Harry Søiberg til Martin Andersen Nexø
25. juni 1938

anbefaler Rørdam til Nobelpris

[25.06.1938]

[til Martin Andersen Nexø]

Inden jeg rejste, var jeg ude hos Pontoppidan til Middag sammen med Dumreicher. Da fortalte Pontoppidan, at han havde haft Besøg fra Sverige i Forbindelse med det svenske Akademi. Man vilde have hans Navn til Anbefaling for Valdemar Rørdam, der havde faaet mange Anbefalere. Og Pontoppidan gik med til at anbefale ham. Akademiet vil ikke tildele Johannes V. Jensen Prisen paa Grund af, at hans Produktion i en lang lang Aarrække havde været i stadig Nedadgaaen. Og du kunde ikke komme i Betragtning paa Grund af din politiske Indstilling. Pontoppidan forsvarede sin Handling med denne Motivering, for at afværge, at Danmark atter blev forbigaaet med Nobelprisen, hellere end det vilde han anbefale Rørdam. Jeg vil nødig udtale min personlige Mening om dette, men langt at foretrække forekommer det mig at ville være, at Prisen atter gik Danmark forbi, end at støtte en Tilsidesættelse af dig. Men jeg tilskriver denne Svaghed Pontoppidans høje Alder. Da jeg havde overvejet disse Begivenheder et Par Dage […] satte jeg mig i Forbindelse først med Hartvig Jacobsen og efter hans Anmodning skrev jeg til Forfatterforeningens Bestyrelse. Min Tanke var, at der skulle sættes en Adresse i Gang blandt danske Forfattere med en Henvendelse til Akademiet om at give Nobelprisen til dig […] Men nu har jeg faaet Svar fra Bestyrelsen og den afviser pure Tanken med den Motivering: "at Dansk Forfatterforening ikke kan tage denne Sag op, da en Henvendelse som den foreslaaede bl. a. vil være i Strid med Foreningens Vedtægter". […] Jeg kan ikke blive klar med mig selv om, hvad jeg yderligere skal gøre1

[fra Harry Søiberg]

 
[1] Meddelelsen kan ikke være kommet særlig overraskende for Nexø. Han kendte fra tidligere tid Nobelpris-komitéens indstilling, se hans brev til dr. Erwin Ackerknecht 26.11.1930:

In der schwedischen Akademie sitzt einer der reaktionärsten Menschen auf Erden, der Kritiker Dr. Fr. Böök. Dr. Böök hat mich von jeher mit einem Hass verfolgt […] Die anderen Herren in der Akademie sind auch nicht besonders freisinnig […]

– og yderligere havde han allerede et halvt år i forvejen, nemlig 10.11.1937 hørt fra Henrik Pontoppidan, at denne netop havde haft besøg af en svensk litteraturhistoriker, som mente at vide, at der fra en vis side arbejdedes kraftigt for at skaffe Nobelprisen til Johannes Jørgensen og Valdemar Rørdam og troede, man især havde kig på sidstnævnte. Også denne gang gik Nobelprisen Danmark forbi. Den tildeltes amerikaneren Pearl S. Buck. Johannes V. Jensen modtog prisen i 1944. (Af Houmanns note). tilbage