Harry Søiberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Gl. Skagen. 4. september 1932
i meget bekymret Humør
p.t. Gl. Skagen 4/9 - 32.
Højen St.
Kære Henrik Pontoppidan!
Det er Søndag Formiddag, jeg gaar ene heroppe i mit Hus og nyder baade Ensomheden og Arbejdet – jeg er i Færd med at skrive et Par store Fortælling[er], saa har jeg et Bind (mit sjæte Bind Fortællinger), som jeg muligvis udsender i dette Efteraar.
Helene og Børnene rejste den 15de August hjem til Skoler og Pligter og Bylivet – jeg har ikke Lyst til at følge efter saalænge her er Sol og Sommer. Jeg lever ret ensom sammen med en Kat, der hver Dag venter sig Killinger, den er ellers halvvild og lever i Laden, men den synes at trænge til mig, gaar hele Dagen og spinder – Den lever vanlig af Mus og Fugle, nu fodrer jeg den med Fisk og Brød og Mælk, da den vist for Tiden er en daarlig Jæger. Jeg husker, at den en Gang dræbte en Lækat, der havde gravet sig ned ved et af mine Træer, og saaledes var kommen ind paa dens Jagtomraade.
Jeg staar ikke længere i den nære Forbindelse med Befolkningen omkring mig√, som jeg har gjort gennem saa mange Aar – til Tider synes [jeg] 2 at jeg befinder mig her i en uddød Verden, hvor jeg kun befinder mig er som Gæst. Det er forunderligt, hvor alt i et Menneskes Liv synes at afgrænse sig i Afsnit – jeg har egenlig kun Havet, det vækslende Vejrlig, det øde Landskab og de Træer, som jeg selv har plantet, tilbage af alt det, jeg tidligere ejede her –
Mit Sind tumler med andet Stof, andre Mennesker og under andre Forhold!
I Virkeligheden er jeg hver Dag i meget bekymret Humør for det nye og store Arbejde, som jeg har sat mig som Maal at udføre i de kommende Aar! Jeg synes min Tid er blevet mig kostbar og nu gaar tilspilde med at skaffe Levebrødet for min Familie!
Der er Øjeblikke, hvor jeg synes jeg maa flygte langt bort, bort fra Pligter, Trældom og Modløshed – jeg øjner stadig ikke, hvordan jeg skal blive økonomisk i Stand til at fordybe mig i mit nye Værk, jeg kan knap nok opretholde Familiens Eksistens, selv√ naar jeg anspænder mig til yderste Evne for blot at fremskaffe det nødvendige til Livets Udkomme. Og dog tror jeg stadig paa, at jeg skal faa Lov til at udføre mit Arbejde tilbunds her i Livet – jeg trøster mig med, at jeg igen√ blot skal prøve noget nyt, at mit Sinds Grænsepæle atter skal brydes ned og flyttes –
3 Jeg læste i Avisen forleden Dag, at min Inger, min første Hustru pludselig var død, 46 Aar gammel. Det berørte mig stærkt, jeg har altid baaret paa et Haab om, at jeg en Gang maatte møde hende og faa talt ud med hende, saa hvad der var af Misforstaaelser mellem os kunde fjernes, saa vi kunde blive gode Venner med fælles Ungdomserindringer! Dette kom altsaa ikke til at gælde – jeg vilde gerne have lært hende at kende som Menneske nu efter de tyve Aars Forløb, som er gaaet siden vi skiltes!
Jeg husker, at De tilbød os at holde vort Bryllup i Deres Hjem – desværre havde en norsk Ven foregrebet Begivenheden og inviteret os – jeg har i disse Dage mindedes, da hun og jeg var paa disse Kanter sammen, hun var den Gang 23 Aar og jeg 29 – Da var Kysten her paa en Maade en ny Verden for mig, hvor jeg vandrede ind i, eller hjem til, da mine Fædre1 jo har været Havfolk –
Jeg vilde gerne sende Inger en Mindekrans og har skrevet til Lene derom og bedt hende, saafremt det er gørligt, at ordne det –
Jeg havde forleden Søndag Besøg af Nexø 4 og Frue og K.K. Nicolaisen og Frue, de kom i Bil og vi spiste en hyggelig Middag sammen ovre paa Hotellet! Vi drak Deres Skaal og jeg lovede at sende Dem en Hilsen, naar jeg skrev! Han var i straalende Humør og frisk og havde lige afsluttet en lille Bog om sin Barndom – (hvoraf første Afsnit offenliggjordes i Familie Journalen)
Nu har Nexø, Skjoldborg, Fr. Poulsen, Otto Rung, Gunnarsen, Buchholt, Olesen Løkken og undertegnede optraadt der! Det er kedelig at ikke ogsaa De er med med et Bidrag i denne Bestræbelse for at faa gode danske Forfattere frem, hvor før kun rædselsfulde udenlandske Pjatterier fandtes –
Hjertelig Tak for Deres venlige Brev efter Fødselsdagen, det glæder mig, at De fik Lov til at holde Dagen paa den Maade De helst selv vilde – og at De slap for "Skudsmaalsbogen", som ellers var tænkt som noget andet!
Med venligste Hilsner
fra Deres hengivne
Harry Søiberg
