Harry Søiberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Gl. Skagen. 22. juli 1942

dette faderlige Venskab

Gl. Skagen 22/7 - 42
Højen St.

Kære Henrik Pontoppidan!

Hvor havde jeg gerne selv været til Stede og lykønsket Dem paa Deres Femogfirs Aars Fødselsdag baade som Deres gamle Ven og paa danske Forfatteres Vegne. Jeg vil først give Udtryk for Dansk Forfatterforenings – og der igennem for danske Forfatteres – Beundring for Deres Digtnings Indsats i vor Litteratur, som De har skænket saa rige og værdifulde og skønne Værker. Det er danske Forfattere den største Ære, at De er Dansk Forfatterforenings Æresmedlem. Ikke alene gennem Deres Forfatterskab staar De som Fører i Samtidens Litteratur, men den menneskelige Helhed og Storhed, der knytter Deres Livsgerning sammen med 2 Deres Digtning, staar som et Eksempel og et Vidnesbyrd for alle danske Digtere paa, hvor høje Krav, der maa stilles til Evner og Personlighed, for at skabe en stor Digtning. Ingen indenfor Samtidens Digtning har skabt et dybere og mere omfattende Billede af vort Land og vort Folks Liv eller givet sandere Udtryk for vort danske menneskelige Væsen. Jeg ved, hvor højt De er beundret og elsket af os Forfattere og fra hvor mange Sider danske Digteres Tanker med den dybeste Følelse af Taknemlighed vil søge Dem paa Deres store Højtidsdag.

For min egen Persons Vedkommende, kære Henrik Pontoppidan, ved jeg næsten ikke, hvordan jeg skal kunne faa Dem takket for dette næsten 3 faderlige Venskab, som De har vist mig nu gennem en hel Menneskealder. Lige fra mit Forfatterskabs første Aar har De været min Opdrager, min Vejleder og Opmuntrer. Jeg kan slet ikke tænke mig, hvordan mit Liv vilde have formet sig, om ikke De havde staaet bag mig og hjulpet mig paa baade synlig og usynlig Vis. Saafremt der er noget ved mine Bøger og min Person, som er Beundring værd, da er det Deres Eksempel, jeg maa takke derfor. Det er Dem, der har lært mig, hvad der er noget værd. Gennem disse mange Aar, der nu er gaaet, siden vi fulgte Drachmanns Aske til Hvile i Klitten, og De kom ud og opsøgte mig i Gl. Skagen for at 4 hilse paa den unge, ukendte Digter, har De været min Læremester og med usvækket Troskab ikke blot fulgt min Gerning, men ogsaa haft Interesse for mit Hjem og mine. Mange af mit Livs værdifuldeste Minder har De skænket mig. Kære Henrik Pontoppidan, hvordan skal jeg sige Dem Tak derfor. Det Fødselsdagsønske, jeg sender, er, at Deres Helbred og Kræfter maa blive bevaret endnu i mange Aar.

Med hjærtelig Hilsen
Deres hengivne
Harry Søiberg