Morten Pontoppidan til Marie Povlsen
Sendt fra Hagested. 23. november 1896

bære sig ad omtrent som man vil

Hagested¹, 23-11-96

Kære Marie!

Da jeg havde læst dit Brev og ladt Julie læse det, og hun spurgte mig, hvad jeg sagde dertil, svarede jeg: Her er, saa vidt jeg kan se, intet for mig at gøre. Jeg hører ikke til Knudsens Menighed², og jeg er ikke hans Biskop.

Men baade Julie og jeg var enige om, at Sagen var alvorlig, og vi følte det som en Lettelse – hvad du sikkert ikke mindre har følt – at Dansk Kirketidende i sit sidste Nummer kan meddele "fra fuld paalidelig Kilde", at Mellerup Valgmenighed har protesteret.

Hvis det nu ellers er sandt. Thi D. Kirketidende er for mig ikke noget ubetinget Orakel i saadanne Sager.

2 Maaske er det blot en halv Besked, Monrad³ har faaet, eller han har muligvis villet fremskynde en Protest fra Valgmenigheden ved at fremstille det, som om Sagen allerede var i Orden.

Jeg afventer nærmere Bekræftelse derpaa; men jeg haaber unægtelig, at det maa være sandt.

Ganske vist siger jeg: Stakkels Knudsen! Hvad skal han gribe til, at leve af? Og stakkels Kone Nr. 2! Og stakkels Kone Nr. 1! Tre Mennesker er ulykkelige!

Men det gaar jo ikke an at faa slaaet fast gennem Praksis, at man kan bære sig ad omtrent som man vil, blot man bekender Troens Ord og beder et Fadervor.

Hvad Brücker⁴ angaar, da tænker jeg mig, at han kan have ræsonneret saaledes: Ulykken – det første Ægteskabs Opløsning – er jo sket, og Uheldet – at nu de to bagefter har givet sig til 3 hinanden – er ogsaa sket. Naar de vil sammen, saa kan ingen hindre det; men saa skal de ægtevies; thi ellers nøder man dem til at leve sammen uden Vielse. Med andre Ord: Som Forholdene er, maa en vi dem, og saa kan jeg lige saa gerne gøre det som skyde Byrden fra mig over paa en anden.

Jeg er nu ikke saaledes inde i Forholdene som Brücker antagelig er. Men jeg sætter, at han har Ret i en saadan Betragtning, at en maa vi dem. Saa vil jeg blot sige, at jeg i Bs. Sted dog ikke havde viet dem. Men jeg havde sagt til Knudsen: Vil du have denne Sag igennem, saa har du først at nedlægge dit Præsteembede^x), og da kan du forlange af Sognepræsten i hendes Sogn, at han skal udføre Vielsen. Da vil han have at tage sig Byrden paa og udføre det paa sit Embede – d.v.s. paa Samfundsordenens – Vegne.

[nedad i venstre margin:] ^x) og sammen med din Forlovede gaa ud af Valgmenigheden.

Det er i høj Grad uheldigt, at Brücker skulde komme til at fejre sin Indlemmelse i Folkekirkens Præsteskab med 4 at foretage noget, der gør ham til en vis Grad delagtig i denne forargelige Historie.

Siden jeg nu skriver til dig, saa lad mig fortælle dig og Karl (ikke just for at udbrede Nyheden), at jeg i Forgaars indsendte Ansøgning om Forflyttelse til Vestervig⁵ og Agger i Aalborg Stift. Grunden er, at jeg maa have et Embede, der er stort nok til, at vi kan leve af det. Denne Betingelse opfylder det nævnte Embede (der er 4-5000 Kroner), og de aandelige Forhold i Menigheden er mig ikke imod. En Nabopræst her, Pastor Ingerslev⁶ i Kundby (ikke ham i Hørby, Karl var sammen med) har været Præst der, og han har givet mig Oplysninger. Der er, efter hvad han siger, megen gammeldags Gudsfrygt, men ikke megen aandelig Bevægelse. I de sidste 20 Aar, siden Ingerslev var der, har der nok ikke været stort med Kirkegang. Jeg kunde jo nok lide en mere bevæget Egn. Men hvor der er Bevægelse, risikerer jeg, at den paa Forhaand er mig imod. – Der er udmærket Bolig. Det hjælper jo til, at Julie gerne vil med derover, dersom vi skulde faa det. Noget har hun jo – ligesom jeg – haft at overvinde. Alt staar i Guds Haand. Hils nu Karl og Kirsten.

Din hengivne
Morten Pontoppidan