Viggo Stuckenberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Lyngby. 22. november 1895
denne Gang har De ikke kunnet skjule Dem
Lyngby 22 Nvbr.95
Kære Hr. Pontoppidan!
Tak fordi De har sendt mig Deres sidste Bog1! De kender min Vane, – jeg kan ikke tæmme mig til at tie, naar jeg har læst en ny Bog til Ende, der har rumsteret i mine indre Dele. Om ikke andet maa De give mig Lov til at lufte min Betagenhed… I ét Køre har jeg læst "Dommens Dag", undervejs tudbrølet, let og siddet som en Skoledreng og stirret fortabt paa Deres klare, skyfri Mesterskab. Da jeg var færdig, krøb jeg hen til min Kamin og stod som et Faar, der hører det tordne og ikke ved Ly. Hele Bogens Midterparti igennem var jeg til Mode, som sad jeg og talte Guldpenge, Guldpenge og Guldpenge. Det er en skidden Høkerlignelse, men rigtig alligevel. Det var ikke den Smule Poet i mig, der var paa Færde, men Mennesket der vred sig under 2 en personlig Sorg. Poeten i mig sagde nok, at dette var straalende gjort, men det var ikke Poeten, der fik mig til at sidde stiv og følge Side efter Side, som vaagede jeg ved nære Slægtninges Sygeleje. Dette er hverken Høkerlignelse eller sentimentalt, men saa rigtigt som jeg kan sige det, naar jeg ikke skal blive langstrakt.
Een Ting morer mig, – at De, som mener altid at staa uden for Deres Personer, henimod Bogens Slutning i den Grad dumper ned i Pater Rüdesheimer, at De personlig gør op med Deres Samtid. Opgøret er brilliant, maaske lidt for stærkt pegende paa hele Værkets Moral. Det, der morer mig, er, at denne Gang har De ikke kunnet skjule Dem. Rent ud guddommelig er den sidste Notits om Legenderne.
De har, i denne Bog og de forrige to, skrevet en moderne Saga, der staar saa granitfast som de gamle. Kun er Øxerne byttet med det, der æder dybere, Mands- og Kvindesinds træge Strid med hinanden og Strid med sig selv.
Der er eet mildt Punkt i det hele, et, der vist er noget af det bedste, De 3 har skrevet, - den gamle Pastor Momme og hans Svigerinde. Jeg tror, at for mig, der af Natur er lidt hægen2, vil det Par Kapitler, der handler om dem, efterhaanden voxe op over de øvrige!
Hils Deres Hustru fra mig og min. Nu maa De begge snart komme herud en Dag, nu bor De jo i København.
P.S.
Det er altid noget Sludder, man skriver i et Brev. En Forfatter skulde altid i en Krog være til Stede og se sin Bog blive læst. – De lykkelige Menneske, som har slaaet de store Slag!
Deres hengivne
Viggo Stuckenberg
