Amalie Skram til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Classensgade. 14. december 1892
hvor jeg er imponeret!
Ø Kjøbenhavn
Klasensgade 11.
14–12–92
Kjære hr. Pontoppidan!
Jeg véd ikke hvor De er i verden, men jeg véd at jeg vil og må skrive til Dem, og håber så forresten på skjæbnen og Philipsen1.
Det er Deres bog jeg har læst, og jeg er så betat af den, og så opfyldt af den – ja jeg siger ordet – rene glæde, som det fuldkomment gode og ægte volder et uforhærdet sind. For mig er Deres bog aldeles fuldkommen dejlig; og jeg har nydt den med en uafbrudt, ustanselig henrykkelse, og nu går jeg om med følelsen af at jeg er blet et rigere menneske og 2 har fåt en ny, en kostbar værdi i mit eje.
Straks ved det første kapitel hensattes man i en blød og tryg og festlig stemning, festlig fordi man øjeblikkelig mærker at dette er ægte varer. Hvor har De dog ikke fåt arten af det liv der leves – det ydre og indre – frem med små midler, som formodentlig skjuler over et uhyre arbejde, eller gjør de ikke? Det er noget mer kogleri synes jeg, ja for De fortæller egentlig ikke så meget, i altfald ikke i sammenligning med det store udbytte, det vægtige, omfattende indhold, der under læsningen flyder over i ens sjæl.
3 Hvad jeg næsten mest beundrer er Deres mesterlige evne til at kunne forberede hvad der sker. Straks med det samme man sér "gutten" derude på marken, får man en øm og ængstelig déltagelse for ham, og når man så senere står ved hans dødsleje, tænker man med glædestårer på at man har holdt af ham hele tiden, at han lagt mærke til det mindste, man har sagt og gjort. Og således med alt i bogen. Intet overrasker – ja kanske dårlige eller tankeløse læsere, som efter min mening, denne gang E.B.2 f.eks.
Emanuels udvikling ligger for mig så åben og lys og gjennemsigtig i dagen som om jeg skulde kjendt og ha omgåedes ham hver 4 dag i bogen og som om han havde udtalt sig og tænkt højt ganske anderledes end han gjør dér. Jeg vil nu√ ikke tale om Hansine, den rørende, dejlige tause Hansine – hun er et mesterværk af anskuelighed og menneskeværdi, tiltrods for at hun aldrig taler. Hvordan har De dog båret Dem ad dermed? Og for at ta et eksempel til: forholdet mellem Sognerådsformanden og Sidse! Der står kun at væveren gik ud i kjøkkenet og så stivt på hende – og det er nok. Ja gud fader bevare mig, hvor jeg er imponeret! Bjørnson (som romanforfatter) og Kielland og Lie, kan nu gå bort og lægge sig. For ikke at tale om mig selv, min stakker. Jeg kunde skrive side op og ned, og endda blev jeg ikke færdig med at påpege alt hvad der i bogen har bedåret mig. Men jeg må opgi det. At skrive breve er en uting. Man får hverken 5 2/ [nyt ark] sagt halvt eller alt.
Forresten har jeg to indvendinger, som jeg nu, siden jeg dog har måttet ta et nyt papir, også vil komme frem med. Den ene er at ægteparret Billing eller Villing3 læser forlænge op af avisen om de kongelige, bare lidt havde været nok – og den anden er at Nils dog ikke kan se, at bogen som den gamle præst læser i, er en græsk bog. Nils kjender jo dog ikke forskjel på f.eks. græske og hebraiske bogstaver, vilde vel heller ikke kunnet sét at det ikke var almindelige bogstaver4.
Dette er naturligvis noget vrøvl, men det er de to eneste steder hvor 6 jeg har følt et sekunds misnøje.
Skram har endnu ikke læst bogen, han er heller ikke hjemme i kvæld. Derfor hilser jeg ikke fra ham.
Til gjengjæld hilser jeg så meget mere fra mig selv. Og takker.
Deres hengivne
Amalie Skram.
