille søstersøn Knud Axel, født 22.5.1878 i Helsingør. tilbage
[4] påsken: påskedag var 13.4.1879. tilbage
[5] frøken Tornøe: Johan Rohdes (og Pontoppidans) pensionatsværtinde i Admiralgade 24. tilbage